Hun rækker hånden ud efter kanden, og fylder sit glas med vand. Hun undgår helst at kigge på ham. Det er så tydeligt, hvad han har gjort, men alligevel sidder han bare dér og spiser den mad, som han har lavet, og lader som om intet er sket. Maden smager ikke særlig godt, og egentligt ved hun ikke, hvorfor hun spiser den; i dag er det i hvert fald ikke på grund af medlidenhed.
   Stilheden er ekstrem og den er på grænsen til at blive pinlig, men hun nøjes med at kigge ud i luften og ned på sin tallerken, hver gang hun tager noget nyt mad op på gaflen.
   Han ved godt, at hun ved det, men alligevel smiler han til hende, da hendes øjne i et kort sekund strejfer hans. Det gør ondt inden i ham, at hun ikke vil se på ham, og at det nok er slut i mellem dem, men det vidste han i sekundet han kyssede pigen på munden.
   Skal hun bryde stilheden nu? Det må helst ikke blive for akavet, tænker hun, men det vil det jo sikkert blive uanset hvad. Ud af øjenkrogen kan hun se, at han kigger ud af vinduet, så hun fører hurtigt blikket hen på ham og beundrer ham en sidste gang og tænker, hvorfor? Han er nervøs; det kan hun tydeligt se, for hun kender ham.
   Hun rejser sig, og inden hun forlader køkkenet, stiller hun hårdt tallerknen i vasken, der laver en masse larm. Billedet der står på deres sengebord betyder intet, men for to dage siden var det den bedste dag i hendes liv. Den flotte, store og hvide kjole havde kostet kassen, men det var det hele værd; nu er det bare et billede uden betydning. Blot et minde. Hun mærker et par tårer presse på.
   Det tager hende syv sekunder at gå ud i køkkenet, så om under et minut, vil det være forbi - ingen vej tilbage - desværre. Det gør i et øjeblik rigtig ondt, men til sidst rejser hun sig. Nu skal det være nu.
   - Hvorfor? spørger hun opgivende om, da hun kommer tilbage. Han ryster på skuldrene. Var det alt?
   - Svar mig! råber hun pludseligt. Det overrasker ham, men han får heller ikke lov til at slippe uden om.
   - Jeg ved det ikke, svarer han og tror det er godt nok.
   - Hvorfor? spørger hun igen om, men denne gang lyder hun opgivende, og spørgsmålet var vel retorisk.
   - Svin! snerrer hun ad ham og smider et vådt viskestykke i hovedet på ham.
   - Jeg elsker dig jo! klynker han.
   - Det skulle du sgu da have tænkt over noget før! Du er verdens største nar, siger hun vredt.
   - Ja.
   Der bliver stille igen, men denne gang er den ikke pinlig for nogle af dem, for de sidder begge og tænker over situationen.
   - Det er min lejlighed, siger hun lidt efter. Han rejser sig fra stolen de sammen købte i IKEA, da han flyttede ind hos hende for syv år siden.
   - Bare stil den, siger hun da han skal til at skylde sin tallerken af.
   Hun følger ham med øjnene da han går ud fra køkkenet. Svin, tænker hun og begynder at skylle tallerknerne og bestikket af.
   En tåre triller, da hun hører lyden af en tung taske, der bliver smidt på gulvet ude i entreen. Og mig som troede det var så godt, tænker hun og stiller vredt tingene i opvaskemaskinen.
   - Jeg går nu, siger han. Hun kigger på ham en sidste gang.
   - Ja, svarer hun uden at kigge på ham. Hun hører døren lukke stille i.