En dag fik byen besøg af et tivoli. Det særlige ved det var, at det var et mongolsk tivoli. Der var en del mongoler blandt personalet, men også polakker og folk fra Turkmenistan. Desuden nogle kiksede og fordrukne danskere. De stillede op på dyrskuepladsen. Der var de sædvanlige rustne og livsfarlige karusseller og luftgynger, miserable radiobiler, skydetelte, tombolaer o.s.v. Det, der imidlertid vakte størst opmærksomhed blandt de lokale, var et telt med en estrade foran, hvorover der med afskallede bogstaver stod: "Lorentsens Slavehandel - Skønne kvinder, gode arbejdere og børn".
   Den slags havde man godt nok aldrig tidligere set der i byen, og der blev gættet en del på, hvad det egentlig drejede sig om. Så da tivoliet omsider åbnede, samledes næsten alle gæster foran det famøse telt.
   Lorentsen var en trivelig lille mand med langt vandkæmmet nakkehår under en fedtet kasket. De utallige fremmødte landmænd og bønderkarle fandt ham ganske tiltalende og charmerende, kun nogle få syntes han var klam.
   "Velkommen godtfolk" sagde den charmerende autionarius. Klapsalver. "Lad os handle. Jeg har utrolige tilbud til alle. Jeg har skønne kvinder til de svinske ungkarle og enkemænd og solide arbejdere fra Moldovien til jeres marker. Desuden har jeg nogle afrikanske børn til hvem, der måtte være interesseret". Mange lagde mærke til, at den højtagtede sognepræst her blev vammel og ulækker at se på.
   En bonde råbte: "Ikke så meget snak, lad os se på varerne"
   Slaverne blev slæbt frem af en mongol med nøgen overkrop og hestehale. Han var udstyret med en stor pisk. De var lænket sammen med jernkæder og blev stillet op på estraden på række og geled. Der var ti thaikvinder, tolv arbejdere og tre små sorte børn i tiårs alderen.
   "Har du ikke flere kællinger"? blev der råbt.
   "Jeg har selvfølgelig min kone", sagde auktionarius. "Kom frem Ella!"
   Hun var en lasket halvtredsårig, der fik mundvandet frem hos nogle af de ældre bønder.
   "Hvad er prisen, hvad er prisen", lød råbene.
   "Mindste bud er tretusinde for kvinderne, totusinde for mændene og femhundrede for børnene".
   "Hvad må man med dem", blev der herefter spurgt.
   "Alt" var svaret.
   "Hvad skal disse her arbejdere have i løn?" spurgte en nærig bonde.
   "De skal sgu da ikke have løn. Det er en engangsudgift".
   "Så æder de én garanteret ud af huset!".
   Nu brød skolelæreren indigneret ind: "Er det her overhovedet tilladt? Det har jeg svært ved at tro."
   Bønderne råbte, at han skulle holde sin rådne kæft, hvis han ikke ville have en røvfuld. Det fik han så i øvrigt alligevel.
   Og så begyndte folk ellers at byde.
   Kvinderne blev solgt på et øjeblik, mændene ligeså. Børnene blev solgt til den poulære sognepræst,
   der i hast forlod pladsen med sit bytte.
   Der kom til kampe mellem nogle af bønderne, da mange var rasende over, at en enkelt storbonde købte fire kvinder og syv arbejdere til sig selv og lod de andre kæmpe om de få resterende "varer". En ambulance måtte tilkaldes, da en del kom til skade under tumulterne.
   Der var ikke meget gang i tivoliet i de første timer efter auktionen. Auktionarius tog et tog ud af landet umiddelbart efter.
   Da det blev kendt i det øvrige land, at der var forgået en slavehandel i byen, ankom en stor mængde politifolk fra hovedstaden den følgende dag. Men de kom i nogen grad for sent. Tivolis tre elefanter var brudt løs hen på aftenen og havde trampet størstedelen af de tilstedeværende ihjel. De var derefter fortsat ud over markerne, hvor de forsøgte at parre sig med auktionarius's fede kone, der var på flugt fra tivoliet, og de græssende kør, der brød sammen og døde under tykhudernes vægt.