Dagbog
   2. juledag 2004
   En velkendt lyd river mig brutalt ud af drømmeverdenen. Mine hænder famler i blinde efter vækkeuret, og den lille knap der kan få larmen til at holde op... Fandt den!
   Mine øjenlåg er stadig tunge da jeg søvnigt sætter mig op i sengen. Jeg mærker solens stråler mod min hud, og lader dem varme min krop. "Uaaaaaah..." jeg strækker mig godt og grundigt, og bliver siddende lidt imens jeg lytter.
   Glasdøren ud til altanen står åben, og jeg kan høre hvordan det allerede summer af liv udenfor. Byen er ved at vågne.
   "Kom her!" en munter stemme og et par bløde hænder på mine skuldre trækker mig pludseligt ud af ekstasen og tilbage i sengen. Jeg drejer hovedet og ser lige ind i Ninas grønne øjne. Hun smiler og kysser mine tørre læber.

Hun dækker sig med dynen og sætter sig op. Hun er smuk, som hun sidder der med sit lange platinblonde hår, som blidt kærtegner hendes krop. "Skal vi ikke tage til stranden og spise morgenmad?" spørger hun og ser ned på mig.
   "Tjoo, hvorfor ikke?" svarer jeg muntert og ser op på hende. "Men så må vi også se at komme i tøjet, ellers er der ikke plads når vi kommer derned."
   "Hm," hun nikker og rejser sig langsomt, imens hun lader en finger glide ned over mit bryst. Hun går ud på badeværelset og smiler til mig før hun lukker døren efter sig.

Jeg trasker ud i køkkenet, som praktisk nok er bygget sammen med stuen kun adskilt af en lav murstensvæg, så man kan se fra det ene rum til det andet. Jeg åbner køleskabet og begynder at finde mad frem, imens jeg glæder mig over hvor heldige vi egentlig har været med at ende på det her hotel. Store smukke værelser, og en imponerende udsigt over havet, og så har vi det helt for os selv Nina og mig. Hvad mere kan man ønske sig?
   "Så er det din tur smukke." Dagdrømmeriet bliver afbrudt, da Nina med et håndklæde slået omkring sig kommer ud fra badeværelset. Hun sætter sig på en stol og begynder at rede sit våde hår igennem med en børste.
   "Vi er vist nogen der er friske her til morgen, hvad?" griner jeg, og går ud på badeværelset.

Da jeg er færdig, binder jeg et håndklæde om livet og går ind i stuen til Nina, som har fået tøj på og allerede er i gang med at pakke maden ned i en køletaske.
   Jeg går ind for at finde noget tøj. Nina bruger jo sin slå-om nederdel, og sin hvide top, så jeg må vel prøve at finde noget der passer til. Jeg finder et par lange shorts og en hvid skjorte frem.
   Jeg går om bag ved Nina og lægger armene omkring livet på hende. "Er vi ved at være klar?"
   "Ja. Jeg skal bare lige have pakket det sidste ned. Kan du ikke lige finde et par håndklæder?"
   "Jo da, lige to sekunder." Jeg slipper hende og slentrer ud på badeværelset, hvor jeg begynder at rode skabene igennem.

Da jeg har fundet håndklæderne, går jeg tilbage til Nina, som står i døren og venter.
   "Skal vi gå?"
   "Ja, vi må hellere komme af sted før der bliver helt proppet nede på stranden," svarer jeg og svinger tasken over den ene skulder.

Udenfor er byen som sædvanligt fuld af liv. Hundredvis af små boder hvor man kan få et hurtigt måltid, og på hvert hjørne er der gadesælgere, som forsøger at sælge hjemmelavede træelefanter, og Buddha-statuer til forbipasserende. Turister som lader sig underholde af byens gøglere, og gademusikanter. Alt sammen er det med til at skabe den der summende fornemmelse af liv, som man finder i byer som denne.

Da vi når ned til stranden, bemærker jeg noget sært. Fuglene er pludseligt hold op med at synge. I stedet ser jeg store fugleflokke flyve i retning af øens midte. Jeg ser også mindre flokke af smådyr, som egern og mus, løbe i samme retning som fuglene.
   Jeg skubber det til side, og koncentrerer mig i stedet om Nina, hvis skuldre jeg sidder og masserer .
   "Nu er det vist min tur," siger hun og lægger mit hoved i sit skød, imens hun lader sine fingre løbe igennem mit hår.
   "Ved du hvad jeg bedst kan lide ved dig?" spørger jeg hende imens jeg ligger og ser op i hendes grønne øjne.
   "Nej, hvad?"
   "Det hele!" griner jeg og ruller rundt så jeg ligger oven på hende. Hun griner og skal lige til at kysse mig, da hun kommer til at se ned mod vandet. "..."
   "Hn?" jeg drejer hovedet og ser i samme retning. Vandet er væk. Der er sand så langt øjet rækker.

Pludselig kan jeg ane noget ude i horisonten. "Sig det er løgn!"
   "Løb... LØB!" Jeg rejser mig og griber fat i Ninas arm.
   "Hvad er der?" spørger hun forvirret og er lige ved at snuble da hun løber med mig.
   "Det- det er en flodbølge!" Jeg ser mig tilbage over skulderen. Bølgen er næsten nået ind til strandkanten.
   I et desperat forsøg på at beskytte hende, trækker jeg Nina ind foran mig, så jeg står imellem hende og bølgen. Jeg knuger hende ind til mig.
   "Jan?" hun ser på mig.
   "Vi ses igen... det lover jeg dig..." mere når jeg ikke at sige før bølgen rammer os.
   Hun bliver revet ud af mine arme, og ud af mit synsfelt, da jeg bliver flået med af vandmasserne. "Nina..."

