#1 (dino): Der er skrevet mange bøger hvor en dansker taler med folk i udlandet, og endnu flere hvor udlændinge taler med folk fra andre lande.
Skal man så skrive på engelsk, hvis en dansker taler engelsk med en amerikaner? I tillid til at en dansk læser kan forstå det?
Jeg tror at svaret ligger i at stille dette spørgsmål: Hvad nu hvis han talte med en kineser? Skulle samtalen så trykkes på kinesisk?
Naturligvis ikke.
Jeg synes kun at man skal bruge udenlandsk ved korte citater, hvor fremmedsproget som sådant tilføre en speciel kvalitet.
Det kan handle om charme eller uoversættelige ting.
For eksempel: "Napoleon le grand a y genie, Napoleon le troisième a Eugenie."
Dette citat tåler ikke oversættelse.
Tak for dit svar.
Jeg skulle have været en smule mere præcis i min formulering af spørgsmålet, kan jeg se på dit svar.
Mit spørgsmål går ikke på, hvorvidt den direkte tale skal skrives på dansk. Det omhandler snarere, hvor grænsen går mellem at komme med hentydninger (eller endog direkte kommentarer) til, hvilket sprog en samtale foregår på, der tydeligvis er et andet end det sprog, det er nedfældet på, eller modsat lade læserens suspension of disbelief regere, hvorved læseren skal lade sig styre mod selv at fornemme, hvilket sprog det foregår på.
Det kan deles op tre spørgsmål, vil jeg mene:
1) Hvilket sprog skal den direkte tale skrives på? Det skal være det samme sprog som den øvrige tekst, som du også argumenter for. Det er givet.
2) Skal der gives hentydninger til, hvilket sprog der tales, når almindelig sund fornuft giver svaret? Hermed mener jeg, at der med en dansker i USA, vil være en naturlig forståelse af, at det foregår på engelsk, fordi 100% af danskere (under en vis aldersgrænse) taler engelsk og 0% (i grove tal) af amerikanere taler dansk. Derfor er det ligeledes givet, at der er tale om engelsk. Det kan dermed forbigås i teksten uden bemærkninger eller hentydninger.
Jeg siger givet, men nu kastede jeg den ud til debat i mit oprindelige indlæg, og jeg lytter stadig meget gerne, hvis der skulle være nogen, der er uenige med mig.
3) Skal der gives hentydninger til, hvilket sprog der tales, når der kan være to - eller flere - forskellige muligheder? Med mit eksempel omhandlende en dansker i Italien er det hverken givet, at italienere taler engelsk eller at danskeren taler italiensk. Derfor er der to muligheder for læseren (når det står på et helt tredje sprog, dansk).
Deraf tilbage til det oprindelig spørgsmål: Hvad er mindst forstyrrende for læsningen? En kommentar, der hentyder til, hvilket sprog der kommunikeres på i punkt 3, når denne kommentar/hentydning teknisk set ikke tvingende nødvendig for forståelsen, eller modsat at læseren er tvunget til at stoppe op og øge deres suspension of belief for selv at beslutte sprog?
#2 (Jack the Rapper2): Der er for mig at se kun én løsning på dit problem: Få ham hjem. Hvad skal han da tulle rundt i verden for?
Jack
#4 (Jack the Rapper2): Mit forslag om at få hovedpersonen hjem var måske også lidt overilet. I litterær forstand. Hvem ved, måske er bogen tænkt som en satirisk dannelsesroman om en, der tuller rundt i verden.
Jack
Hej Jack, tak for svar til dig også.
Det er dannelsesroman(-agtigt) men er lige knap satirisk. Derimod er det magisk realisme, hvilket er en del af bevægegrunden for, hvor scenen er sat. Finurlige indretninger på lokationer, mærkværdige hændelser og meget mere fremstår umiddelbart som bedre virkemidler, når hovedpersonen - specielt fordi der benyttes førstepersonsfortæller - er "på udebane". Hvis de nævnte ting findes eller foregår i den stationsby, personen har tilbragt de sidste 30 år, er der mindre mystik, om det rent faktisk er uden for normen. Personen vil øjeblikkeligt vide, at det er tilfældet. Jeg benytter steder, som personen har haft sin daglige gang tidligere, men som ikke har været besøgt i et par årtier. Det giver bare en anden dynamik, at der er mulighed for gensyn med steder og personer 20 år senere.
Der kunne selvfølgelig vælges en person, der bor i Thisted og nu befinder sig i København for første gang i 20 år. Jeg synes dog stadig ikke, at det udgør helt nok udebane, og det har simpelthen ikke samme pondus. Derfor skal han tulle rundt ude i verden. Jeg vælger den lidt sværere løsning i stedet for hente ham hjem :-)
#3 (Morpheus): Hej Kafkaesque,
Lad ham endelig rejse rundt i verdenen. Fald ikke i gryden ved at få ham hjem. De fleste tuller rundt derhjemme, men ikke når de er ude. Dannelsen af et menneske træder mere tydeligt frem, når det begår sig i uvante situationer. Sprogligt kan du lade tanker og oplevelser vedrørende den sproglige dimension indgå som et led i handlingen. Så sproget i sig selv bliver en del af læseoplevelsen. Taler han italiensk og ovenikøbet flydende, så kan der være en passsage, der behandler udvekslingen som en del af den sproglige opmærksomhed. Lad sproget blive en filosofisk tilgang og fornøjelse, der skaber nuancer, morsomheder, indsigt, modstand eller harmoni. Brug det som et aktiv, at han rejser og kommunikerer på tværs. Lad det afspejle sig i dit eget sprog som du sagtens kan holde i det danske, så du netop kan beskrive de pudsigheder, der kan opstå i mødet mellem mennesker, når de bevæger sig ud i ukendte landskaber, herunder også sprogligt.
Mvh.
Camilla
Hej Camilla, tak for svar til dig også (jeg ved godt, det er tredje gang, men de små ting tæller. Endnu mere i disse corona-tider).
Jeg er helt enig i dine observationer. Overordnet har jeg måske for meget ensrettet fokus på de virkemidler, jeg er mest komfortable med. Dit indlæg har i hvert fald givet mig stof til eftertanke. Der er helt sikkert noget der, som jeg ikke normalt har i tankerne, når jeg er midt i skriveprocessen. Noget som kan bruges til at give det samlede produkt lidt ekstra dybde.