Vi er alene af sted, vi har været alene før, men aldrig på den her måde, ikke uden dit smil. Vi tog flyet i går, og nu er vi så ankommet, bare dig og mig, på ferie i Tyrkiet sagde du, det bliver fedt, vi kan ligge, og se på solen og stjernerne uden nogen andre. Det bliver vores lille boble af ensomhed, hvor ingen kan være med. Hvor du og jeg, dig og mig kan blive til et.
   Men det var før, at det skete. Før du pludselig brasede ind, selvom du sagde du ville komme sent hjem, før du så mig ligge i vores seng, med en anden pige som jeg havde mødt til en fest. Du var selvfølgelig vred, men det var ikke det værste. Det værste var tårerne, jeg kan slet ikke udholde tårerne, den måde de langsomt faldt ned over dit ansigt, og for hver tårer der faldt, følte jeg mig mere og mere, som det største fjols der nogensinde havde levet.
   Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde fik jeg dig overtalt, til at tage med på turen alligevel. Jeg sagde det kunne være en tur, hvor vi kunne genopdage os selv, glemme det hele og starte på en frisk. Det var selvfølgelig dumt.
   Turen herhen i flyet var ikke den mest behagelige jeg har oplevet, den måde du kiggede på mig, er ikke den måde som jeg husker, fra da vi mødte hinanden. Jeg tror ikke det kan blive helt på samme måde igen, ikke med det blik.
   Da vi så endelig ankom, var du i bedre humør. Du snakkede om, hvor fantastisk vejret var, og hvor spændende det var med palmer, men jeg kunne stadig se, at smilet og glæden, ikke nåede helt op til dine øjne. Og jeg hader mig selv for det, fordi jeg ved at det er min skyld. Min skyld at dine øjne ikke smiler længere.

Da vi ankom til hotellet senere, og fik checket ind og smidt vores bagage op på værelset, var det som om at facaden begyndte at gå i stykker. Som om smilet ikke hørte til, når det kun var os to. Smilet som kun var en facade, for alle andres skyld, men som jeg ikke fortjente.
   Det er ligesom en stor forestilling, ligesom livet er et kæmpe skuespil, mens vi bliver set, skal vi ligesom skuespillerne, putte en facade på, en rolle, hvor vi skal spille den til punkt og prikke, så længe andre ser os. Min rolle, i denne her akt af det store skuespil livet, er at forsøge at redde vores forhold, men jeg ved ikke om jeg er god nok til at kunne spille den rolle. Ikke uden min medspiller, ikke uden dig.
   Men da skuespillet var slut, og publikum var gået, og det kun var os to på værelset, var der ikke nogen grund til at spille rollerne længere. Der var ikke nogen grund til at lade som om palmer, og vejret betød noget. Ikke nogen grund til at smile, når det alligevel ikke nåede op til øjnene. Så mens du begyndte at råbe højere og højere, og jeg mærkede min stemme give efter, og jeg hviskede lavere og lavere, begyndte jeg at give op. Romeo der lader sin Julie gå, bortset fra jeg ikke er nogen Romeo. Jeg er et kæmpe fjols, som endda er for fej til at tage kampen op og tage imod dine råb, for bagefter at snakke med dig. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne finde på, den eneste vej væk fra dine råb og bebrejdelser, væk fra dine tårer. Jeg åbnede døren og skred.

