Bare lidt til, kom, kom nu, der er ikke så langt igen. Men jeg er træt, ikke mere, jeg er så træt... Kan du høre det? Lyt! Hvad? Der er ingenting. Videre, videre, jeg må have dig videre, ellers er vi... Fortabte. Så eksisterer vi ikke mere. Uden eksistens. Ligesom de andre. De er uden eksistens nu, intet kunne have redet dem.
"Se! Her kan vi hvile." Hvile, men kun midlertidigt. At hvile er at forsvinde. Forsvinder man, eksisterer man ikke. Tag min hånd, kom, læg dig, jeg skal nok våge over os, så du ikke hviler for længe.
Det er mørkt. Intet lys, intet. Men hvis man ligger længe nok i mørket, finder man alligevel lyset. Mørket er kun skygger. Du må aldrig lade skyggerne overtage dit lys, lov mig det.
Også i det her mørke er der lys. Udefra, men ikke langt væk. Kunstigt lys, men det kunstige lys er trygt lys. Hvis det er kunstigt, er der ikke nogen illusion om sandhed. Det kunstige er det eneste du kan være sikker på, for hvis du kan se, at noget ikke er sandt, bliver du ikke narret.
Alt det du tror, er sandt, det kan være kunstigt. Men alt det du kan se er kunstigt, det bliver aldrig sandt.
Hvis de så bare altid havde løjet for os. Så havde vi været sikre, så havde vi haft håb. Men de sørgede for altid at lade sandheden blande sig. Blande sig og gøre vandet grumset.
Nu er vandet ikke længere grumset. Vandet er mørkt, ægte mørke har farvet vandet, omvendt det fra den kolde blå til den dybe røde.
Hvis de bare vidste. Men de eksisterer ikke, de er uden eksistens. Hvis de vidste det... De ville glæde sig, måske fryde sig. Men kun fordi de er uvidende. De kender ikke deres egen skæbne. De ved ikke, at hjemme ikke altid er bedst.
Hjemme. Dit hjem, mit hjem, intet hjem, men altid hjemme. Det er vores, vores eget, mit og dit. Mine egne bånd er nu farvet, forurenet med alt det røde, alt det som ingen kan vaske væk.
Lyt! Fodtrin! Rolig nu, det er fire fødder, ikke to, fire bløde poter. Nej, ikke dem du kender, disse er en andens. Nej, læg dig ned igen, vi må ikke blande os, dette sted må ikke farve vores bånd. Det er ikke rent nok til at vaske det røde af, ikke klart nok, ikke lyst nok.
Kan du huske, at hun fortalte os, at lyset på himlen ville være det samme, lige meget, om vi var ude eller hjemme? Jeg kan ikke lide lyset her. Det er ikke det samme, ikke som hjemme. Hjemme lyste himlen vej. Her lyser himlen for sin egen skyld, som for at vise, at den er der. Tage opmærksomheden fra mørket, men hvor der er lys, er der også altid mørke skygger. I alle kroge, alle hjørner dækker skyggerne, lader noget udviske og forsvinde. Næsten forsvinde.
Vi er næsten forsvundet. Men vi eksisterer, for jeg ved, at du eksisterer, og så længe du eksisterer, vil jeg også være her, så du ikke bliver bange for at eksistere.
I morgen må vi videre, så de røde bånd ikke indhenter os, vi må væk fra tomheden som hviler her, hvor kun de fire poter trækker vejret, du og jeg skal finde hjem. Et sted med en seng, som er min og din, vores. Hjemme er videre, for bagved os er vandet grumset, og det der før var hjemme vil nu for altid være ude. I morgen, i morgen kommer vi hjem, det lover jeg dig. Du sover næsten. Jeg tier nu, så du kan vågne op og se dit nye hjem i horisonten. Født igen med nye øjne, i klart vand uden den røde farve. Vi rejser til Hjemme.