Om morgenen når jeg vågner, kigger jeg altid ud af vinduet for at se, om det store edderkoppespind er der endnu. Det sidder oppe under tagrenden, og hvis jeg vågner meget tidligt, hænger der tunge dugperler i trådene. Jeg har endnu ikke set en edderkop i spindet, men engang hang der en spyflue fast og vred sig, indtil jeg til sidst gik ud og ganske forsigtigt lempede den ud med en pind. Hullet i spindet hvor den hang fast er der endnu.

Jeg har låst min far nede i kælderen, fordi jeg skal til lægen. Jeg har eksem over hele kroppen - store røde plamager og væskende sår som jeg ikke kan få væk. Jeg har både prøvet med vaseline, barbereskum og noget salve min mor plejede at smøre på læberne før hun døde. Det dufter af lavendel og solskin og min mor og jeg smører det gerne på læberne og hænderne når jeg har været i bad.
   Far er blevet gammel efter mor døde, og for lidt tid siden gik han udenfor om natten og prøvede at hænge sig selv i et af æbletræerne ude i haven. Det var mors yndlingstræ, han havde valgt, og jeg opdagede det, fordi han havde glemt at lukke hoveddøren, som pludselig smækkede så hårdt i, at jeg vågnede. Jeg gik ud i haven og kaldte på ham. Mine bare tæer blev kolde i det våde græs, og jeg kan huske, at jeg tænkte at græsset snart skulle slås. Det føltes som at gå i en stort hav af grønt frodigt græs. Far også havde bare tæer, og da jeg nåede frem til ham, sagde jeg, at han skulle komme indenfor, så han ikke blev forkølet, og jeg kan huske hans forundrede udtryk, da han kiggede på mig og nikkede. Der var ingen stjerner den nat. Men jeg tog alligevel min far ved armen og da vi kom indenfor tændte jeg tre stearinlys. Vi sad overfor hinanden ved køkkenbordet og så på lysene, og hvordan de dannede flakkende skygger på væggen, og jeg vidste at min far var blevet gammel. Derfor må jeg låse ham nede i kælderen, når jeg ikke selv er hjemme.

Jeg åbner forpustet døren ind til venteværelset og går ind. Jeg glemmer at holde døren for damen bag mig og gør et klodset forsøg på at gribe den inden hun får den i hovedet. Det lykkes delvist og hun nikker som tak. Jeg hænger min jakke på bøjle og finder mit sygesikringsbevis frem fra pungen. Sekretæren bag skranken siger at lægen er cirka 10 minutter forsinket. Der står Lucy på hendes navneskilt. Jeg nikker og tænker, at det er rart med et par minutter til at få vejret, før jeg skal ind til lægen. Da jeg falder ned i en stol længst væk fra skranken, forsikrer jeg mig selv om, at hængelåsen jeg satte på kælderdøren i morges, virkelig vil holde min far dernede, indtil jeg kommer hjem. Jeg mærker efter, om jeg stadig har nøglen i lommen og bliver beroliget af at mærke dens hårdhed mod mit lår. Damen fra før sætter sig overfor mig og smiler opmuntrende. Først nu ser jeg, at hun har et stort modermærke på den ene side af hovedet, så hun ser forskellig ud, alt efter hvilken side man ser hende fra. Jeg trækker vejret dybt og ser den anden vej. Rummet er stort og lyst og stolene langs væggene er malet hvide. Der er kun damen og mig i venteværelset foruden sekretæren som sidder og taster på en computer. På væggene hænger et par malerier med ubestemmelige motiver i blå nuancer. Mit blik falder på det ene som hænger på væggen til højre for mig. Det er umuligt at sige, hvad det forestiller, men alligevel er der noget ved det, der holder mit blik fast. Farverne er blå, men maleren har tilføjet en lille rød cirkel lidt til venstre for midten. Som et øje tænker jeg. Under cirklen er nuancerne mørke - næsten sorte, men de bliver lysere i toppen af billedet. Jeg synes det forestiller et hav, hvor det bliver mørkere og mørkere, jo dybere man dykker ned. Mine øjne er blevet tørre af at stirre, og jeg blinker et par gange for at fugte dem, før jeg igen ser på maleriet. Jeg forestiller mig jeg dykker ind i det og forsvinder dybt ned i en tyst undervandsverden, hvor lyden fra sekretærens tastatur erstattes af et tavst tryk mod ørene, og alt det blå omslutter mig som en beskyttende dyne. Jeg synes, jeg kan ane en slags kontur omkring den orange cirkel, en skikkelse hvis ene øje er lysende rødt. Jeg rejser mig og går hen langsomt til billedet. Damen med modermærket kigger kort op på mig, men vender hurtigt opmærksomheden tilbage mod det blad hun er i gang med. Jeg vender mig et øjeblik og betragter hende. Hun sidder sådan, at siden med modermærket vender mod mig, og pludselig bliver jeg i tvivl, om det overhovedet er et modermærke, eller om det er en forbrænding af en slags. Den ujævne, mørke hud gør mig utilpas, og jeg vender opmærksomheden mod maleriet. Den røde cirkel lyser mod mig, og jeg bruger et par sekunder på at genfinde de konturer, jeg mente, jeg kunne se på afstand. Nu er jeg ikke i tvivl. Inde bag alt det blå er en skikkelse, hvis ene øje er en rød cirkel. Det andet øje kan jeg blot ane som en mørk skygge. Da jeg vender mig for at gå tilbage til min plads, rejser damen med modermærket sig pludselig op og går hen til mig. Vi står ude midt i det rummet med en meter imellem os, og hun ser på mig med et brændende blik, og jeg forsvinder i det blik og ser et kæmpestort bål på en strand med skikkelser, der danser rundt om. Det er piger med kjoler, der blafrer i vinden, og de snurrer rundt om bålet hurtigere og hurtigere, og da en af dem pludselig snubler og falder med overkroppen ind i bålet, danser de andre blot videre. Pigen kommer på benene, og der står flammer fra hendes hår og den ene halvdel af hendes ansigt og overkrop. Skriget fra hendes brændende mund fylder mit hoved, da hun løber ned til vandet. De andre danser stadig hurtigere, og den brændende pige løber på bare tæer ud i vandet og kaster sig i bølgerne, og ilden går ud, og skriget drukner. Pigen dukker op igen og går op på stranden, og jeg forfærdes, da jeg ser hendes deforme ansigt. En enøjet og forkullet skabning. Og nede i det mørkeblå vand ligger hendes øje og lyser som en brændende glød, der aldrig slukkes.
   Jeg har siddet og stirret stift på mine hænder, hvor eksemen har bredt sig helt ud til neglene, og med blikket forsøgt at holde dem i ro, da jeg endelig hører en dør åbne sig og lægen sige mit navn.

