Endnu en dag begynder. Endnu en arbejdsdag. Endnu en arbejdsdag med et arbejde jeg hader, men hvad helvede, jeg har, hvad jeg skal bruge. Jeg har min bil, som jeg betalte for, med et beløb med seks 0'er bagved, og så er den fandme til reparation. Jeg har et stort hus og styr på det hele. Hvad betyder det så, at jeg ikke kan lide mit arbejde?
   Jeg slider mig igennem morgenritualerne. Du ved; barberer skægstubbene, støvsuger lidt. Det skubber tankerne væk, væk fra tanken om jobbet.
   Jeg går ud af døren. Den dør jeg er gået ud af flere tusinde gange. Hvor mange gange har jeg mon følt mig glad, mens jeg går ud af den? Det kan nok tælles på en hånd, men hvad satan jeg har hvad jeg skal bruge.
   På vej hen til bussen. Jeg er der selvfølgelig ti minutter før den går. Man skal jo ikke komme for sent. Jeg står og venter, venter som alle dage før, men i dag er anderledes. I dag kommer der en mand hen til mig. Klædt i en skovmandsskjorte, bukserne har vel kostet under 100 kr. I kender typen. Jeg prøver at undgå øjenkontakt, den slags vil jeg helst ikke snakke med, hvorfor skulle jeg også det?
   Det virker desværre ikke. Han kommer prustende hen til mig og spørger: Hey kan jeg ikke lige låne en 10'er til bussen?
   Jeg har ikke lyst til at give ham nogen penge. Ikke at det betyder noget, jeg har sgu nok af dem. Men hvad gør man ikke for freden? Jeg stikker ham den 10'er for at slippe for mere snak.
   "Hey mand, tusind tak. Jeg skal nok gøre gengæld engang. Tak igen"
   Hvad var det jeg hørte? Sagde idioten lige, at han vil gøre gengæld? Hvordan skulle han kunne det? Det er sgu da mig, der er glad. Mig der har det hele.
   "Jeg tror vidst ikke, du kan gøre noget for mig" siger jeg til ham og går hen til min bus, som netop er ankommet.
   Jeg sidder der, sidder og venter. Hvad er det jeg venter på? Endnu en dag på arbejdet? Er det værd at vente på? Er der noget, der er værd at vente på? Hun var. Hun er ikke mere.
   Jeg er der nu. Jeg er foran den massive dør, den dør jeg er gået igennem så mange gange. Hvor mange gange har jeg mon følt mig glad? Jeg tror ikke jeg behøver at bruge min hånd denne gang. Jeg tror min næse kan klare denne opgave.
   Så er jeg der. Inde i den store hal. Klar til endnu en meningsløs arbejdsdag, men er det hele ikke det? Det er jo ikke fordi, jeg går hjem klokken 17.00 for at kunne nå at have lidt tid til mig selv eller nogen jeg holder af. Nej da, jeg bliver til klokken 22.00 og derefter tager jeg lidt af det med hjem, så jeg har noget at lave de sidste timer. Det er det der sørger for, at min lønseddel er så stor. Stor nok til at gøre mig glad. Eller så godt som - og så holder det tankerne væk. Det får mig til at glemme.
   Går ind på mit kontor. Forbløffende. Intet er forandret, intet er nyt. Sådan kan jeg nu også bedst lide det, for hvem kan lide overraskelser? Nej, jeg skal have styr på det hele. Styr på ulykkeligheden.
   Jeg arbejder dagen lang. Eller nu skal jeg jo heller ikke give mig selv glorie på. Jeg arbejder dagen lang bortset fra min frokostpause præcis klokken 16.00, hvor jeg spiser et stykke brød, noget frugt og lidt vand. Jeg tager det selvfølgelig med op på kontoret. Hvem gider sidde og konversere ligegyldigt med andre? Det er alligevel lige meget. Det betyder intet. Frokosten er spist, tilbage til arbejdet, tilbage til den masse af kedsomhed som dog er så kærkommen, fordi den får mig til at glemme, glemme hvad der skete, hvad der skete med hende.
   Hvad er klokken? Jeg kigger på mit ur. Det er indstillet præcist efter det radiotårn som hele Europa går efter. Man skal jo kende tiden. Den er 21.37, der er 23 minutter endnu. Jeg må hellere få lavet en masse her til sidst, men hvorfor egentlig? Hvad betyder det?
