Kaninen Floffy var Flemmings bedste ven. De kunne snakke om alt sammen. I børnehaven, om hvad, der var sket i dag. I skolens mindre klasser, om hvem af de større piger, der var flottest, sjovest eller sødest. I de store klasser, om Flemming virkelig VAR bøsse, og om det ville blive noget problem for de andre i familien (det vil sige forældrene Johnny og Lise, lillesøsteren Tania-Sarah, og katten Kim!) at acceptere det ...og da Flemming gik på dramaskole, og havde opgivet drømmen om at være bøsse, til fordel for heterofilien, spurgte han stadig, flittigt Floffy til råds. Floffy var naturligvis ikke en hvilken som helst kanin. Hun var købt i en legetøjsbutik, da Flemming ikke var mere en fem år gammel. Flemmings far havde selv haft hende med hjem fra en forretningsrejse til Holland.

Det var samme aften som Tania-Sarah havde fået sin Bent Bjørn, den lille brune bamse, hun elskede over alt på Jorden, at Flemming og Floffy så hinanden for første gang. Hun så så dejlig ud, med sine bløde, hvide og lyserøde pels, at Flemming straks trykkede hende ind til sig, og suttede på hendes ene pote. Floffy klagede ikke over noget. Hun blev bare ved med at smile sit søde smil. Ja, fra den aften, var de venner...

Når Flemming sov havde han altid Floffy trykket ind til sig. Han trykkede sin kind imod hendes, og drømte de dejligste drømme. Når han var syg blev Floffy hos, medens de andre bare tog på arbejde, i skole, eller ud på musejagt. Men, pludselig en dag, skete der noget helt særligt...

Det var en dag i ottende klasse. Flemming sad op i sengen, på sit værelse, og læste højt for Floffy af en bog, der hed Jeppe, og handlede om en lille, fransk dreng, og hans sjove oplevelser med sine klassekammerater. Floffy sad mageligt op ad væggen, med hovedet støttet af en pude, og lyttede, da hun pludselig hørte en lyd nede fra entreen. De var ikke særligt høje, lydende. Men, de var der. Floffy skubbede nervøst til Flemming, der holdt op med at læse, og spurgte, hvad der var i vejen.
   "Lyt...," hviskede Floffy, og så med store, bange øjne mod værelsets dør.
   "Til hvad?" spurgte Flemming, men gjorde alligevel som Floffy bad om. Ja, nu kunne han også høre det. Der gik nogen rundt nedenunder.
   "Tror du, det er en indbrudstyv?" spurgte Flemming.
   "Muligvis," nikkede Floffy, "du må hellere være forsigtig, når du går derned."
   "Når JEG går derned?" spurgte Flemming vantro.
   "Åh... Ih... Ja... Du er så modig... Meget modigere end mig," sagde Floffy nervøst, "du VIL vel ikke have at jeg går med, vel?"
   "Hva' nu hvis tyven kommer hér op og ser dig, så kan det være han tager dig med, og forlanger løsepenge!" spurgte Flemming.
   "Jeg er lige bag dig... Hele tiden!" sagde Floffy hurtigt, og hoppede op i favnen på Flemming, der, forsigtig, bar hende ned i stuen, for at se, hvad der skete.
   De kunne ikke se noget, men hørte nu, at lydene var fodtrin, og at disse var forsvundet ud i køkkenet. Flemming og Floffy så på hinanden.
   "Skal jeg gå nærmere?" spurgte Flemming.
   "Kun, hvis du er sikker på, at hvem-det-så-er ikke spiser kaniner!" smilede Floffy nervøst. Flemming listede sig lidt nærmere, døren ud til køkkenet stod åben, og de kunne se en skikkelse gå omkring derude.
   "Skal vi ikke prøve at forskrække ham væk?" spurgte Floffy.
   "Er du ikke bange mere?" spurgte Flemming.
   "Jo, men, det kunne jo være, at indbryderen også var det. Og så ville det jo netop være smart, at skræmme ham netop nu!"
   "Genialt!" sagde Flemming bare, og sprang frem fra sit skjul, bag døren, med Floffy i favnen.
   "Bøh!" råbte han, så højt han kunne.
   "Flemming!" udbrød en velkendt stemme forskrækket, "så var du hjemme. Hvorfor svarede du ikke, da jeg kaldte? Kan du ikke kende mig? Det er mig... din mormor! Jeg lovede din mor, at komme og se til dig, medens du var syg."
   "Mormor!" råbte Flemming og Floffy glade, i kor.
   "Vi troede, du var en indbrudstyv," sagde Flemming, som jo var den eneste af dem, mormor kunne høre.
   "Troede I, jeg var en indbrudstyv?" smilede mormor, "Næh, der må jeg desværre skuffe jer."
   Hun gav både Flemming et kys, på kinden, og Floffy, et kys på snuden.
   "Det gør ikke noget," sagde Flemming.
   "Nåh, gør det ikke det," smilede mormor.
   "Nej," sagde Flemming, "for så kan du høre mig læse op af 'Jeppe - Nemlig'."
   "O.K.," sagde mormor, "jeg skal lige have kagerne med, så går vi op på værelset, ikke!"
   "Jo," nikkede Flemming tilfreds, og Floffy smilede sit altid søde smil, og lage sig til at sove på Flemmings dyne, så snart de kom op på værelset...