Krøniken, vers 1
Og det skete i de dage da Moskus oksen endnu ikke havde lært at synge opera og gyngestativerne endnu sprang vildt omkring paa den jyske hede, at Folmer Valdemoses kone atter en gang gik i udbrud: "Men aller kjæreste Folmer!" tordnede hun, "kunde det mon ej tænkes at de blot for en kort stund kunde høre inde med denne infernalske larm?
- Hvo vover de at forstyrre mig i mit arbejde med mit sjette potpourri?" spurgte han, mens han tilsatte værket et nips basilikum " -fordømte kvindemenneske!" tilføjede han, som den ædle Don Juan han aldrig ville blive.

Krøniken, vers 2
Gertrud, som Folmers kone nu en gang hed (dette havde noget at gøre med en grusom moder og en tønde mjød) kastede sig ud af det fjerneste vindue og havde egentlig forventet at lande i en mødding, hvilket hun til Krønikeskriverens store overraskelse ogsaa gjorde.

Beretningen om hvordan Folmer sammen med Gorm (den største kosakdanser nogensinde) reddede Gertrud fra hendes moder, blev aldrig skrevet grundet dovenskab fra krønikeskriverens side. - Naa, der kom jeg vist ud paa et sidespor, vi prøver igen:

Folmer var ganske henRIVENDE ligeglad med sin kones bortgang, idet han netop var ifærd med at komponere en duet mellem en smadrende kaffekop og en græsslaamaskine.

Netop som kaffekoppen flækkede paa den gale led for syvoghalvfjerdsinstyvende gang, blev døren slagen saa brutalt, at den flækkede lodret og begyndte at synge italiansk opera. Paa den anden side af døren stod Gorm den Grusomme, solidt ekviperet med en fjällräv fyldt til bristepunktet med risengrød, og han spurgte Folmer om han vilde drage med ud for at prygle Gertruds moder én gang for alle, og befri verden for opera-sangerindens ondskab.
Til dette svarede Folmer at jamen nej det vilde han da ikke, og han havde iøvrigt nok at gøre som komponist, men Gorm gav ham ikke noget valg. I en elefant manøvre svingede han Folmer om paa skuldrene, og dansede afsted mod Vladivostok, til Folmers store hovedpine.

Krøniken, vers 7
Dage gik og nætter med og i løbet af det næste par kapitler der ikke det helt store, og de er derfor bortredigeret af økonomiske aarsager. Hvorom alting er, stod Folmer og Gorm helt og aldeles ubegrundet en tidlig morgen i april midt paa den jyske hede, og langt borte mod horisonten kunde man øjne en flok gyngestativer i fuld gallop, paa kollisionskurs med vore to helte. Gorm besvimede øjeblikkeligt, og Folmer blev nødt til at hælde adskillige skefulde risengrød i ham, mens gyngestativerne saa smaat havde faaet færten af dem. Folmer drog straks sin lammekottelet og fortærede den raa, paa Gorms anvisning. Gyngestativerne krøb langsomt nærmere.

Netop som Gorm brød ud i sin kosakdans med risengrøden dryppende fra skægget, skete der noget mærkeligt. En pelikan kolliderede med et højhus, men det har imidlertid intet at gøre med vores historie. Nej, nu skal i bare høre: Folmer drog af sin venstre lomme en mælkeaflejret tørfisk og overstrøede den med en knivspids fernis. Herefter tog han tre vestindiske hun-skaller, og slog dem mod hinanden saa paven i Rom slog flik-flak gennem en nærliggende katedral.
Gyngestativerne var som fastgroede i jorden, mens han anbragte tørfisken paa jorden foran sig. De ville ikke nærme sig Folmer, som i samme stund var paa vej op paa et stort, flot gyngestativ, saadan ét med polkaprikker og det hele. Dette berørte overhovedet ikke Gorm den Grusomme, som i samme stund var travlt optaget af at indtage en solid portion havregrød. Da alle efterhaanden var klar over hvad dette betød, gav Folmer sin ven et solidt slag i hovedet med førnævnte tørfisk, og anbragte den nu bevidstløse Gorm over ryggen af et gyngestativ 1). Herefter blev krønike-skriveren en anelse doven, og afsluttede verset ved at lade vore to helte galopere bort i solnedgangen.

