Regnen silede ned fra en sort himmel. De to måner var end ikke til at ane bag det tætte skydække. Men på øen sås en bølge af lys, der bevægede sig bort fra den lille by og ind mellem træerne. Gnistrende og spruttende fakler, der hvæsede ad regnen. Næsten hundrede mænd og kvinder løb ind mellem træerne med faklerne højt hævet over deres hoveder, således lyset gjorde deres ansigter unaturligt forvredne. For det meste hørtes blot løbende trin mod den bløde skovmuld, tungt åndedræt og knækkede grene. Men så forstærkedes færten, hundene glammede ophidset og folk råbte op.
   En ung pige løb for livet gennem skoven med blot få sekunders forspring ned til gruppen. Tårer strimede hendes ansigt, og øjnene stirrede febrilsk og angst fremad på den smalle sti mellem træerne. Kysten føltes endnu som hundrede år borte, selv om hun nu kunne høre bølgerne slå mod øens klippeside. Bag hende stormede faklerne frem med raseriets styrke. Hundene glammede og tiggede om at blive sat fri. Hvis mændene slap hundene løs, ville hun ikke have en chance. De ville flå og flænse, indtil hun holdt op med at kæmpe imod.
   Et svagt hulk undslap hendes læber, og hun måtte atter hive efter vejret. Lungerne føltes tunge af gråd. Øjnene blinde af tårer. Men hun løb snublende videre, pinagtigt klar over, at hun måske ikke ville nå at slippe bort. Øens folk hadede hende og ønskede at se hende død. Og det blot fordi hun havde vovet at fortælle sandheden.
   Hvis ånderne havde vist hende dette i stedet, ville hun have holdt sin mund.
   Pludselig lå havet åbent foran hende. Pigen skøjtede igennem træernes fedtede affald og fægtede vildt med armene for at genvinde balancen. Kun øens stejle klippeside lå mellem hende og havet nu. Men hun kunne ikke blot springe. Farlige skær omkransede næsten hele øen. Nogle lige under overfladen. Andre stak op over vandet og delte bølgerne i skumsprøjt. Hvis hun sprang og ramte klippeskærene, ville hun uden tvivl miste livet, og da ville hele denne flugt have været ganske nytteløs.
   I det fjerne buldrede de mange vandfald. En vedvarende lyd, som havde omfavnet hele hendes liv sammen med disen. Det var dette, der gjorde Sal Dundre til noget enestående.
   Hun kastede et hurtigt blik over skuldrene blot for at få vished om, at hendes forfølgere stadig udgjorde en trussel. Faklerne fik træernes våde blade til at glimte. Forrest kastede hundene sig gøende frem i deres seler.
   Hurtigt satte hun sig på knæ og svingede benene ud over klippekanten. Under hende bruste havet og slog ind mod stenene. Et stykke ude huggede to mindre både ud efter bølgerne som viltre heste, der længtes efter at få lov til at løbe med vinden.
   Netop som den ene hund rev sin sele i stykker og for fremad, begyndte hun nedstigningen. En stærk kæbe og hvide tænder flænsede luften i forsøget på at få fat i hende. De andre hunde gøede, og den løse hund bjæffede ivrigt til svar. Løse sten rutschede ud over klippekanten, og pludselig for en hund lammet igennem luften. Den nåede end ikke at hyle, før den ramte skærene længere nede som en firbenet kludedukke.
   Pigen tvang sit blik mod det næste indhug i klippen, hvor hun kunne finde fodfæste. Sikkert og rutineret kom hun langsomt nedefter. Altid med tre faste holdepunkter, for væggen var våd og glat. Over hende gøede de resterende hunde rasende, fordi hun var kommet udenfor rækkevidde, og den første mand var allerede ved at svinge sig ud over kanten for at følge efter hende.
   Hun trak vejret dybt ind og tvang sig selv til at fokusere og bibeholde det jævne tempo. Hvis hun fejlede, ville hun hurtigt nok komme ned til bølgerne og skærene.
   Hun var så koncentreret, at det først var da bølgernes skumsprøjt ramte hendes ankler, at det gik op for hende, at hun var næsten helt nede. Hendes nærmeste efterfølger var stadig mere end tre meter højere oppe.
   Kun de større børn havde brugt denne vej ned til vandet i de senere år, når de skulle fiske efter muslinger. De voksne foretrak det åbne hav og de fede fisk, og hvis man ikke kendte skærene særdeles godt, var det umuligt at bugsere en båd ind i den lille bugt ved klippen.
   En kuldegysning for igennem hendes krop, da en ny bølge skyllede op ad hendes ben og truede med at trække hende med ud igen. Forsigtigt krabbede hun sig mod højre til en større platform, hvorfra hun kunne springe i haven uden at frygte skærene. Manden over hende bandede højlydt, da hun forsvandt under bølgerne. Et sekund gik. Et brøl hørtes, da manden sprang og dykkede ned under bølgerne. Pigen så ham ud af øjenkrogen, da han slog en kolbøtte i vandet for ikke at ramme et skær. Blodet piblede ud gennem et langt snitsår på hans overarm og bølgede væk fra ham som i tråde, inden det blev fortyndet af vandet.
   En bølge af angst for gennem pigen, da hendes forfølger tog de første svømmetag, og hun piskede med benene for at nå væk. Rundt om skærene og neden under de store bølgers modsatte strømninger, mens lungerne begyndte deres vedholdende bøn om luft.
   Hostende og spruttende brød hun vandoverfladen og greb fat i rælingen på den ene båd. Kroppen var tung at hale om bord, og på dette stadie blev hun kun holdt i gang af adrenalin og frygt. Hun sparkede vildt i vandet og gled med et bump ned i bunden af båden, mens hun forsøgte ikke at spekulere på, hvor manden var blevet af. Måske var han død, druknet under bølgerne. Måske ville han springe op fra en af bølgerne om et øjeblik. Uanset hvad måtte hun hurtigt væk. Andre mænd var i færd med at kravle ned ad klippevæggen. Selv hundene havde endnu ikke opgivet og gøede rasende, kun holdt på plads af deres seler.
   Pigen tog kniven fra sit bælte og begyndte at skære fortøjningerne over. Bølgerne gjorde arbejdet vanskeligt og fik de to både til at slå mod hinanden. Hver gang kniven var ved at få fat, gled rebet i hendes hånd. Angsten lå som en knude i hendes bryst, og tårerne truede atter med at pible frem.
   En hånd for op gennem det mørke vand. En barket næve greb om hendes håndled og truede med at trække hende ud af båden. Hun famlede for ikke at tabe kniven, nu hvor hun næsten havde fået skåret rebet over, men næven holdt hendes andet håndled i et nådesløst greb. Mandens ansigt og skulder brød overfladen, og rent instinktivt rettede hun kniven mod ham. Bladet gik ubehageligt let igennem huden i hans ansigt, og manden brølede af raseri og smerte. Endnu engang huggede hun ud efter ham, denne gang efter den hånd, der nægtede at slippe sit greb. Kniven snittede ham blot, men den overraskende smerte fik ham til at give slip, og bølgerne trak ham bort fra båden.
   Et stykke borte sprang en anden mand i vandet og påbegyndte efterfølgelsen.
   Kniven skar igennem det sidste stykke reb, og båden vuggede frit i bølgerne. Med skyndsomme bevægelser stak hun kniven i bæltet og greb de to gamle padler. Bølgerne kæmpede imod hende og forsøgte at skubbe båden ind i bugten, men hun padlede indædt. Og langsomt men sikkert fik hun båden ud mod åbent hav, mens øens beboere råbte af harme bag hende.