Down by the river, by the boats
   Where everybody goes to be alone
   Where you won't see any rising sun
   Down to the river we will run.
   Riverside, Agnes Obel

Hun har ikke været i bad siden i mandags. Håret er sat op med en sort elastik og trukket så stramt tilbage at den fygende vind gnaver i hendes tindinger med sine skarpe tænder. På afstand ligner det mest at hun lige har fået det farvet hos frisøren - en mørkebrun kulør, næsten sort. Fedtet og tungt er det. Fra mange nætters mareridt og litervis af koldsved. Bussen bakker og vender, før den sætter kursen tilbage mod byen. Chaufføren vinker til hende, idet han passerer. Hun var den eneste der stod af ved endestationen, og hun besvarer ikke hilsenen.
   Skovstykket der breder sig ud foran hende er i virkeligheden ikke særligt stort, selvom de høje, nøgne træer godt kunne give indtryk af noget andet. Om sommeren plejer hun at cykle via de mest farbare stier, dem hvorpå sandet er banket så godt og grundigt sammen af hundredvis af vandrende fødder at hjulene ikke synker ned, når hun tager på sine egne, helt personlige spejderture, ud på heden. Heden ligger lige på den anden side af skoven. Lyngen blomstrer imellem de grønne græsstrå i de største af lysningerne, som ville den vise vej.
   Det er ikke vejr at være ude i. Slet ikke hvis man vil ud på den åbne, udsatte hede, men hun er ligeglad. Nej, ligeglad er hun nok ikke, for så ville hun være taget et andet sted hen. Heden som den tager sig ud, midt om vinteren, kun et par dage inde i det nye år, er den perfekte destination. Eller det perfekte startpunkt. Eller hvad det nu er. Hun er ikke sikker endnu. Ikke at det betyder noget. Hun er, præcis hvor hun burde være.
   Midt i ingenting.
   Under dynejakken har hun ikke andet på end sin pyjamastrøje. Den med en smilende killing. Rød og vamset ser den ud, den lille kat, men stoffet er faktisk overraskende tyndt. På trods af at hun ikke har været udenfor i mere end et par minutter, kan hun allerede mærke minusgraderne fryse fast til huden. Hendes fingre virker en anelse stive, da hun begynder at klæde sig af. Vanterne først. De ligner to store blodspor i sneen. Derefter støvlerne som hun stiller pænt ved siden af hinanden. Til sidst er det jeansenes tur. Indenunder har hun de tilhørende pyjamasbukser på, ligeså tynde og ligegyldige som kattekillingens baggrund. Og trusser, selvfølgeligt. Når de finder hende, skal de ikke tro der er sket hende noget slemt. Hun forsvinder jo bare. Andet er der ikke i det.
   Klokken er ikke mere end tre, men solen er allerede ved at gå ned. Endnu en kort dag og endeløs nat, som hendes dagsrytme har bestået af så langt tilbage hun kan huske. Nu, klokken 15.09, hænger strålerne derfor lavt imellem de mange, krogede arme der vokser ud fra træernes stammer. Hvis det ikke var for farven og lysets tekstur, kunne de godt ligne juleguirlander. Resterne af en fejret højtid. Uden de store anstrengelser kan hun genkalde sig et hav af salmer om nyfødte børn og klare stjerner, men ikke umiddelbart nogen om de værste, pinefulde timer; dem hvor solen ikke eksisterer længere og hun selv er gået i opløsning - imens de begge bare venter på at blive født på ny. Tøvende sætter hun kursen imod en af de mindre grusstier, en af dem som hun aldrig ville cykle på, fordi hun altid har for meget fart på og ville skride i svinget.
   Vejen snor sig igennem aftenen. Bortset fra en enkelt klagende skovskade er hun alene.
   Hendes sokker bliver hurtigt gennemblødte af at trave gennem den næsten uberørte sne. Efter lidt tid bliver ulden herligt frigid af den frosne væde, derpå - hård som is. To bakker isterninger til at gå på, med hvasse kanter som skærer sig ind i hendes fodsåler. Hun bliver nødt til at sætte tempoet ned, ellers gør det for ondt. Kulden gør sit indtog, men følelseskulden følger ikke hurtigt nok efter. Jakken virker stor og klodset omkring hendes krop. Som en søjle klædt i en balkjole. Lots kone så sig tilbage, da de flygtede fra Sodoma og blev forvandlet til en sandstøtte som straf. Den fejl har hun ikke tænkt sig at begå. Ikke så meget fordi hun vil undgå at blive til en pille af salt - usanselig, uden liv, alt det hun længes allermest efter - men mere fordi der ikke er noget at se, hvis hun skulle kigge sig over skulderen. Sorte tunneller og tåge. Intet andet. Der er tidspunkter hvor hun har været overbevist om, at hun ville blive blind. At hun langsomt var ved at miste synet. For hun kan ikke se flere gode grunde til at vente på den næste bus og kun dårlige grunde til at ville ønske sig tilbage i den hverdag som hun har vendt ryggen til.
   I morgen bliver det bedre, har hendes mor lovet. Igen og igen. Det hele løser sig, i morgen.
   En løgn er ingen grund. Hun elsker sine forældre, og hun bebrejder dem ikke. I deres verden er det vel ikke engang usandt som sådan. Når alt kommer til alt, er det ikke deres skyld. De kan jo ikke gøre for, at de ikke genkender cyklussen som den virkeligt er. At de ikke er ved at gå til af grå stær, så lyset evigt og altid forvandles til mørke imellem fingrene på dem. Et altopslugende, altfortærende mørke. Nogen gange tager det ugevis, andre gange ikke mere end et kvarter. Konklusionen ændrer sig ikke af den grund: Hver aften går hun i seng med håbet om en solopgang der vil bringe først forandring og bagefter varighed. Hver morgen vågner hun op til den samme skuffelse - dagen går, skyerne trækker sig sammen, det begynder at regne og så er det ellers tid til at sove. Igen. Hvad hjælper det at sige, at morgendagen bliver bedre? Når hun ikke engang kan holde ud at være i dette ene øjeblik, med skylden, skammen og det dybe, onde had...
   Det bliver ikke bedre. Det bliver aldrig bedre. Derfor vil hun også helst bare blive ligeså følelsesløs, ligeså død af vinterkulden som naturen omkring hende er det. Hendes kinder svier. Vinden er vendt, og den får grenene over hendes hoved til at skrige i trods. På samme måde går hun lige imod den, lader den blæse sig direkte ind i sit åbne ansigt. Lukker ikke øjnene, holder dem ligeså åbne som ansigtet. Kæmper sig frem. En sidste kamp. Mørket er ved at falde på, og de vil ikke savne hende før i morgen tidlig. Hvem kan sige, hvornår de vil begynde at lede efter hende? Opkald til alle hendes venner. Rundspørge blandt naboerne. Ikke før politiet blive blandet ind i sagen, vil de finde på at snakke med buschaufføren på linje 107.
   Hun har alverdens tid til endeligt at gå fuldt og helt i ét med den sortnende horisont.