Jeg sidder på kanten af sengen, hvor du ligger. Det er ikke just behageligt, for den er udelukkende lavet af stål, og det gnaver i mine slidte jeans, men jeg bider det i mig.

Jeg ser på alle slangerne der omgiver dit ansigt, og skærmen ved siden af dig, der trofast fortæller os, at du altså ikke er helt død endnu. Jeg ser på den hvide dyne, der er trukket helt op omkring dig. Du ser helt fanget ud.

Du skæver ned på vores hænder, der klemmer hinanden, så hårdt som de overhovedet kan. Man kan lige ane knoglerne der styrer dine fingre. Du er blevet meget tynd. Det ved du godt. Men der er ikke så meget du kan gøre ved det.

"Det er hosiptalsmaden, den er grusom! Den giver mig for alvor lyst til at forsvinde!" sagde du engang. Det stak svagt i mit bryst. Jeg har altid elsket din sorte humor, men den virkede bare så malplaceret i den situation.

"Jeg er sikker på, at de gør deres bedste," havde jeg svaret dig. Du grinede. Jeg smiler ved tanken om dit grin. Så upåvirket, så ægte. Det vil jeg aldrig glemme.

"Hvad er der?" spørger du, og kan heller ikke lade være med at trække lidt på mundvigen. "Jeg elsker dig så højt." Jeg prøver at lyde beroligende, men du behøver ikke at blive beroliget. Du er så stærk, du udholder alt skæbnen kaster i hovedet på dig. Nej, det er nok mest for at berolige mig selv.

Du bøjer dig ned for at kysse min hånd, og jeg skal til at støtte dig, men du ryster på hovedet. Du kan klare det selv. "Gammel vane," mumler jeg, og du smiler, så jeg kan se dine tænder. Vores øjne er begge fyldt af tårer, men vi holder dem inde.

"Vi vil altid holde om hinanden, ikke?" hvisker du rystende. "Jo," får jeg klemt ud. "Forevigt og altid."

Og da det er sagt, lukker du øjnene, og slipper taget om min hånd.