- Frygten for Døden var ikke saa stor,
   større var Frygten for Livet paa Jord.
   Aage Tom Kristensen (4. august 1893 - 2. juni 1974.)


Efterårsvinden var ubeslutsom den dag og kom i hårde stormstød, der fik trækronerne til at krænge i forskellige retninger. Blade, grene og jordstøv hvirvlede hen ad marken, forbi telthallen og Cessnaen. Bag flyveren kom solen til syne, der kastede dens morgenstråler på landingsbanen. Et sted i buskadset, kunne et skingert kald fra en flygtende solsort høres, da vinden slog om i en ny retning. Fuglen fløj lavt langs en vejkløft, indtil den nåede et levende hegn, hvori den søgte ly. Blæsten piskede virkelig som en gal og rev de sidste gyldne blade af et bøgetræ for enden af marken.
   Jeg var i færd med at dække et beskedent morgenbord og stod med termokanden i hånden, da den gamle mand trådte indenfor og hilste. Ansigtsudtrykket vidnede om den jordslåede lugt, som ramte ham fra teltdugen og den forankrede bundramme. Han tørrede øjnene med et lommetørklæde, siden vinden havde fået dem til at løbe i vand. Det tynde grå hår der var blevet kæmmet, inden solen stod op, strittede ud til alle sider.
   Morgenmaden bestod af havregryn, sukker, rosiner og nødder. Der var sødmælk, et groft franskbrød, smør, mellemlageret ost, marmelade og et enkelt tebirkes.
   - Værsgo, sagde jeg og skænkede kaffen.
   - Nej tak, sagde han og blev stående ved teltåbningen. - Det kniber lidt med appetitten.
   - Er det lugten? spurgte jeg.
   - Nej, sagde han og smilede lidt. - Kommer Cessnaen til at lette i dag?
   - Kun hvis stormen aftager i styrke.
   - Jaså! sagde den gamle mand og så lidt beklemt ud.
   For at mildne hans sind sagde jeg: - Jeg har aldrig, i mine fire år som pilot, aflyst én eneste tur.
   - En gang skal være den første.
   - Det er sandt, sagde jeg og spekulerede på, om den selvbærende konstruktion af aluminiumsstænger kunne holde teltet oppe et par timer endnu. To barduner havde allerede løsrevet sig fra pløkkerne og flagrede vildfarende rundt i luften. Den gamle mand lod overtøjet blive på og tog plads for enden af bordet. Han satte sig tungt i stolen, lænede sig tilbage med alt hans vægt og sukkede. Derpå lynede han halvt ned i lynlåsen og tog en Peterson Pibe og en dåse Dunhill Tobak frem fra inderlommen. Han lage det stilfærdigt på bordet foran sig. I sidelommen fandt han en Zippo Lighter og en pibestopper. Så skruede han låget af dåsen, og de enogfirs årige fingre befølte tobakken. Han fiskede lidt op og stoppede pibebunden med en let hånd. Den søde aromatiske duft begyndte at brede sig, og mens han stoppede anden lag, en anelse hårdere, sagde han: - Hmm, hmm!
   Derefter kiggede han på det glatslebne pibehoved og nød skønheden i materialet, de fremtrædende åreringe og den mørkbrune farve, der mindede om en flaske cognac.
   - Hmm!
   Det sidste lag i toppen blev stoppet hårdt. Derefter tændte han piben med stor omhug. Tobaksoverfladen begyndte at gløde, og han ventede til det havde udvidet sig. Så trykkede han for sidste gang med pibestopperen og tændte igen. Da der var ild i hele brandoverfladen, satte han sig godt til rette og begyndte at ryge langsomt.
   - Ryger du?
   - Ja, cigaretter.
   Jeg tændte en.
   - Jeg har en ekstra pibe, hvis du vil prøve?
   - Måske en anden dag.
   - Tænker du nogensinde på døden, unge mand?
   - Døden? Jeg er tredive år.
   - Ja!
   - Døden er ikke det, der fylder mest i min bevidsthed.
   - Hvad med værdighed?
   - Værdighed?
   - Tænker du nogensinde på værdighed?
   - Det tror jeg ikke.
   - Synes du, det er værdigt at tisse i en ble?
   - Undskyld hr. men hvad snakker du om?
   - Jeg spurgte dig om, om du synes, det er værdigt at tisse i en ble?
   - Ja, men hvorfor spørger du?
   - Vi skal jo have tiden til at gå, ikke?
   - Så lad os skifte emne.
   Den gamle mand bakkede på piben og kiggede eftertænksomt på stålstængerne, der knirkede. Jeg skoddede cigaretten og skænkede en kop kaffe til mig selv. Da piben var røget helt til bunds, lagde han den på bordet. Senere, da solen stod højt på himlen og lyste teltet op, spurgte han: - Tror du, det kan lade sig gøre nu?
   Vi gik udenfor. Solens stråler varmede, men vinden var kølig. Det føltes rart mod ansigtet. Mod nord lå Saltbæk Vig, og det var der, vi skulle hen ifølge aftalen.
   - Blæsten er aftaget i styrke, sagde jeg.
   - Betyder det, at vi kan komme af sted nu?
   Jeg nikkede, og den gamle mand smilede. Vi begyndte at trave hen imod flyveren.
   - Må jeg spørge dig om hvorfor?
   Den gamle mand, der havde blikket stift rettet mod Cessnaen, stoppede utålmodigt op.
   - Lungekræft, sagde han, - der har bredt sig hertil, her, her og her.
   - Det er jeg ked af at høre.
   - Det skal du ikke være.
   - Hvad med kemoterapi?
   - Lægerne har opgivet behandlingen.
   Da vi nåede flyveren, sagde jeg: - Jeg har en faldskærm, du kan få, hvis du skulle fortryde.
   - Det er ikke nødvendigt.
   Han gav min skulder et klem.
   - Hvad med familien?
   - Dem har jeg taget afsked med. Jeg har bedt min kone om at finde en ny mand, når jeg er borte herfra.
   Da vi nåede hen til flyveren, spurgte jeg: - Er du helt sikker?
   - Jeg er helt sikker.
   - O.K.
   Vi gik om bord, og han gav mig en konvolut med sedler i. Jeg startede motoren, og propellen begyndte at snurre rundt. Hjulene bumlede hen over landingsbanen, og så lettede Cessnaen, og vi fløj mod nord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den gamle mand sprang fra tusind og femoghalvtreds meters højde, lige ned i Saltbæk Vig. Jeg drejede flyveren og fulgte med, og selv om han ikke brugte faldskærm, ventede jeg på, at han udløste den. Det var et underligt syn at være vidne til. Da hændelsen var ovre, vendte jeg om og fløj mod syd. Der var ikke en sky på himlen, og udsigten heroppefra var imponerende klar.
   Den gamle mand efterlod sig en enke, børn, børnebørn og oldebørn, samt en Peterson Pibe med pibesovs og en dåse Dunhill Tobak.
   Og det er alt, hvad jeg ved.