Da jeg kommer hjem fra lægen, har jeg både fået salve og penicillin med. Jeg stiller skoene og min rygsæk i gangen og går ind i køkkenet. Jeg tager et glas fra skabet over vasken og fylder det med vand og kigger på det helt tæt på. Jeg forestiller mig, der ligger et brændende øje derinde og kigger ud på mig, og jeg stiller glasset fra mig på bordet ved siden af posen fra lægen.

Far er faldet i søvn på madrassen i kælderen. Jeg går ned af trappen og stopper på det nederste trin. På en måde passer de fint sammen - far og madrassen, tænker jeg. Begge gamle og slidte. Jeg træder ned på kældergulvet og går hen til dem, sætter mig på kanten og folder armene omkring knæene. Rummet er småt og uden vinduer, væggene er grå ligesom gulvet og loftet. Her lugter af fugt og rådne æbler. Dengang mor levede, havde vi flere kasser med æbler stående hernede. Hun plejede at lave æblegrød og æblekage af dem, og far sagde, at hvis hun blev ved sådan, ville vi alle sammen komme til at ligne æbler. Jeg stryger stille far over håret og siger, at han skal vågne nu, for nu er jeg kommet hjem. Jeg går op i køkkenet igen, for at tage min første pille af det penicillin lægen har givet mig og lader døren til kælderen stå åben, så far kan komme op til mig.
   På vejen op tænker jeg på, om jeg skal prøve at bage en æblekage en af dagene.

Da jeg skal have fat i pakken med piller, opdager jeg, at der udover salven og pillerne også ligger en æske tændstikker i posen. Jeg tager den op og vejer den i hånden, ryster den og åbner den, da jeg kan høre, der er noget i. Indeni ligger én eneste brugt, sveden tændstik. Jeg tager den op og lugter til den; den lugter af sod, og det føles et øjeblik, som om den stadig er varm. Mit hoved føles pludselig meget tungt, og i et glimt ser jeg et glødende øje, og jeg tager mig til hovedet, for jeg bliver bange for, at øjet er mit. Men mine øjne er der endnu, og jeg mærker mit eksem brænde overalt på min krop, som stod jeg midt i et bål blandt store flammer. Glasset med vand står stadig på bordet, jeg griber det og drikker, til min krop føles som den plejer, og jeg drikker for en sikkerheds skyld noget mere, til min mave ikke kan rumme mere.
   Da jeg putter tændstikken tilbage i æsken og ligger den i lommen, er jeg rolig. Jeg tager en pille og lytter efter fodtrin på kældertrappen, men det lader ikke til far er på vej op endnu. Jeg går hen til døren og kalder på ham. Efter et par sekunder svarer han, og jeg kan høre ham rejse sig fra madrassen.

Næste morgen da jeg vågner, kigger jeg ud af vinduet for at se, om det store edderkoppespind er der endnu.