Og så uvist af hvilken årsag besluttede hun sig til at gå ud for at tømme postkassen. Hun forventede sådan set ikke at finde noget spændende, men turen ud til postkassen kunne jo godt gælde for en begivenhed i sig selv. Det er nu ikke fordi postkassen er noget særligt eller fordi den står særlig langt væk fra hoveddøren eller fordi den korte distance, der skal tilbagelægges er særlig smuk eller udfordrende, men hun har ventet på ingenting hele dagen og så virker alting meget mere mere end det egentligt er.
   Og så er der jo det med vejret. Alle snakker altid om vejret. Hun kan godt lide at bo i et land med så meget vejr at tale om og det her vejr er specielt godt. Det stormer og det vil gøre det endnu nemmere for hende at bruge vejrkortet som en socialt acceptabel sproglig konvention om et par dage, når damen bag kassen i Brugsen gerne vil udveksle et par bemærkninger.
   Og så bliver det forresten også mere legalt at betragte turen ud til postkassen som en rigtig tur, når hun næsten kan få sig selv til at tro på, at der er en vis risiko for dramatik i form af en flyvende tagsten eller et væltende træ. Så meget stormer det nu slet ikke, og det ved hun godt, for hun bruger urimeligt megen tid på at betragte vejret. Hun tør bestemt ikke tale om vejret, hvis ikke hun helt nøjagtigt har styr på både nedbørsmængde, vindstyrke og temperatur. Og hvis ikke hun kan tale om vejret, kan hun slet ikke tale.
   Og så tager hun altså sit overtøj på og sine gummistøvler og binder et halstørklæde godt fast om halsen og trækker den strikkede hue langt ned om ørerne. Hun vil for alt i verden ikke blive syg, for så skal hun til lægen og det har hun prøvet og sådan en vil slet ikke snakke om vejret. Hun lader som om hun er ved at glemme nøglen til postkassen og så åbner hun døren.
   Og så bliver det hele meget voldsomt og forvirrende og vinden hiver og flår i hende og regnen stikker hende som små vrede hvepse. Hun skuler for syns skyld op mod himmelen, misser med øjnene og strider sig hen mod postkassen. Hun bliver mere og mere tilfreds med situationen og trækker tiden lidt ud før hun står ved postkassen og drejer nøglen om.
   Og så får hun fat i den sædvanlige lille bunke farvestrålende reklamer, som hun altid læser så grundigt og eftertænksomt og hun er lige ved at lukke postkassen i igen, da hun ser brevet. Hendes hår har revet sig løs fra huen og pisker hende i ansigtet og hendes ene strømpe bliver mere og mere våd, fordi hun står med den ene fod i en stor vandpyt og gummistøvlerne for mange år siden holdt op med at være tætte og hun står bare og kigger.
   Og så rækker hun hånden ud og tager brevet op. Og det er ikke et almindeligt brev fra kommunen eller elselskabet eller banken, men et rigtigt brev. Sådan et med frimærke på og en håndskreven adresse.
   Og så genkender hun skriften, da hun opdager at den er ved at løbe ud på grund af regnen og hun tør næsten ikke holde om brevet mere. Og vinden stjæler hendes brev og løber af sted med det, mens den hujende og hylende håner hende og hendes brev. Og nu kan hun slet ikke længere lide vejret og hun vil løbe efter brevet fra den kvinde som engang elskede hende og som hun godt turde tale med.
   Og så bremser vinden og regnen hende og holder hende tilbage og der er altid et vindstød bag vinden og hun føler sig fanget af stormen som har stjålet hendes brev. Og brevet hvirvles hektisk rundt og rundt altid lige uden for hendes rækkevidde og hun kæmper sig ned ad gaden mens blæsten leende svinger brevet foran hende. Og hun skriger af vinden som bare hyler endnu højere og hun kan snart ikke mere og vakler og lader sig falde.
   Og så hvæser stormen foragteligt af hende og kaster brevet i skødet på hende og forsvinder. Et par små vinde bliver tilbage og rykker drillende i brevet, men hun ignorerer dem og åbner det langsomt mens hun sidder der våd og forpjusket på kantstenen og er genstand for mange forbipasserendes undrende blikke.
   Og så læser hun brevet og der står slet ikke noget spændende. Men hun har ventet hele dagen på ingenting og brevet er et bevis på, at hun engang var sådan en kvinde, der kunne tale med sin elskede om alt og ingenting og som ikke interesserede sig for vejret.
   Og så går hun hjem igen mens hun knuger brevet i hånden. Og hun glemmer helt at holde øje med vejret og et par dage senere, da kassedamen i Brugsen vil snakke, har hun slet ikke nogen mening om stormen.