Lisa kiggede skræmt hen over dynens kant, hun havde tårer i øjnene og kunne høre sit hjerte slå. Hun stirrede lige ud i det mørke værelse, det var jo ikke første gang det skete. Hun var bange, meget bange. Men et eller andet sted fik hun alligevel samlet nok mod til men en forsigtig stemme hviske:
   "Er her nogen?"
   Der skete ikke noget. Lisa blev siddende i sin seng og ventede. Lige da hun havde taget sig sammen til at gå over og tænde lyset på stikkontakten, skete der noget. Hun kunne ingen ting høre eller se, men hun kunne mærke den. En kuldegysning løb hende koldt ned af hendes ellers så gennemsvedte ryg. Her var nogen. Hun var sikker. Hun ville skrige, men kunne ikke, der kom ikke en lyd. Det var som om stemmebåndet havde slået knuder på sig selv og Lisa følte det som om hun var ved at blive kvalt. Hun gispede efter luft, mens hun forsøgte at overbevise sig selv om at det bare var noget hun forestillede sig. Hun ville ud af værelset, koste hvad det ville. Ud til mor.
   Lisa løb over værelsets gulv, åbnede døren og videre ind til mor. Da hun så mor virkede stemmen lige pludselig igen.
   "Mor, mor, der er nogen inde på mit værelse!"
   Mor løftede sløvt hovedet.
   "Har du nu haft mareridt igen, Lisa?"
   Far kom med et grynt, han var vist ikke helt glad for at blive vækket midt om natten. Lisa krøb ned ved siden af mor.
   "Mor, der var en!" Lisas frygt burde have overbevist mor, men mor var træt. Lisa lå ved siden af mor i et stykke tid. Hun lå helt stille for mor og far havde ofte beklaget sig over at hun vendte sig for ofte til at de ville have hende hos sig om natten og i øvrigt var hun ved at blive for stor. Men efter et stykke tid sagde far at Lisa skulle gå ind til sig selv igen, for de kunne ikke ligge tre i sengen. Lisa forsøgte sig med at hun godt bare kunne ligge på gulvet, men så blev far vred og Lisa var tvunget til at gå ind på det uhyggelige værelse igen, det var trods alt en bedre chance for at den der var der inde ville lade hende være end hendes far hvis han blev rigtig gal.
   Lisa løb over den lille gang igen og tilbage ind på værelset og tændte lyset. Så var hun alene, i hvert fald udadtil.
   Hun krøb op under dynen, hun frøs og havde kolde tæer fordi hun ikke havde turdet ligge sig under dynen fordi at far og mor også altid sagde at hun tog alt dynen. Lige pludselig begyndte Lisa at græde. De kunne ikke lide hende, hendes mor og far. De var lige glade med hvad der kunne ske med hende inde på værelset, og far skældte hende oven i købet ud. Lisa græd. Hun forsøgte at være stille, for ellers ville hendes far igen blive endnu sur på hende og han ville måske lukke døren til værelset. Lisa havde ladet døren være åben ud til gangen, så kunne mor og far i det mindste høre hende hvis hun skreg, det trøstede hende lidt. Men ville de egentlig komme? Lisa begyndte at græde igen. Hvis de ikke kunne lide hende ville de måske ikke komme og hjælpe hende! Nu hørte Lisa far bande og hun kunne høre at han stod op og gik hen over gangen. "Hold den dør lukket hvis du skal have lys på denne tid af natten, Lisa!" brummede far og smækkede døren så Lisa blev så forskrækket at hun var ved at trille ud af sengen.
   Lisa sad og kiggede ud i rummet. Hun turde ikke lukke øjnene for så kunne der jo ske hvad som helst. Hun trak dynen lidt længere op omkring sig fordi hun var begyndt at fryse. Sådan sad hun i en halv time og holdt vagt trods det at hun var uendelig træt. Pludselig syntes hun at hun kunne høre en lyd nede fra stuen. Lisa spidsede øre. Der var nogen! Nu havde hun hørt det. Men mor og far sov jo, så de kunne ikke høre det. Lisa sad og tænkte over hvad hun skulle gøre. Hun var ikke sikker. Hun selv var jo ikke særlig stærk, og far og mor ville jo ikke vækkes igen. Men hvad hvis det tog far og mor!? Lisa måtte redde dem! Nu kom der en lyd igen. "Knirk" eller "knit" eller hvad det nu sagde, der var altså en dernede. Skulle hun selv forsøge at skræmme dem der nede? Hun måtte jo gøre noget før det var for sent, før den havde taget mor og far! Lisa listede ud af sengen og åbnede døren så stille hun kunne. Så listede hun ned af trapperne. Hun blev stående på det sidste trin. Kisser kom hen og mijavede. Lisa strøg den over ryggen en gang mens hun formanede den at være stille. Men det var nu noget bedre nu hvor Kisser var her, så følte Lisa sig ikke helt så ene og alene.
   Lisa listede ned i gangen og ud i bryggerset hvor hun gemte sig bag muren til stuen. Så lyttede hun. Der var lyden igen, den var ude fra køkkenet, og nu hørte Lisa den helt tydeligt. Døren til køkkenet var lukket. Lisa tog mod til sig og kiggede ind af nøglehullet. Hun kunne ikke se nogen, men lyset var tændt.
   Lisa stod og tænkte hvad hun nu skulle gøre. Så huskede hun at mor en anden gang havde fortalt hende at forbrydere ofte var mere bange for at blive set en hun var for at se dem. Så hvis hun nu åbnede døren hurtigt og skræmte dem væk? Lisa satte hånden på det varme dørhåndtag mens hun tog mod til sig. Der kom flere lyde derude fra. Hvad lavede forbryderen? Hun kunne lugte brændt mad. Var forbryderen ved at lave mad? Lisa tænkte sig om. Jo, forbrydere måtte jo også spise engang i mellem, og de var sikkert ikke gode til at lave mad. Lisa syntes at det var morsomt og det gav hende mod til at åbne døren.
   Lisa nåede ikke at sige farvel til far og mor.