1:
(En note fra Krønikeskriveren. Det er en generel misforstaaelse at gyngestativer skal rides med benene paa tværs over bommen, lidt som en hest. Dette har ledt til en lang række forfærdelige ulykker, og stigninger i salget af Mjød. Man skal placere sig saaledes at begge ben peger i samme retning som gyngerne. De gyngestativer som endnu ikke har faaet gynger bør man undgaa.)

Krøniken, vers 8
Endnu flere dage gik (de skulle til generalforsamling i Moskva) og landskabet gjorde ikke noget synderligt ud af sig selv, hvilke bjerge der end maatte have været var forlængst flygtet til Himalaya. Gorm kom nu helt spontant og uden videre anledning i tanker om hvorfor han i det hele taget havde besøgt Folmer, og rablede løs om Vladivostok og en opera-sangerinde og verdens undergang, og Folmer konkluderede at nu rablede det for ham, og slog ham i hovedet med lammestegen for at faa ham paa andre tanker.

Hvorom alting er, ender dette afsnit af Krøniken med at vore to helte er paa vej mod Haag, dog mest fordi Gorms rationer af risengrød saa smaat var begyndt at løbe tør. Gorm var endnu farligere naar han ikke fik risengrød, end naar han fik det...

Krøniken, vers 9
Og det skete paa endnu en alt for tidlig Torsdag i April, at vore helte endnu en gang, for tooghalvfjersindstyvende gang for at være helt præcis, syntes at kunne øjne Vladivostok i horisonten. I ét nu brød et øresønderrivende skrig løs fra et nærliggende Kirketaarn, og Folmer saa ingen anden udvej en at overdøve det med sin sækkepibe.

"Kom frem du rædslens dronning, thi Valmuemarkerne staar i blomst, og jeg er ej en Artiskok! saaledes staar det skrevet at geden skal falde ud af himmelhvælvet paa en Mandag i August, thi jeg er syg i hovedet!" tordnede Gorm profeterende. Samtidig begyndte han saa smaat at faa abstinenser og Folmer vidste at det var af største vigtighed, at de snart fik fat i noget risengrød.

Krøniken, vers 10
Det næste par dage præsterede et frygteligt cirkus med Folmer og Gorm som jagtede hele byen tynd og tyk, i et desperat kapløb med tiden for at opdrive noget risengrød. Det forholdt sig imidlertid saadan at al den ris som var i byen, var blevet opkøbt af en stor, fed herremand. Saadan én som altid gik rundt med en musket og et skilt hvorpaa der stod: "Toldere giv agt!".
Vore helte var imidlertid ikke klare over herrens skydeglæde, og de var nu paa vej op til herremanden for finde ud af om han gav til velgørende formaal. (eftersom Vladivostok ville blive forvandlet til murbrokker hvis Gorm ikke fik sin risengrød, mente Folmer at et kilo ris eller to til Gorm var et velgørende formaal).

Krøniken, vers 11
Og det skete i de dage da Gerhardt XII slog sig selv i skak for toogfyrresindstyvende gang, at Folmer og Gorm den Grusomme vandrede hen over marken til hvad der en gang maatte have været Saddams lager af kemiske vaaben. Forvitrede træer fløj hastigt mod syd, og Folmer gik og spillede citar, saaledes at hvilke fugle der end maatte være i al hast og forvirring fløj nordpaa for vinteren. Gorm betragtede ringeklokken i et par sekunder men kunne ikke overskue det ,og saa sluttelig ikke anden udvej end at slaa døren ind.

