Hun står som limet fast på jorden; her er mindst 100 mennesker, der alle har deres blikke rettet mod hende; vurderende, kritiserende og nedgørende blikke. Der er ikke én, som kigger den anden vej.
   De smertefrie har dannet en rundkreds omkring hende, og hun frygter, at de kan høre hendes meget kraftige og uregelmæssig vejrtrækken og hendes hjerte, der meget snart springer ud igennem hendes brystkasse.
   Hvor er der en smutvej? Hvor er der en smutvej?! Hun kigger forvirret rundt og kan ikke tænke på andet end at finde den skide udvej. Bare en lille sprække i mellem menneskene, bare en lille én, beder hun forgæves.
   Ingen smutvej?! Åh nej!
   Tårerne presser på, men hun kan ikke græde her. Det ville se så ynkeligt og svagt ud, for hun er jo ikke noget lille barn længere, trods alt bliver hun snart 19 år.
   Frustration! Panik!... Hvad skal hun dog gøre. Alle kigger og de kommer tættere og tættere på. Deres øjne er som limet fast på hende. Ikke bare på hendes ydre, som hun prøver at skjule med slasket tøj, så ingen ser, hvor buttet hun er, men også på hendes indre. De dømmer hende, kritiserer hende, nedgør hende, fordi hun ikke er smuk og fordi hun er tilbageholden og indelukket.
   Toget kommer langt om længe, og da de smertefrie har forladt rundkredsen for at gå ind i toget, smutter hun lydløst om bag køen og sørger for, at hun ikke er i vejen for nogen. Det tager et par minutter i toget og fem minutter på hendes cykel, før hun kan lukke hoveddøren bag sig og puste ud. I entreen hænger hun sin sorte yndlings jakke på knagen, og ved siden af hænger hun sin glade facade.
   - Nu skal du heller ikke gøre det værre end det er, siger en stemme.
   - Jeg ville ønske, at det var sådan, svarer hun og smider sin taske i hjørnet.
   - Hvorfor fanden tror du, at du er så speciel? spørger den nu aggressive stemme om.
   - Jeg har ikke sagt, at jeg er speciel.
   - Hvorfor tror du så, at alle holder øje med alt, hvad du laver? Hver enkel bevægelse som du foretager? Alt, hvad du siger?
   - Det ved jeg ikke.
   - Så tag dig sammen! siger stemmen bestemmende.
   - Ellers skal du bare det her igennem igen i morgen og i overmorgen, og dagen efter i overmorgen, fortsætter den og får hende til at græde. Hold kæft! har hun lyst til at skrige, men det nytter ikke.
   Hver aften, lige inden hun skal i seng, stiller hun sig halvnøgen foran spejlet, starter med at tørre tårerne væk, og bagefter kører hun langsomt hånden hen over sin brystkasse, for at mærke efter hullet. Hun kan ikke se det, men hun ved, at det er der, for hun mærker det hver evig eneste nat og dag.