Dybt inde i mit hjerte,
ligger der en kæmpe smerte.
Hjertet forvrider sig i skrig,
skrig som sætter ild til min krig.
En krig på knive, blod og afmagt,
tankerne er mange, og dermed ikke sagt.
At jeg skal dø,
jeg ved der er kø.
Kø til himlen, og min savnede morfar,
ved godt hvad jeg i livet har.
Det er derfor, jeg ikke tar' livet forgivet.

Skal jeg give efter, eller skal jeg kæmpe,
jeg kan da se, om jeg skrigene kan dæmpe.
Og finde de sløve knive frem,
og måske ikke holde "den" så stram.

Måske det alligevel ikke blir' så dybt.
Måske det ikke blir' så voldsomt.
Måske jeg kan undgå stingene.
Måske kan jeg få magten igen,
og så søge hjælp i en ven.

Kroppen den gav et skælv,
prøver jeg at narre mig selv....

Følelserne er mange og i kaos,
jeg føler "han" kan fjerne "os".
Hvor mon jeg ender,
kan mærke mit sind det brænder,
og dermed antænder.

Min elskede og hadede skæretrang,
følte jeg i galgen allerede hang.