Hun går og kigger på træerne. Det får mig til at smile.
   - Jeg løb alt, hvad jeg kunne for at nå at finde et godt gemmested, inden Johan havde talt til femogtyve, siger hun pludseligt. Der går lidt tid før hun fortsætter.
   - Jeg havde lyst til at grine, men jeg måtte jo være stille, så jeg ikke kunne høres, siger hun og smiler. Hun kigger rundt på skovens smukke farver. Jeg lytter spændt på det, hun fortæller.
   - Min far havde som altid hurtigt fundet et gemmested, men han gjorde det også lidt nemt for os, når vi skulle ud at lede. Jeg var god til legen og jeg elskede den. Jeg var ikke hurtig om at finde skjulesteder, men til gengæld fandt jeg nogle rigtig gode steder. Johan ledte efter mig i lang tid, og jeg var også den sidste, der blev fundet, hun smiler og retter hovedet mod vinden og nyder det. Jeg lytter koncentreret til hendes historie.
   - Om sommeren var det nemmest at finde et sted at gemme sig, for så var buskene fyldt med blade, så man også kunne sidde dér inde. Det er lidt sværere at gemme sig i en busk om vinteren, siger hun og griner.
   - Der er noget helt specielt ved alle fire årstider, de har alle noget unikt over sig, men efteråret er nu min yndlingsårstid. Dens farver, duften, de kolde, men behagelige vinde, solen, der står lavt på himlen...
   Hun kigger rundt i skoven igen og gnider hænderne sammen; sikkert for at få dem til at blive varme.
   - Jeg ved ikke, hvad det er, men når det er efterår, mindes jeg rigtig mange ting. Specielt da mine forældre, brødre og jeg tog i skoven. Vi havde ikke så mange penge, men om lørdagen lavede vi altid god mad. Det var min mor og jeg, der stod i køkkenet og det nød jeg. Jeg savner at være en lille pige; det er jo efterhånden mange år siden. Et af mine største ønsker er, at kunne opleve det igen. Opleve, en efterårsdag sammen med mine forældre og to brødre igen.
   Hun smiler trist med tårer i øjnene. Det er tydeligt at se, hvor inderligt hun savner sin familie. Hendes forældre døde begge to i en ulykke, da hun var 18; det var hårdt for hende og hendes storebrødre, men de kom igennem den værste sorg og tog sig godt af hinanden.
   - Når jeg tænker på mine brødre og jeg, efter mine forælders død, kan jeg ikke lade vær med at smile. Der er ikke dét, som vi ikke har lavet. De var mine bedste venner, og jeg savner dem for hver dag, der går. Da både Johan og Eigil havde fundet deres store kærlighed, som de gjorde tæt på hinanden, begyndte jeg at føle mig lidt ensom. De brugte jo meget tid på hver deres pige og meget mindre tid på mig, men det accepterede jeg. Jeg havde set det komme, så det var ikke noget, der kom bag på mig, men alligevel var det trist. Selvfølgelig var Johan og Eigil ikke de eneste jeg brugte min tid på, jeg drak også te sammen med mine tre veninder en gang i mellem, og ind i mellem gik vi også til bal. Så havde vi taget vores fine kjoler og sko på, der passede dertil, fortæller hun mig om og smiler til mig. Hun tager min hånd og kigger alvorligt, men afslappet på mig.
   - Det var til et bal, at jeg mødte mit livs kærlighed, fortsætter hun. Et smil breder sig over hendes læber. Hun aer kort min hånd.
   - Uh, du har jo helt kolde hænder, pige! udbryder hun og kigger uroligt på mig. Jeg smiler til hende og hun slapper af igen. Jeg havde slet ikke bemærket, at mine hænder var iskolde.
   - Poul. Han hed Poul, siger hun og kigger ud i luften og ligner en, der mindes ballet.
   - Poul var jo noget helt for sig. Han var en meget smuk mand og behandlede mig som man behandler en dame, siger hun med en humoristisk tone.
