Jeg åbner døren, og stikker hovedet langsomt ud. Eftermiddagssolens sidste stråler rammer mig. Kigger til højre, kigger til venstre, ligefrem og op. Op i den fornyede blå forårshimmel. Den blå forårshimmel, der får mig til at drømme. Drømme langt ind i mit hoved. Jeg stiller mig helt ud, og lukker døren bag mig. Lukker alle vinterens tanker og følelser inde. Gemmer dem et hemmeligt sted. Foråret skal give ny energi. Nye blomster skal dannes, og dem fra sidste år skal spire. Spire og vokse sig smukke og dejlige, så de kan leve hele sommeren og noget af efteråret med.

Jeg begynder at gå. Ingen ved hvorhen. Mit hoved bestemmer. Jeg har overladt alt til det, og lukker mine øjne. Når jeg åbner dem igen, går jeg rundt i en skov. Rundt og rundt mellem blomster, træer og solens stråler imellem. Smukt. Pludselig kommer en flok mennesker gående. Jeg bliver ikke bange. Jeg kender dem godt. De er delt op i mange grupper. Jeg slutter mig til, og finder dem der minder mest om mig. Egentligt har jeg mest lyst til at gå med dem alle sammen, og ikke kun dem jeg identificerer mig med.

Jeg vil rigtig gerne derover! Derover. Jeg ved præcis hvor det er. Det mål vil jeg gå efter, men.. Jeg bliver aldrig.. Jeg kommer aldrig.. Kommer aldrig sådan rigtigt til at tale med ham. Kun sådan noget ubetydeligt snak, der ikke menes noget med. Men han har lært mig noget. Han har lært mig at klatre i musikkens store træ. Han har givet mig mod på at lære. Han er fantastisk! Og hans smil.. Jeg bliver så glad, når jeg ser ham.
   Men han kommer tættere på mig. Eller det føles nogle gange sådan. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Han har en anden pige med. Fair nok. Vi går videre et langt stykke, og vi kommer til tider lidt tættere på hinanden. Jeg har taget mine piger i hænderne, og vi synger. Den dejligste sang der findes. Jeg kigger på ham i smug. En gang imellem mødes vore blikke. Men jeg kan ikke finde ud af det. Men hvad ved jeg? Intet. Jeg kan ikke finde ud af alt det pjat..

JEG OVERFOTOLKER ALT!!

Længere inde i mine tanker, lever drømmen videre. Den ender godt. Mig og ham bliver mere og mere venner. Han lærer mig en masse. Han lærer mig det hele. I flere år lærer han mig at leve.


* * *
   Men jeg lader drømmen hænge i luften. Forsøger at lade det hele svæve rundt højt oppe på skyerne. Langt over menneskerne. Langt over mig, dog tæt på. Det er jo forår!