Hvor er de stjerner der gav dit bølgede hår liv
Hvilken skam har berørt dine våde blikke
Måske ikke i ørkenen men hos de grå skyer på himlen
bærer du glansen i dine blå øjne min egen

Hver af dine øjenvipper er skyldige i en trøstesløs hulken
Du har gemt dig i selvglade spejles forældelse
I dit ansigt ses hjælpeløse kæmpers synder
Du er til forhøring i mit hjerte, der ingen ende vil tage

Som en uskyldigdømt der træder sine sidste skridt mod giotinen
er jeg en regnbyge der drysser rosenblade på et minde
Jeg græder mig til blinde når jeg finder nedtryktheden
i en blytung kiste begravet i din sjæl

du er som en stolt svane, arrogant og ædel
gnister gemmer sig i dine smilehuller
selv når det hele virker håbløst afspejler du et håb
og får forventningen til at spire i vinter kulden

denne forelskelse er en klagesang jeg nynner til
vindens susen fører den videre som et affyret skud
stjernerne græder, månen surmuler når melodien når dem
og farverne visner når alt bliver gennemvædet af den

hvad hjælper det når jeg ikke får lov til at se dig mere
du har gemt dig i vingerne på de fugle der flyver mod sorgen
dødens tårer vil en dag nedlægge denne adskillelse
og indtil da vil jeg huske dit navns enhver stavelse