   - Jeg blev meget hurtigt forelsket i ham, og ligeledes gjorde han i mig. Vi var rigtig forelskede, og da han en dag friede til mig, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde mødt mit livs kærlighed. Der var så meget romantik i luften, specielt da vi var unge. Vi hyggede os altid og Johan og Eigil syntes også godt om ham, ligesom jeg syntes godt om deres koner. Eigil, Johan, deres koner, Poul og jeg havde dannet en ny, men skøn familie, og det varede ikke længe efter Poul og jeg havde mødt hinanden, at Eigil og Vera fik deres første søn. De nåede også at få en pige inden Johan og Emma fik tvillinger.
   Elisabeth kigger ud i luften og lukker øjnene. Jeg gør det samme og mærker vinden tage fat i mit løse og lange hår. Det føles rart.
   - Poul og jeg fik to børn, en dreng og en pige. Det var dét jeg havde drømt om siden jeg var en ung pige og stadig ikke havde mødt Poul, så det var jo helt fantastisk, at det gik i opfyldelse. Ligesom de skovture jeg havde været på med min brødre og forældre, gjorde Poul og jeg også dette med vores to dejlige børn, og de lod også til at kunne lide det.
   Hun stopper op og kigger ud over marken.
   - Kan vi sætte os lidt her? spørger hun mig om og peger på bænken?
   - Ja da, svarer jeg hende og støtter hende, så hun ikke falder over grenene.
   - Da Poul døde her for et år siden, mærkede jeg for første gang i lang tid til den forfærdelige sorg. Den slags sorg havde jeg ikke følt siden mine forældres død, da jeg var helt ung, og mine brødres død for ni og elleve år siden. Jeg prøvede at acceptere livets gang og være glad for de mange, mange og gode år, Poul og jeg havde sammen og jeg kom også videre, selvom jeg selvfølgelig stadig savner ham inderligt meget.
   Hun tager min hånd og kigger ud over marken. Hun holder en pause med at snakke og det ser ud til, at vi begge nyder stilheden.
   Hvis jeg aldrig havde mødt Elisabeth, ville jeg måske have set mindre lyst på livet, end hvad jeg gør nu. Livet kan være hårdt og svært, men efter at have fået fortalt så mange historier af Elisabeth om hendes liv, ved jeg, hvordan jeg kan håndtere livets store udfordringer. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg, at hun er mit forbillede; jeg ser i hvert fald op til hende og ville give alt for, at mit liv kom til at være lige så fyldt med glæde og farver, som hendes liv har indeholdt.
   - Prøv at se haren derhenne, siger hun efter noget tid og bryder stilheden.
   - Ja, den sidder og spiser af græsset.
   - Mit barnebarn har en kanin. De ligner jo meget harer.
   Solen er tæt på at gå ned, og himlen begynder langsomt at blive lilla, blå og lyserød.
   - Jeg tror vi skal begynde at gå tilbage, Elisabeth.
   - Ja, det må vi nok hellere. Det må være tæt på aftensmaden.
   Vi går næsten i stilhed tilbage til Egeholm. Elisabeth har taget sin arm rundt om min og går med små forsigtige skridt hen ad stien.
   - Nåh, i to har rigtig været ude og hygge jer igen i dag, smågriner Bent, der kommer trillende i sin kørestol. Jeg kan ikke lade vær med at smile; han er så hyggelig.
   Jeg hjælper Elisabeth hen til en stol, og hjælper resten af personalet med at servere mad til de ældre.
   Efter endnu en skøn dag på plejehjemmet sætter jeg mig godt til rette i toget. At lytte til Elisabeths historier fra hendes 94årig lange, men billedeligt set, perfekte liv, er helt fantastisk. Hver dag går vi en tur sammen i skoven, uanset vejret. Selvom det er den samme skov med de samme træer, får jeg alligevel en anderledes følelse for hver gang vi går her.
   Jeg lægger hovedet mod vinduet og lukker mine øjne. Hvis jeg var Elisabeth, ville jeg også være lige så glad som hende.