Snart efter stod vore to helte foran de sørgelige rester af et atommissil, som Gorm allerede havde sat tænderne i. Vaabenlageret havde en slaaende lighed med en gammel herregaard, men grundet de kemiske vaaben fandt Folmer og Gorm en Sofa-gruppe, som forsøgte at faa en lænestol til at droppe Vodkaen.

Vers 12
Netop som vore to helte traadte ind af døren efter at have smadret denne til ukendelighed, lød et overjordisk brøl fra soveværelserne ovenpaa. "Hvem vover at vække mig af min dvale?" tordnede det store, grønne, slimede - nej, det var bare Folmer som saa forkert, det væsen som var paa vej ned ad trappen, var iført en morgenkaabe, en nathue, og et par lyserøde tøfler. Gorm gættede paa at han var Baronen, men da han glemte at formulere svaret som et spørgsmaal, mistede han tyve points. "Saa skal du besvare mit spørgsmaal!" raabte Baronen jublende.
"Hvem er Folmer Valdemose og Gorm den Grusomme?" svarede Folmer.
"- Nej nej, din idiot! JEG stiller spørgsmaalene!" raabte baronen mens han rystede vildt paa hovedet.
"Hvorfor er i her?" spurgte han, da han var kommet til sig selv igen.
" Vi kommer for at høre om det er muligt at de kunne give en skaal risengrød til et par vejfarende kunstnere for at undgaa verdens undergang?"
Til dette svarede herremanden at det var ganske udelukket, og han skulle i øvrigt ogsaa tælle kronbladene i sin valmuemark, saa den slags smaating gad han absolut ikke bekymre sig om.

Krønikerne, vers 13
Nu gik det saa galt som det aldrig før havde gjort det i alle Krønikeskriverens værker til sammen. Uden for døren stod en... ja, mand kan man vel ikke helt kalde ham, som kaldte sig Joakim von And, og denne forlangte af herremanden 42 øre, som denne havde laant af ham den 15 april aar 1723 efter kristi fødsel.
Idet herremanden ganske enkelt ignorerede von And, saa denne ingen anden udvej end omgaaende at sluge den gode herre i én mundfuld, med tøfler, bakkenbarter og det hele. For at prøve noget nyt slog Folmer kolbøtter hele vejen ned ad trappen til ris-kælderen, og Gorm dansede som sædvanligt kosakdans.

Joakim ville uden videre anledning, som den gnier han altid havde været, have betaling for sin hjælp. Nu var gode raad for længst flygtet til Cuba, saa vore to helte saa ingen anden udvej end nok en gang at gøre brug af Folmers (og især Gorms) haardtslaaende talenter.

Et solidt potpourri af tasker, lysestager, reoler, skamler, billedbøger, indonesiske hængebugsvin, ja saagar en enkelt Hindu, fløj vildt omkring ham. Joakim von And kunne paa ingen maade kapere det, og kastede sig i afmagt ud af vinduet. Havde forfatteren ikke paa daværende tidspunkt været travlt optaget af vore to helte, havde han nok standset den blaahval som ramte von And midt i luften, netop som denne indsaa at jorden var ret svær at undgaa.
Saaledes hændte det at Gorm nok en gang kom i tanker om, at grunden til at de denne Torsdag aften spiste i april spiste spiste middagsmad i køkkenet hos en baron som netop havde forladt dem paa ryggen af en stork, vist nok havde noget at gøre med en operasangerinde som skulle have prygl.

Krønikerne, vers 14
Thi det skete i de dage da pelikanerne endnu dansede tango i morgenrøden og krønikeskriveren atter var blevet irriteret paa sin hovedperson, at Folmer Valdemose og Gorm den Grusomme vandrede gennem den gudsforladte by Vladivostok. Folk og fæ var forlængst draget fra staden, med grund i operasangerindens grusomme røst.