Omkring mig hvirvler alt rundt. Mennesker, træer, huse... intet kan holde stand imod vandets kraft.
   Jeg rammer et træ, og en brændende smerte skyder gennem mit venstre ben.
   Jeg hvirvler videre og rammer en husmur, som straks bryder sammen under det enorme tryk. Jeg bliver slynget mod endnu en mur. Denne gang holder muren, og jeg bliver hængende, imens vandet presser mig hårdere og hårdere imod stenene.
   Da bølgen er kommet forbi, falder jeg sammen. Jeg ligger på ryggen og ser op på himlen som stadig er blå med hvide vattede skyer.
   Pludselig bliver alt sort.


* * *
   Den 30. december 2004
   "Mmm..." jeg åbner langsomt øjnene. Hele min krop gør ondt.
   "Hvor er jeg?" spørger jeg ud i luften og ser mig omkring. Overalt er der fyldt med mennesker. Sårede, døende, og døde. En sygeplejerske vender sig da hun hører min stemme. "Nå, du er vågnet? Du har sovet i tre dage." Hun taler engelsk med thai-accent.
   "Tre dage!?" jeg sætter mig op, men smerterne i mit ben tvinger mig ned igen.
   "Ja, og dit skinneben er brækket, så vi har lagt det i gips. Nå ja, du er på Phuket Hospital."
   "Hvor er Nina?" spørger jeg.
   "Nina?" siger hun og tjekker en liste hun har i hånden. "Jeg tror ikke vi har nogen af det navn. Desværre."
   "Jeg må ud og finde hende!" siger jeg og sætter mig forsigtigt op.
   "Hvis du insisterer, men vi har ikke nogen der kan følge dig rundt. Tror du at du kan klare det alene?" I samme øjeblik kommer to mænd ind med en båre. På båren ligger en 12- 13-årig dreng. Han sender mig et kort blik, før han forsvinder ud af mit synsfelt.
   "Det kan jeg blive nødt til."
   "Bliv her, så henter jeg et par krykker," siger hun og går.

Uden for hospitalet flyder gaderne med træer og forskellige ting fra de tusindvis af hjem, som flodbølgen tog med sig. Allerede ved første indånding mærker jeg lugten af død. På gaden løber børn rundt og samler de efterladte ting ind. To af dem kommer op at slås over åren til en fiskerbåd.
   Jeg synker en gang og begynder så at gå, imens jeg støtter mig til mine krykker.
   Rundt omkring ligger de døde kroppe af de mange mennesker, som for et par dage siden gjorde Phuket til et virvar af liv og larm. Gamle og unge, kvinder og mænd. Alle døde, uden nogen grund.

Jeg ser op mod den blå himmel med de hvide skyer. Fuglene er vendt tilbage, og synger som om intet var hændt. De var klogere end os. De stak af i tide.
   Bedst som jeg går og tænker for mig selv, bliver jeg vækket af en velkendt stemme.
   "JAN!?"
   Jeg vender mig rundt og ser Nina komme løbende mod mig. Jeg rækker armene frem mod hende, men får kun fat i den tomme luft. En stille vind blæser gennem gaden. Jeg er alene.
   Jeg går ned til vandet. Vandet som på få sekunder forvandlede paradis til helvede på jord.

Nede på stranden ruller små forsigtige bølger ind og skubber rundt med sandet som ligger i vandkanten. Rundt omkring står enkelte træer tilbage. Som kors på en kirkegård, kaster de deres lange skygger hen over det ødelagte landskab.
   Jeg får øje på en turist som står og råber ind i sin mobil. Jeg kan høre på stemmen at hun er dansk. Det lyder som om hun skændes med et forsikringsselskab, om hvor meget hendes rejseselskab skal erstatte. Jeg væmmes ved hende.

Jeg går længere ned ad stranden. Krykkerne er besværlige at gå med her i sandet.
   Jeg kæmper mig et stykke længere frem, og lægger mig ned i sandet for at hvile mig.
   Jeg lukker øjnene og lytter til fuglenes ubekymrede sang. Jeg tænker på hvordan her så ud sidst jeg var her. Der var glade mennesker overalt. Ingen bekymringer, og alle problemer syntes så langt borte.
   Nu har naturen taget dem med sig. Ukritisk har den knust tusinder af liv, men lod mig overleve. "Hvorfor lod den mig blive tilbage? Er jeg mere værd end alle de andre? Tog den også Nina, eller lod den hende leve? Er hun måske ikke lige så meget værd som mig? Hvis hun er død... hvad er der så tilbage?" En masse tanker farer gennem mit hoved.
   Vi mennesker har altid troet at vi kunne kontrollere naturen, men nu hvor jeg ligger her, midt i alt og intet, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor små vi i virkeligheden er.
   Jeg tænker på min familie derhjemme og beslutter, at jeg når jeg kommer tilbage til byen, vil finde en telefon og ringe hjem.
   Jeg tænker på Nina. Pigen i mit liv, som jeg måske aldrig får at se igen. Jeg tænker på hendes grønne øjne og bløde hår. Jeg længes efter at høre hendes stemme.
   Jeg åbner øjnene og ser op på himlen med de hvide skyer.
   "Vi ses igen... det lover jeg dig..."