Det var blevet koldere nu end da vi kom, og jeg begyndte at fryse, natten var helt klar, og jeg kunne se, de kæmpestore stjerner lyse ned på mig som store øjne, øjne der kiggede hånligt ned på mig, som om at, hvis de kunne snakke, ville de fortælle mig, hvor stort et fjols jeg havde været. Jeg skyndte mig at finde et sted, hvor jeg kunne gå ind, jeg skulle væk fra stjernernes spottende blikke, så jeg fandt noget der mindede om et diskotek. Jeg gik hurtigt op i baren for at få noget at drikke, noget der kunne få mig til at glemme.
   Pludselig var jeg på dansegulvet, kan jeg huske, jeg dansede med en pige. Jeg tror hun havde mørkt hår, og hun var vidst heller ikke helt grim, men jeg var vidst heller ikke helt ædru. Vi begyndte at danse tættere, og jeg kunne mærke, hendes krop der pressede sig mod min, hendes hofter der bevægede sig i takt til musikken, jeg kunne godt mærke, hvad det ledte hen imod. Hendes mund der langsomt kom nærmere, mens jeg bare stod og ventede. Men pludselig så jeg dit ansigt for mig. Dit ansigt der nærmede sig, og det var som om jeg blev revet ud af en trance. Pludselig kunne jeg ikke længere mærke alkoholen så meget, og jeg skubbede hende væk fra mig. Jeg vendte mig om, og løb af sted mod hotellet, ud i natten under stjernerne der kiggede ned, men jeg løb videre. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, jeg løb indtil mit hjerte sad helt oppe i halsen, pludselig blev jeg bare nødt til at se dig. Der var ingen mennesker på vejen til hotellet, og der var også helt mørkt, jeg faldt to gange, men jeg tænkte kun på dig, så jeg rejste mig hurtigt igen, uden at tænke på smerten. For uanset hvad ville det ikke gøre ligeså ondt, som at miste dig.
   Endelig så jeg hotellet, mine lunger kunne heller ikke have klaret meget mere, men jeg spurtede alligevel det sidste stykke hen til døren. Jeg rev døren op og trådte ind i hallen, løb op af trapperne det sidste stykke vej, indtil jeg stod foran vores værelse. Pludselig slog det mig, at du måske allerede var taget af sted, det var jo blevet sent, og måske ville du ikke vente på mig, måske havde jeg mistet min chance.
   Jeg åbnede langsomt døren, og så at dine tasker heldigvis stadig stod der, de var pakkede, men de var der. Måske ville du tage af sted i morgen tidlig, i håb om at jeg ikke var kommet hjem der.

Det er så her jeg er nu, jeg står og kigger på dig, mens du sover og tænker på, hvor smuk du er, tænker over, hvordan jeg nogensinde kunne få mig selv til at såre dig, tænker på om jeg kan klare et liv uden dig. Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på noget, jeg engang har hørt, jeg tror det var en filosof der sagde det. Jeg tænker altså er jeg, var det vidst nok, og lige nu er jeg helt sikker på, han tog fejl. Helt sikker på han ikke har haft det på den måde, som jeg har det med dig, for jeg er ikke når jeg tænker, jeg er kun rigtigt, når det er sammen med dig.
   Jeg lægger mig ned ved siden af dig, og hiver lidt i dynen så vi begge kan være der. Jeg er meget forsigtig, så du ikke vågner, jeg leder efter din hånd og får fat i den, jeg holder kun blødt om den, for jeg vil ikke have du skal vågne, ikke endnu. Jeg kigger på dit hår, ser det lille skrå smil du har når du sover, og tænker at sådan har det altid været, det smil er rigtigt. Jeg har bestemt mig for at jeg ikke vil sove i nat, jeg vil bare ligge og kigge på dig, og tænke på alle de ting vi har oplevet, den første gang jeg mødte dig, den første gang jeg rørte din hånd, og der var ingen af os der trak vores hænder tilbage, den måde, hvor at det selvom det var akavet, alligevel var helt rigtigt. Den første gang jeg holdt om dig, og jeg lærte at kende duften af dit hår, så jeg vidste at du var bag mig, uden jeg overhovedet skulle kigge. Den første gang jeg kyssede dig, og det hele bare var rigtigt, og den måde dine øjne nærmest lyste bagefter, hvor dit smil ikke var en facade. Alt det vil jeg tænke på i nat, for hvis du tager af sted i morgen, og jeg ikke kan overtale dig til at blive, vil jeg nyde det sidste øjeblik, så længe jeg kan. Jeg vil ikke sove.