Revisoren kiggede på hende. Han havde et meget bestemt blik i øjnene. Hun kunne se det inden han sagde noget. Der var intet at gøre. Rigtig nok. Han sagde at han havde kigget på det mange gange, og hver gang kommet frem til det samme resultat. Der var ikke mere at stille op. Hun var nødt til, at tage sig grundigt sammen, hvis det nogen sinde skulle blive bedre. Hun kørte i et større og større underskud, og overskuddet var ikke til at finde nogen steder. Det kom ganske sjældent, og kunne derfor ikke gøre det helt store i regnskabet.
   En måneds tid forinden, havde hun besluttet sig for, at tage til en revisor. Hendes liv skulle tages op til revision. Der måtte da være et eller andet at gøre, og da hun ikke selv kunne regne den ud, måtte hun jo søge hjælp til det. Det havde fået hende til at henvende sig til dette revisionsfirma. Han havde et godt ry for at være dygtig og for altid at kunne finde en mulighed, så det kunne han vel også ved hende. Det første møde var lidt skræmmende. Hun mødte fuldstændig tomhændet op. Hendes humør var ikke særlig højt, så allerede der kørte underskuddet for fuldt drøn. Han kiggede smilende på hende, og spurgte hvad han kunne hjælpe hende med?
   - Jo ser du, jeg vil meget gerne have taget mit liv op til revision, og det tænkte jeg, at du måske kunne hjælpe mig med, eller jeg håber i hvert fald på det. Måske du kunne komme med nogle forslag til, hvordan jeg kan spare, så jeg ikke kører i underskud hele tiden.
   - Jeg kan ikke garantere, at jeg kan hjælpe dig, men jeg kan gøre mit bedste. Det er vist alt, hvad jeg kan tilbyde. Det kræver hårdt arbejde, og det kræver, at du kommer ind med alle dine private papirer. Alt skal jeg bruge for at finde det bedst mulige resultat.
   - Det er helt ok. Jeg vil prøve at finde alle tingene frem til dig og komme forbi med det.
   - Det er fint. Skal vi aftale en tid om en uge, hvor du så kan komme? Så kan jeg få mulighed for at kigge på det.
   - Det kan vi godt.
   - Hvornår vil det passe dig bedst? Skal vi sige øhm... tirsdag kl. 13.45? Passer det dig?
   - Ja, det er helt ok. Jeg kigger forbi der. Tak for hjælpen indtil videre.
   - Farvel.
   - Farvel.
   Mie gik hjem og tænkte, at nu skulle det nok blive bedre det hele. Nu skulle hun bare finde alle tingene frem. Hele livets regnskab. Der var ikke noget, der skulle skjules. Alle papirer skulle med, så da hun kom hjem, gik hun i gang med at finde alle tingene frem. Der var godt nok mange. Der var for tyve års regnskab. Billeder, papirer, noter, dagbøger, ja alt muligt. Hun begyndte at sortere det hele for derefter at komme det ned i kasser. Alt blev sorteret og sat i alfabetisk rækkefølge. Først delte hun alt ind i årstal og derefter i alfabetisk orden. Så ville det også være langt lettere for revisoren, når han skulle kigge det hele igennem. Hun ville jo gerne gøre det så let for ham som muligt, så havde han måske lettere ved at finde en løsning. Hun nød egentlig at sortere det hele på den måde. Det gjorde nogle ting mere overskuelige, men hun indså også, hvor stort et underskud hun kørte med og havde kørt med i alt for mange år. Hun brugte hele ugen på at få alt samlet og pakket, så det var lige til at arbejde med. Da tirsdagen oprandt, mødte hun op på revisorens kontor igen. Hun havde fem kasser med, hvor hele hendes liv var pakket ned. Nu var det hans opgave at se det hele efter i sømmene og komme med hans bud på, hvordan hun kunne komme til at fungere. Det var hans opgave at finde ud af, hvilke ting hun måske kunne ændre. Hun skulle have hans kloge ord på, hvad hun skulle lave om, og hvad der skulle blive af hende. Hvad hun kunne stille op med sit liv. Nu var det hele lagt over i hans hænder.
   - Jeg har gjort det en lille smule lettere for dig. Jeg har sorteret alt efter årstal og i alfabetisk rækkefølge. Jeg håber, jeg har fået alt med, så du kan komme frem til et resultat.
   - Det lyder godt, så vil jeg da tage et kig på det. Skal vi sige, at vi ses om en lille måneds tid? Så burde jeg have et resultat klar til dig.
   - Det kan vi godt. Jeg håber da, du kan komme frem til noget så. Nu har jeg selv kigget på det en del gange og kan ikke få det til at gå op i en højere enhed.
   - Det tror jeg nu sagtens, jeg kan. Det plejer at kunne lade sig gøre, når et menneske ude fra ser på det hele. Så skal vi bare sige, at vi ses om en måned?
   - Ja, lad os det.
   Igen tog Mie hjem. Glad for at have overladt sit liv til en anden. Nu håbede hun bare på, at han så ville kunne finde en løsning på det hele. Nu ville hun bruge den næste måned på at slappe lidt af. Tage den lidt med ro, og ellers få styr på nogle af de småting, der sådan var rundt omkring. Der var helt tomt hjemme i lejligheden hos hende, fordi hun jo havde afleveret det meste til revisoren. Ingen fotoalbums, ingen gamle dagbøger, ingen papirer, der lå og flød. Han havde fået det hele og sad nu og knoklede med det. Hun tænkte på det næsten dagligt. Hvad mon han ville finde frem til? Ville han mon bare komme med, at det hele var fuldstændig håbløst, eller ville han komme med et godt resultat og en god måde at løse problemet på? Ville det virkelig være muligt? Nu havde hun jo egentlig prøvet det meste, og alligevel var det aldrig lykkedes hende at finde ud af, hvordan hun fik det vendt til et overskud. Hun vidste godt, at det ikke kom med det samme, at det ville tage tid og komme lidt efter lidt, men det var altså aldrig lykkedes for hende.