   Den er 22.00 nu. Jeg går hjem. Den samme rute som altid, hvorfor skulle jeg ændre noget?
   Jeg er der nu. Jeg står lidt og kigger på huset. Heldigvis er det nyt, der er for mange minder i det gamle. Minder om hende.
   Jeg arbejder lidt. Projektet er snart færdigt, kunden bliver glad. Min konto bliver fyldt op, men hvad skal jeg med det? Jeg kan mærke det snart bryder sammen. Er mit skjold så svagt? Hvorfor kan jeg ikke bare skubbe det væk? Jeg vil ikke tænke på det længere. Jeg bryder min vane, jeg lægger mig til at sove.
   Jeg vågner. I går er langt væk. En ny dag gryr, bliver dagen mon god? Hvilken latterlig tanke, hun er her jo ikke.
   Jeg er træt denne morgen, jeg har ikke lyst til at gå rutinerne igennem, men det skal klares. Det er alt, jeg har tilbage.
   Jeg går ned til bussen endnu en gang. Bilen er stadig til reparation, og selvom jeg havde den ubehagelig oplevelse i går, kan jeg ikke tage mig sammen til at tage en taxa. Al den meningsløse snak? Nej det har jeg ikke overskuddet til.
   Denne gang er han der heldigvis ikke. En helt normal dag. En helt normal dag uden hende.
   Bussen kører nu. Jeg er i den. Det føles helt normalt nu. Dog er sæderne ikke læder.
   Jeg er der igen. Foran den store dør. Døren til arbejdet, døren til glemsel.
   Jeg går indenfor og styrer mod mit kontor. Alt ser normalt ud, men nej, hvad er nu det? Der ligger et brev på skrivebordet. Der burde ikke være noget brev. Jeg får ikke nogen breve, jeg har ikke brug for breve. Jeg hader overraskelser.
   Nå, jeg åbner det, det kan jo ikke bare ligge der, uden at jeg ved, hvad der står i det. Jeg hader ting, jeg ikke ved hvad indeholder. Jeg hader det hele lige nu. Jeg kan mærke væggene falde sammen, jeg har ikke styr på det. Det forvirrer mig, jeg hader overraskelser.
   Kristian Nielsen? Hvem er det nu? Ham kender jeg ikke, det bliver værre og værre, jeg forstår intet. Det ramler snart ned. Nå, jeg læser det nu. Jeg skal i hvert fald vide hvad der var grunden til min smerte, før jeg lader det hele vælte ned over mig. Lader mig selv tænke på hende igen. Nå hvor kom jeg fra? Nåh jo, jeg skulle jo læse brevet:
   "Hey, Det er mig fra i går. Du ved, ham fra bussen. Jeg ville bare sige mange tak for lån for den 10'er. Det var bare super mand. Så kom jeg egentlig også til at tænke på, om du ikke var Anettes mand? Hvis du var, vil jeg gerne sige, at det gør mig ufatteligt ondt at høre. Hvorfor skulle det ske for hende? Hvorfor, for et menneske der var så godt? Nå, men jeg hørte jo også de ulyksalige omstændigheder. Og hey, du skal ikke bebrejde dig selv. Det kunne sgu ske for enhver. Jeg mener det. På den tid er det jo spejlglat på vejene, og det var jo ham og ikke dig der kørte i den forkerte side af vejen. Det er frygteligt at noget sådant kan ske. At en sådan ulykke kan ramme en så pludseligt. Jeg ville bare lige sige, at jeg virkelig føler med dig, og hvis du har brug for nogen at snakke med om det hele, så kan du bare kontakte mig på min mail eller telefonnummer som står på bagsiden. Bare husk; Det var ikke din skyld, og ingen ville kunne have gjort det anderledes end dig."
   Hvad fanden. Hvordan kunne en som ham kende Annette? Det smukkeste menneske på hele jorden. Mit livs lys. Men jeg har jo brug for det, jeg har brug for at snakke om det hele. Brug for at bryde vanen, brug for at acceptere og ikke skubbe væk og glemme. Barriererne bryder ned før eller siden. Måske ringer jeg til ham.
   Jeg ved ikke hvorfor, men her i dag, præcis klokken 16.00, satte jeg mig for at spise min frokost. Det mærkelige var bare, at i dag gjorde jeg det ikke på mit kontor, men i kantinen, sammen med alle de andre.