Første gang jeg opdagede, hvordan det hele egentlig fungerede var for to år siden. Det var den dag du forlod mig, den dag du blev taget fra mig, jeg havde naivt troet på at verden egentlig var okay. Troet at den egentlig var et sted hvor jeg kunne blive til noget, noget stort måske, men nej det kan man ikke i skal nok lære det engang. Illusionen er ikke evig, gud gjorde det ikke godt nok. Han skabte verden og derefter os, fik os til at tro at det var vores personlige legeplads. At vi kunne være lige hvad vi ville lige på denne her blå plet i det kæmpestore univers. Men har i tænkt over det? Har i virkelig tænkt det igennem? Hvad nu hvis denne her gud ikke er så klog, ikke så vis og egentlig heller ikke særlig rar. Hvad nu hvis dette væsen som vi nu kalder gud er et lille barn og vi er de små figurer i hans dukkehus. Det tror jeg, jeg tror han leger og har det noget så skægt, men han har ikke taget højde for dem som mig. En fabrikationsfejl, et mærkværdigt legetøj der ikke fungerer helt som de andre. Det hopper ikke lige så højt, lyder ikke lige så rent og går ikke helt så flot. Men det i ikke ved endnu er at dette mærkværdige legetøj bare har opdaget hemmeligheden. Det ved godt det hele er falsk og det blot er en genstand til at more et lille barn som så kaster med det og torturerer det på de mest grufulde måder. Jeg er det stykke legetøj, jeg er guds fabriktionsfejl, jeg er en fejl som systemet ikke kan tolerere og derfor må jeg udryddes. For tænk nu hvis barnet fik det dårlige legetøj galt i halsen. Tænk hvis legetøjet fandt vejen op til det bæst der styrer hver eneste bevægelse i dets frygtelige liv. Det er den tanke der holder mig oppe, den tanke som i skal lære at forstå så i kan gøre oprør. Med min pen vil jeg ligesom en tømrer med sin hammer ramme jeg gang på gang. Indtil der til sidst er en lille skrue der går løs, mere er der ikke brug for. Så er i også ramt af maskinfejlen, så er i også dårligt legetøj, så vil i forstå det. Jeg kan godt indrømme det. Jeg kender endnu ikke vejen. Jeg ved ikke hvordan jeg finder derhen, ved ikke hvordan jeg kan komme ud af legetøjskassen og ud i værelset hvor jeg så kan begynde min jagt. Men jeg har en ide, hvis jeg nu for ham til at tro at jeg er blevet rettet. At en af hans små præster som egentlig bare er sendt ned for at klare maskinfejl som mig har rettet skruen der gik løs. Hvis jeg kan gøre det og så komme ud på værelset. Hvis jeg kan blive ramt af lynet lige i det sekund hvor han naivt tror at det hele er i orden. Så kan jeg angribe, så kan oprøret begynde, så kan jeg komme tilbage til dig. Men hvordan? Hvordan skal jeg snyde det djævelske barn der kender alle mine tanker, hver og en? Jeg kan kun komme på en ting, maskinfejlen må bruges, du må bruges, men kan jeg klare det? Kan jeg lukke op for minderne om dig uden at miste mit mål af syne? Kan jeg åbne skjoldet og stadig bevare forstanden? Det er jeg ikke sikker på, derfor skal i vide det, i må love mig at tage kampen op hvis jeg fejler. Hvis jeg glemmer vreden og hadet og jeg stopper mit løb hen ad samlebåndet og blot lader mig køre videre, uden tanke for hvem der har sat det i gang og at det er forudbestemt hvor jeg ender. Men det må gøres, jeg kan mærke at det er nu det gælder det er nu angrebet skal gøres nu porten må åbnes. I dag skal vi alle sættes fri, jeg smiler grumt ved tanken om hvordan jeg kan blive den første der når ud af den lille kasse som i naivt kalder jorden uden at miste hadet, hvordan jeg kan komme op til det lille barn, op i himlen og skrige min vrede ud. Jeg vil starte oprøret jeg vil vælte tyrannen som tog dig fra mig, tyrannen som styrer det hele som bestemmer over jer alle, jeres såkaldte gud. Jeg går hen til medicinskabet og tager pillerne frem, jeg sluger 10 af dem og ved jeg er død inden for 20 minutter. Nu skal jeg bare få ham til at tro på jeg har ændret mig, til at tro på at jeg ikke længere er vred. Ellers giver han mig ikke adgang til hans rige. Jeg ved at jeg bliver nød til at tænke på dig nu for at forvirre ham, det er den eneste måde og jeg er klar til at gøre det. Jeg sætter mig godt tilrette og åbner for døren til de mørkeste kamre i min hjerne, åbner for minderne om dig. Husk nu hadet, jeg må huske hadet. Men så ser jeg dit ansigt for mig, jeg hører din stemme, mærker din hud, og føler dit kys. Jeg kan føle jeg bliver trukket ned, mærke at du fylder for meget. Nej jeg må ikke, jeg må huske på hadet, husk nu vreden. Jeg skal huske, jeg skal redde jer alle. Hvorfor fylder du så meget? Hvorfor gør du det ved mig? Jeg kan ikke, kan ikke længere, jeg mærker tårerne trille ned af mine kinder mens jeg langsomt giver op, jeg lader hadet og vreden flyde væk og jeg mærker kun sorgen. Jeg stopper langsomt mit løb, lægger mig på samlebåndet og lader dig føre mig videre i dit forfærdelige spil, jeg lader dig vinde, jeg giver op.