Revisoren ringede en dag, der var nogle ting han manglede. Der var nogle vigtige papirer, alle garantibeviserne for de købte ting, dem kunne han ikke finde nogen steder, så han spurgte, om hun havde dem liggende og eventuelt kunne komme forbi med dem. Hun lovede at kigge efter dem og komme med dem dagen efter. De var ret vigtige for ham, da han ellers ikke ville kunne få det rigtige resultat ud af det.

Dagene gik lige så stille. Dagen for, hvornår hun skulle møde op hos revisoren igen, nærmede sig langsomt. Hun blev mere og mere nervøs. Hvad ville han nu være kommet frem til? Da dagen oprandt igen, gik hun derhen. Ligeså tomhændet som første gang hun mødte op på hans kontor. Det føltes helt forkert for hende. Men hun kom derhen. Revisoren kiggede på hende med et meget bestemt blik. Han behøvede ikke sige noget særligt, hun forstod det hele på hans kropssprog. Der var nok intet at gøre. Alle ressourcerne og alt overskuddet var helt brugt op, der var intet tilbage, lige meget hvordan han vendte og drejede tingene, så var det bare brugt. Hun kiggede på ham, kom med et forsigtigt lille smil.
   - Du har gjort, hvad du kunne. Du forsøgte at hjælpe mig, men kunne ikke finde noget at dække underskuddet med, sådan er det, så må jeg bare prøve at leve videre. Andet er der ikke rigtig at gøre. Jeg vil forsøge at gøre det så godt, jeg kan, håbe på, at jeg lige så stille får bygget et overskud op ved at spare, lige så snart der bare er det mindste.
   - Ja... Jeg er virkelig ked af det. Jeg plejer ellers altid at kunne finde et lille sted, hvor der er en mulighed, men jeg kan se, at du har prøvet alt, der er bare ikke mere. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde kunnet hjælpe dig, desværre. Men jeg håber det går alligevel.
   - Det er ok. Jeg ved, du har forsøgt. Det kan ikke lykkedes for alle... Jeg vil tage hjem nu, og få tingene ryddet på plads. Tak for din hjælp, tak fordi du ville give det forsøget.
   - Det var så lidt. Farvel.
   - Farvel...
   Mie gik endnu engang derfra, denne gang bare meget mere bedrøvet end de andre gange. Hun havde gisnet om det. Nu var dommen bare faldet, hun havde fået en andens syn på sagen. Revisoren havde heller ikke kunnet finde noget, til trods for at han virkelig havde prøvet, nu måtte hun så bare forsøge at leve videre i livet. Gemme overskuddet lige så snart det mindste meldte sig. Det ville blive svært, det var hun klar over, men hun havde ikke rigtig andre muligheder. Hun tænkte længe over, hvordan hun kunne gøre det, hendes sidste håb havde været, at revisoren kunne finde et lille hul, som hun kunne bygge op til et kæmpe overskud. Men sådan skulle det bare ikke gå. Hun besluttede sig for at gå hjem og tænke. Til sidst fandt hun frem til, at hun måtte kunne spare op, lige så snart der var det mindste overskud.

Så hun fandt sin gamle sparegris frem. Det var en, hun havde fået, da hun var barn. Hun havde altid været meget glad for den, så hver gang der nu meldte sig det mindste overskud, skulle det puttes heri. I håb om at hun en dag kunne gå i banken med så stort et overskud, at hun ville kunne komme videre i livet.

I starten kom der ikke rigtig noget ned i sparegrisen. Hun gik og var mere og mere ked af det. Hun havde håbet på, at hun kunne putte hvert enkelt lille smil derned, men det var for svært for hende, til trods for at hun virkelig prøvede. En dag skete der noget, det vendte lige så stille. Hun startede meget forsigtigt ud med at putte et lille forsigtigt smil ned i sparegrisen. Hun kiggede meget på den og tænkte, at det nok ville nå at falme, inden det næste kom deri. Men som dagene gik, kom der flere og flere smil i. En gang imellem sneg der sig også et enkelt grin deri. Et halvt års tid efter kunne hun for første gang gå i banken. Hun havde glad sparegrisen i hånden, og gik derhen. Kiggede forsigtigt på bankdamen, da hun bad om at få oprettet en konto og overrakte hende sit overskud, som hun nu havde fået samlet. Hun gik glad derfra med en bankbog i hånden. Nu var det første overskud samlet, så kunne det kun gå fremad.