Som så mange andre morgener var denne kedelig for Frede. Morgen eller sen nat, alt efter, hvad man valgte at kalde den. Han ville skrive en ny historie. Bare en lille en. Men, intet skete, før den lille myre traskede frem, henover skriveunderlaget, hvorpå computer, "mus" og telefonens nummerviser, med mere, var anbragt. Myren tøffede rask af sted, i retning mod computertastaturet, så op på Frede og sagde:
   "Goddag. Er du en kødædende plante?"
   Frede bøjede sig ned, og så på myren.
   "Nej," svarede han så, "nej, det er jeg ikke... Hvorfor? Skal De bruge én da?"
   "Nej," sagde myren, "det var dog en forfærdelig tanke. Nej, jeg har ikke talt til én eneste kødædende plante, siden den, jeg mødte i ørkenen for fire uger siden!"
   "Den... De... mødte?" spurgte Frede tvivlende.
   "Ja, sæt dig godt til rette, så skal du bare høre... Jeg hedder for resten Olfert!" smilede den.
   "Og jeg Frede!" sagde Frede, og satte sig godt til rette, "Frede Frederiksen, for at være helt præcis!"
   "Jamen, det er jo fint. Altid godt med et navn, selv én selv, kan huske!"
   Frede nikkede blot, og myren gik i gang med at fortælle:

"For otte uger siden gik jeg tørstende og svedende i en ørken. Du må ikke spørge mig, hvor ørkenen lå, thi jeg ved det ikke. Men, måske gør du? Jeg havde lovet mig selv, at jeg, før min død, ville nå at opleve den vidunderlige plet på Jorden, hvor Antoine de Saint-Exupéry mødte "Den lille Prins" første gang. Jeg gik og gik i mange dage, får jeg endelig mødte ét levende væsen, nemlig den kødædende plante. Ja, jeg vidste naturligvis ikke, at den var kødædende, dengang. Så var jeg naturligvis aldrig gået hen til den. Men, den var så smuk en plante, og talte så venligt til mig, at jeg på en mystisk måde mente, at den måtte have noget vigtigt at fortælle mig. Den strakte sin lange
   stilk ned mod mig, da jeg endelig var kommet helt derhen. Så sagde den, med en blød og indsmigrende stemme:
   "Kommer du her, du lille? Vover du virkelig at komme helt her hen, uden nogen form for beskyttelse? Du er sandelig modig, lille ven. For dit mod vil jeg gerne give dig en gave. Det er nemlig flot klaret, synes jeg. Hvis du kravler op blandt mine kronblade, kan du se, hvad jeg har til dig!"
   Jeg smilede venligt, og spurgte, om jeg virkelig var den eneste, der fortjente denne gave.
   "Jo!" sagde den kødædende plante, "for du, alene, har vist, hvad sand tillid er. Noget menneskene, og de andre dyr, i al for høj grad har glemt, hvad er." Jeg smilede naturligvis venligt, og kravlede, dum som jeg var, op i blomstens blade. Der lød et højt KLANG, da planten smækkede bladene sammen over mig. Uheldigvis, for dén, var jeg så lille, at jeg kunne krybe ud under bladene..."
   Frede så måbende på den, myren.
   "Ja, ja," fortsatte den, "jeg var naturligvis betydelig slankere den gang. Husk på, det var i mine unge dage! Nå... Jeg kravlede ud under bladene, på planten, og det er så enden på den historie. Lige siden den gang, har jeg altid været MEGET forsigtig med kødædende planter. De er ikke til at stole på. Husk det!"

Frede sad tavs, for ligesom at fordøjede myrens historie.
   "Men...," sagde han så, efter en lang pause, "fik du så aldrig set stedet, hvor de Saint-Exupéry fik motorstop?"
   "Jo," svarede myren, "men, det er en helt anden historie, som jeg synes du skal høre en anden nat, hvor jeg har bedre tid, ikke! ...Og så i øvrigt: Godmorgen!"
   Frede så myren traske hen ad skriveunderlaget igen, uden at tage notits af sin egen historie, som han ville have færdig til dagen, der kom. Da myren var væk, var det som om han vågnede op. Så fik han et lyst indfald, satte fingrene mod tasterne, og begyndte at skrive:

Som så mange andre morgener var denne kedelig for Frede...