[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hej Som helt ung var jeg ret vild med Tove Ditlevsens digte og Halfdan Rasmussen og Piet Heins finurligheder. Om det er god poesi? Jeg kunne lide at læse det.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg vil ikke sige, at jeg er nogen god digtlæser, jeg er nok mere til alle former for prosa. Alligevel, når jeg tænker efter, er det utroligt hvor mange der har sat i årenes løb. Mange af dem er fra min tid i Norge, og en del af dem er skrevet på nynorsk og dialekter, så de kan være svære at citere. Men Arnulf Øverland skre på et for danskere forståeligt sprog, og han er også en fin digter. Her er hans digt:

DE HUNDREDE FIOLINER

En vår skal endog det fattigste hjerte eie.
En stjerne skal våke over de mørkeste veie.
En drøm skal senke sig over det usleste leie.

Der venter oss alle bak øde år
en time av nådig smerte.
O, hvad vi hører og ser og forstår
ved cellens ensomme kjerte,
når engelen Sorg over jorden går !

Og engang kommer den hellige natt,
da evighetens sordiner
forvandler den bitreste kval, du har hatt
til hundrede fioliner.

God poesi/lyrik formår måske at sige store ting med få ord. Få ord der skaber en samklang med læseren, hvis læseren kan og vil stemme sin egen harpe til resonans. Sker det, vil denne læser i det korte digt læse noget større end det, der umiddelbart står skrevet.
At forstå et digt er hermed at blive meddigter til værket.
Men det kan ofte være svært.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Digte er ofte for min egen skyld.
Skriver dem når jeg tænker over livet.
De kan være melankolske, trist, alvorlige...
men når de er gjort, ser jeg lysere på tilværelsen.
De løser noget i mig.
Et digt skal skal være en sjælelig sandhed
som et maleri skal have kant...
alt andet er ligegyldigt.
Poul / Blækhuset

Siden Homer, eller før endnu, har poesien stået som elitepræstationen i litteratur. Og siden har poesien/lyrikken været en måde på hvilken man kunne skrive "en hel bog." Altså det store, lange værk. ikke bare de korte former som vi oftest ser idag.
Foruden Homer, Vergil og Dante, skrev man også i DK lange værker på versform. "Hjortens flugt," "Adam Homo" og så videre. Eller måske netop ikke videre? For hvad har vi siden set i Danmark af den slags?
Engang på TV var der en udsendelsesrække hvor en mand, hvis navn jeg har glemt, under titlen "Dansk for viderekomne" gennemgik Adam Homo, som er et værk på vers af et omfang af ca 500 sider.
Dette værk kunne altså berettige, ikke alene en omtale, men ligefrem en TV serie. Desværre var jeg lidt for ung til at få det store udbytte af det.

Men hvad jeg vil sige er, at poesi er en måde at skrive bøger på i fuld skala. Sådant værk er altså en roman/essay hvor kunstværket ikke alene ligger i kvaliteten af de tankebilleder der males i læserens bevidsthed, som det mere eller mindre er sædvane i almindelig prosa; det ligger også i måden på hvilken ordene er organiserede på papiret. Denne organisation er en kunstnerisk kvalitet i sig selv.
Vi bliver nok let enige om at sådan skrivemåde er ganske anstrengende, hvis man ikke har et helt indlysende talent for det. Skal poesi/lyrik falde en let som var det almindelig prosa, er det ikke nok at være en Salieri, (Hvilket i sig selv kan stille store krav,) man må være en Mozart.
Og det er jeg i hvert fald ikke.

Dino

Ja, den gennemgang af "Adam Homo" fulgte jeg også. Jeg husker godt manden og hans specielle stil, men ikke hans navn. Disse forelæsninger gjorde, at "Adam Homo" i lang tid var min yndlingsroman, og til dels stadig er det.

Kåemer

Det er meget nemmere at definere, hvad der er dårlig poesi. Der findes lister med faldgruber, så som linjer på formen: substantiv i genitiv + adjektiv i lang form + substantiv. Eksempel: /Himlens bristede drømme/. Et andet eksempel på dårlig poesi kunne være dobbeltadjektiver. De udjævner som regel hinanden.
Problemet er, at de fleste lyriske greb efterhånden er så slidte, at man ikke kan skrive poesi på dem.
God poesi skal enten benytte sig af et nyt greb eller give stemme til noget, der ikke før havde en. Digte skrevet af nødvendighed vil næsten altid være at foretrække. Et eksempel på, at de to første kriterier er opfyldt (nyt greb og stemme), ses blandt andet i Hagens 'White Girl". De to sidstnævnte (stemme og nødvendighed) ses blandt andet i Hassans værker.
To kritikere, jeg ikke vil nævne her, diskuterede, hvad god poesi var. Det, de som minimum kunne enes om, var at et godt digt, skulle indeholde mindst en god linje. Havde der været tre kritikere, er jeg ikke sikker, at der havde været enighed om noget.
Måske finder vi først ud af, hvad der er god poesi, når den kommer. Når det sker, vil vi sige: Selvfølgelig skal det sådan ud.