Gode raad var for længst blevet gule i enden, men saa var det at Gorm pludselig fik en grusom idé: "Folmer!" udbrød han med en saadan kraft at denne blev helt forvirret og begyndte at spille sin ode til kaffekandens dunst. "Slaa mig med en lammekottelet, thi idag er det Søndag, og solen mulmer i mit venstre øre!" Dette gjorde Folmer saa, velvidende at operasangerinden efterhaanden maatte være paa vej paa sin kost.
Gorm reagerede ved spontant at paabegynde en Stomp version af elefantens vuggevise, og Folmer leverede musikken: et i særdeleshed rædselsfuldt potpourri af trafik-propper, smadrende tallerkner og saagar en gruppe pelikaner, som leverede en stribe modsatrettede opera-sonater. Skyerne samlede sig over dem, og Folmer nikkede anerkendende over forfatterens evne til at sætte stemningen. Et lyn slog ned i det fjerne.

Den ene rædsomt skæve tone efter den anden fra den alt for gale side af det høje F kastede sig mod dem med en saadan kraft, at Richterskalaen maatte tages op til revision. Der var paa ingen maade nogen utænkelig sammenhæng i operasangerindens afsindige udskejelser.

Gorm var i fuld gang med at fraade risengrød, og Folmer ledte desperat efter en rytme han kunne forgribe sig paa. Operasangerinden skreg videre i sit forrykte overgreb paa almen musikforstaaelse, mens kaskader af døde fugle faldt ned omkring hende af bare høreskader.

Krønikerne, vers 15
Operasangerindens kakafoni naaede hidtil ukendte højder, hvilket ogsaa gjaldt de torvehandlere som prøvede at overdøve hende.

"Hvem er I usle niddinger, som vover at komme her? Tal! eller jeg skal skrige vrangen ud af jeres Volvo, saa Mogens Lykketoft omformulerer gaagaden med en akustisk guitar! Jeg skal synge jer en sonate, saa Beethoven slaar flik-flak gennem de evige jagtmarker, thi dagen vil komme da selv Bilka maa holde udsalg i den fjerde potens!
- Jeg er Folmer Valdemose, musiker fra landet paa den ene side af landet paa den anden side, og dette er min ven Gorm den Grusomme, som jeg en dag fandt i et pulterkammer, og mere vides ej om ham. Oh du Gertruds skrækkelige moder! vi er kommet hid fra jordbærmarkernes land, for én gang for alle at ende dit tyranni!
- Og JEG er Gorm den Grusomme, kosakdanser af den gyldne støvle, og min ven Folmer har for første og eneste gang i denne krønike præsteret at tæmme et gyngestativ. Oh Gertruds moder! Vi er her, for én gang for alle at fastslaa at risengrød skal simre i tyve minutter, thi jeg har lige spist en fysikrapport!"

- Hvo vover i at komme her, saaledes og tro at i kan noget som helst? Jeg skal synge jer en sonate, saa jeres mødre ville ønske at i ej var blevet født!"

Og det gjorde hun saa. Dette værk var endny mere gruopvækkende end det foregaaende. Det var saa forfærdeligt at kontinenterne roterede en omgang og Amerika om Europa byttede plads, og manden i maanen kom til at slukke for hovedafbryderen. Syv beduiner selvantændte spontant i Mesopotamien, og der blev for første gang i verdenshistorien født en kamel med 3 pukler.

Nu begyndte Folmer og Gorm i fællesskab at synge deres ode til ærmeskaaneren, alt imens Folmer som den første nogensinde leverede en solo i firhændigt klaver. 200 forsikringssælgere slog ud i stjernehimlen, og en hær af pelikaner fløj mod syd, selvom det visselig blot var starten af april.

Hele seancen sluttede med at sangerinden med lynets hast fortærede saa store mængder guldfisk at hun døde af en overdosis, og dette er grunden til at denne fisk idag er hellig. Snart efter afsluttede forfatteren dette sidste kapitel i krøniken, ved nok en gang at lade vore to helte ride bort i solnedgangen over skrævs paa deres gyngestativer, medens de sang oder til bæltedyrets pris.