Det er mandag morgen og klokken er knapt 7. Marie er lige vågnet. Hun ligger stille og prøver at blive helt vågen medens hun tænker på sit liv. Tænker på dengang Peter levede og børnene var små. Det var en dejlig tid. Hun savnede Peter meget selvom det snart var 2 år siden han var død. Børnene ser hun jo ikke så tit og heller ikke børnebørnene. Nå, hun må hellere se at komme op. Langsomt strækker hun sine trætte, ømme muskler og kravler langsomt ud af sengen, går i bad og klæder sig på. Det går langsomt, fordi Marie er 78 år og så er hun syg. Det har hun været i nogle år nu. Marie bor i en lejlighed på 3. sal i Hvidovre. Det er en lille 2 værelses med en stue, et soveværelse og et lille køkken og bad. Hun flyttede hertil lige efter Peters død. Det var hun nød til. Det kneb med at klare det store hus og haven. Hun husker stadig, hvordan hun græd da de kørte hendes ting herud. Det der kunne være her, meget plads er her jo ikke, men godt nok når man er ene. Marie tænder for kaffemaskinen og går ind i stuen og åbner for radioen for at høre Radioavisen. Det gør hun hver morgen.
Så går hun ud i køkkenet hælder kaffen på termokanden, men hælder lidt ved siden af. Hun ser heller ikke for godt. Hun tørrer bordet af og smører sig et stykke franskbrød med ost. Det tager lang tid for Maries finger er krogede af gigt. Så sidder hun ved det lille bord i køkkenet og spiser sin morgenmad. Hun tænker på sin børn. Det ville have været dejligt hvis de var kommet i weekenden, men det gjorde de ikke. De har jo også deres liv og børn at tage sig af og så arbejder de jo alle 4 også deres koner. Så er der jo ikke noget at sige til de ikke kommer så tit. Marie sukker træt, ja træt, men hun er jo lige stået op. Hendes børn siger jo hun skal tage sig sammen og ikke være så pylret, men det er svært når man er så træt. Maries sygdom hedder så fornemt et navn som Sarkoidose. Det har stået i ugebladene at det er en fornem sygdom, men det føler Marie ikke. Hendes lunger fungerede kun på halv kraft, hendes muskler og led smertede og så er hun så træt, hun ikke kan holde ud at være oppe hele dagen. Hendes øjne var også dårlige. Der var ingenting lægerne kunne gøre, kun give hende medicin. Børnene sagde til hende, at hun ikke måtte skabe sig, hun så jo rask ud. Først prøvede Marie at forklare, hvordan hun havde det, men det er hun holdt op med. De skal ikke sige hun er pylret.
Nå, Marie rystede på sit gamle hoved. Det nyttede jo ikke at tænke over det. Hun sidder bare og kigger lige ud i luften. Klokken er kun lidt i 9. Der var 2 timer til hjemmehjælperen kom. Hun sad i lænestolen og lidt efter faldt hun i søvn. Hun blev vækket ved at det ringede på døren. Marie for op, kikkede på klokken den var 11.30. Det var mærkeligt hjemmehjælperen ikke var kommet, måske var det hende der kom nu.
Langsomt rejser hun sig og går ud for at lukke op. Først kigger hun ud af kighullet i døren. Der står en fremmed derude. Hvem er det, spørger hun. Det er en der vil sælge lodsedler. Det har ingen interesse, svarer Marie og går ind igen. Hun sætter sig i sin stol igen. Det er underligt der ikke kommer nogen hjemmehjælp. Det er nok fordi der er sygdom hos dem. Der kommer nok ikke nogen før om 14 dagen. Marie, kigger lige ud og ser ingenting. Hun er bare ked af det. Havde glædet sig til at snakke med nogen. Bare dog telefonen ville ringe, men hun ved jo godt, at det gør den ikke. Hvem skulle dog også ringe til hende.
Det ringer igen på døren. Det er hjemmehjælperen. Hun var bare blevet forsinket. Der er jo sparet på ældreområdet, så der er ikke så mange hjemmehjælpere, som der plejer at være. Vil du ikke have en kop kaffe, spørger Marie. Hjemmehjælperen, Dorthe har ikke tid, hun har ikke engang tid til at tage sin frakke af. Hun får hurtigt lavet det hun skal. Lige i det hun skal til at løbe ud af døren, giver hun Marie et brev fra kommunen, og så skynder hun sig til den næste. Den stakkels Dorthe, tænker Marie, det må være svært at få nået det hele, når de stakkels hjemmehjælpere har så travlt.
Marie tænker på den tid, hvor hjemmehjælperen havde tid til at få en kop kaffe og en lille sludre og sukker over det ikke er sådan mere. Langsomt rejser Marie sig og går ud i køkkenet, hun smøre sig en leverpostejmad og drikker et glas mælk, det er vigtigt med mælk, når man er op i årene, det har hun læst i ugebladene. Inden hun går ind for at sove til middag, får hun øje på det brev, hun fik af Dorthe fra kommunen. Hvad mon de vil? Hun henter sine briller og sin lup og læser brevet. Der står at hun fremover ikke er berettiget til hjemmehjælp, fordi kommunen skal spare og de mener hun kan finde en anden måde at få gjort rent på. Brillerne falder ned på næsen og tårene begynder at trille ned af Maries kinder. Hun græder og græder, til hun falder i søvn i stolen af udmattelse.
Da klokken er omkring fire om eftermiddagen vågner Marie i sin stol. Hun får øje på brevet og ønsker bare hun var død, så var hun da ikke til besvær for nogen. Marie får ikke sin eftermiddagskaffe den dag, og hun går tidligt i seng.
Næste morgen har hun ikke lyst til at stå op, det nytter jo ikke noget, hvad har hun at se hen til. Der kommer ikke nogen. Op det kommer hun dog og om aftenen ringer hun til sin ældste søn. Han har ikke tid til at komme. Lad nu være med at være så pylret Mor, du kan da også godt lave den smule selv, siger han. Hun prøver at fortælle hvad hun føler, men han har fortravlt. Til sidst siger hun han skal hilse de andre og lægger røret på. Hun ringer ikke til andre.
Nu er der gået 3 måneder, naboen til Marie har ringet til politiet, de syntes det lugter inde fra hendes lejlighed. Politiet kommer og sammen med viceværten finder de Marie død. Hun har ligget død nogen tid. Der ser ikke ud til at være gjort rent flere måneder.
Nu ligger Marie i sin grav, og måske er der nogen der vil besøge hende nu, men hun er ikke mere til besvær for nogen.