Det var en mørk og skummel dag i januar 1967 og vejret var værre end rædselsfuldt, da en DC8 fra SAS buldrede i luften fra Kastrup med kurs mod New York.
I nabosædet sad min kone, vi havde været gift i fire dage. Jeg vidste det ikke dengang, men da den DC8 forlod den danske vinter, påbegyndte jeg også en karriere, der skulle føre mig til at blive teknisk skribent. Skønt på det tidspunkt havde jeg ikke spildt et sekund med at tænke på, hvor teknisk dokumentation egentlig kom fra. Måske var det en stork med talenter for at skrive, der lavede den undervejs fra Egypten med et læs babies. Faktisk var jeg også ligeglad. Jeg vidste bare, at en vaskeægte blåtblodet tekniker ud i det elektroniske hellere ville brække en arm på langs end fatte en blyant og skrive sine erfaringer ned til glæde for fremtidige teknikere.
Atten måneders intensiv undervisning i det Danske Flyvevåben havde lært mig alt, hvad der var at vide om elektronik. Det troede jeg i hvert fald på den gang.
Senere fandt jeg ud af, at denne lange træning plus yderligere træning i US Army kun var begyndelsen.
Den barske del kom senere, når jeg alene skulle sørge for at få en defekt radar til at fungere igen, som oftest, når det var svinekoldt, mens utålmodige officerer med halvtømte kaffekrus i hænderne skreg på handling fra deres velopvarmede kontorer. Mens jeg, den stakkels djævel, var i felten i første række med en loddekolbe i lommen, altså for at holde loddekolben varm ikke lommen, så koldt var det. Eller mens jeg svingede rundt som en anden abe med hovedet nedad i en kæmpemæssig antenne, samtidig med jeg prøvede at måle, om skidtet havde mistet faconen, så russerne, eller hvem det nu kunne være, rent faktisk kom fra, hvor de formodedes at komme fra.
Det var alt sammen meget spændende, men alting bliver kedeligt med tiden, og jeg kan huske en nat, hvor jeg var på vagt og en specielt tungnem fyr ringede ind midt om natten og bad om hjælp, fordi antennen ikke ville dreje derhen, hvor han gerne ville have den til det.
Det var opkald nummer tre om den sag den nat, og klokken var lige så mange timer over midnat. Jeg vidste det ikke dengang, men lige der brugte min overtrætte hjerne det amerikanske akronym RYMF (read your fucking manual), og jeg skreg:
- Læs kapitel 21 § 1 til 10 og lad mig så være i fred.
Herefter smed jeg røret på og lagde mig til at sove igen, for først at blive vækket om morgenen. Jo, vi måtte skam gerne sove på vagten, blot vi var parat til øjeblikkelig udrykning, og det var der ingen grund til her.
Kapitlet i den pågældende manual hed for resten: "Hvordan man ødelægger udstyret med geværild for at forhindre fjendtlig brug". Det stod klart, at min militære karriere ikke mere havde den udfordring, den havde haft. Jeg var faktisk begyndt at kede mig.
Jeg forlod militæret nogen tid senere og efter hvad jeg erfarer i dag, har vi måske slet ikke gjort det så dårligt. Vi havde da i hvert fald en meget farlig og veldefineret fjende under den kolde krig.
Selv den gang i militæret havde jeg lavet lidt teknisk dokumentation blot for at finde ud af, at et gammelt konservativt "firma" som Flyvevåbnet ikke var så let at danse med for en ung ildsjæl, med gode ideer.
Jeg begyndte som en "gung ho" servicetekniker i et civilt firma og rejste jorden rundt, til halv anden gang så meget i løn, for at reparere deres udstyr, og det var her, jeg endelig fik blod på tanden med hensyn til at skrive teknisk stof, da al for mange gode oplysninger gik tabt for serviceafdelingerne, fordi erfaringer med udstyret ikke blev skrevet ned og givet videre på en ordentlig måde.
Et eller andet geni, et eller andet sted, fandt ud af, at hvis jeg kunne skrive sådan noget, så kunne jeg sikkert også læse det højt for andre, og således kom det sig, at jeg modstræbende gik ind på at afholde tekniske kurser med brug af mine egne bøger.
Når det kom til stykket var der også andre ting involverede, som for eksempel at drikke øller ved en barbecue i Australien i januar måned, mens folk rendte blåfrosne rundt derhjemme i Danmark. Eller sidde på en bar i Singapore, efter fyraften naturligvis, og underholde kunder.
Jeg er helt klar over, at der er nogle der siger:
- Hvis man er for dum til at reparere ting, så kan man skrive om, hvordan det skal gøres eller endnu værre undervise andre i at gøre det.
Eller som en radio tekniker så smukt udtrykte sig, da han hørte jeg var teknisk skribent:
- Du må sgu have været godt på spanden for at opgive et velbetalt job som servicetekniker for at lave sådan noget.
Jeg gav ham ret og glemte at fortælle ham de andre dårlige sider af den sag, som for eksempel at henslæbe en hel weekend på Hawaii på vej hjem fra et undervisningsjob på New Zealand. Eller andre frygtelige ting, som at besøge Macchu Picchu dybt inde i Andelsbjergene, beundre Taj Mahal i Indien eller Grand Canyon i USA for slet ikke at tale om at bade i vulkanske kilder på New Zealand eller snorkle over Great Barrier Reef ud for den Australske kyst. Alt sammen fordi jeg havde tid til overs på weekends i udlandet. Jo, jeg havde sandelig været hårdt trængt for at påtage mig det job.
Fra tid til andet, når sådan noget blev for kedeligt, måtte jeg så finde tastaturet frem igen og skrive noget mere teknisk dokumentation, men på den anden side, man kan ikke få alting og som man siger, det er sgu bedre end at arbejde.
År senere endte jeg, som så mange andre, i en salgsafdeling og solgte isenkram til industrien over hele jorden. Men når en eller anden fra en service afdeling siger, som så mange serviceteknikere har sagt i tidens løb om en sælger:
- Han ville ikke være i stand til at genkende en service manual eller for den sags skyld et trykt kredsløb, om man så slog ham i hovedet med det.
Så bukker jeg ydmygt hovedet og svarer:
- Prøv.
Nogen få har prøvet, og det glemmer de nok ikke så let igen, for jeg kan godt huske, hvordan det begyndte, og jeg har faktisk haft det helt fint siden den dag i 1967.
I dag sidder jeg igen bag et tastatur og redigerer og skriver højteknologiske computer manualer, og ja, jeg har faktisk efterlønsbeviset liggende derhjemme et eller andet sted, så jeg kan stå af, når jeg ikke gider mere, men så anstrengende er det altså heller ikke, og det giver lidt mere end efterlønnen.