8. marts - kvindernes internationale kampdag.

Dette var en dag jeg har arbejdet i ca. en måned på at arrangere i samarbejde med Amnesty i Odense.

Først lavede vi et tørresnors-event for at sætte fokus på at kvinder i Sudan bliver voldtaget i deres mest almindelige gøremål.
Eventet bestod af "blodigt", beskidt og forrevet kvindetøj der blev hængt op offentligt "Amnesty udstiller Sudans beskidte vasketøj". Samtidig uddelte vi flyers med informationer omkring Darfur og det at kvinderne blev udsat for. Vi havde en underskriftsindsamling igang;

http://amnesty.mondosearch.com/cgi-bin/MsmGo.exe?grab_id=0&EXTRA_ARG=&CFGNAME=MssFind.cfg&host_id=42&page_id=110&query=Barsila&hiword=Barsila%20

- Hvor vi fik folk til at skrive under på breve til Sudanske parlamentsmedlemmer, for at bede dem om at acceptere FN-fredsstyrker i landet. Der blev også taget billeder af arrangementet, som skal bruges til en plakat som vi også sender til dem. Plakaten kommer til at være en mosaik der skriver noget i stil med "Stop the rapes of women in Darfur". Ligesom der stod på den blå FN t-shirt som også hang på tørresnoren.
På gaden havde vi laminerede skile med personlige historier fra Sudan.

Om aftenen havde vi foredrag med Malene Haakanson som har skrevet "Det værste er at dø i stilhed" og som har været nødhjælpsarbejder i Darfur.

______________________________________

Jeg vil prøve at fortælle om arrangementerne, men tilgiv mig hvis jeg får sprunget i tid og sted af og til.

Tørresnoren var stort set mit arrangement.
Man skulle ikke tro det, men selv noget så simpelt som de overnævnte arrangementer giver mulighed for mange fejl og kræver en hel del planlægning. Fx. hvordan laver du lige en offentlig tørresnor når du ikke må hænge dine ting i offentlige træer, lygtepæle osv. og ikke kan grave pæle ned i jorden? Hvis du har 100 plakater, hvem skal så hænge dem op?

Det blev for en god del af plakaterne, mig som skulle hænge dem op dagen inden arrangementet i regnvejr - naturligvis. Med støvler der fungerede bedre som svamp end som vandtætte. Jeg kendte ikke alle de steder jeg skulle til, kunne ikke finde dem alle sammen og det tog jo tid og jeg kom sent igang. Faktisk skulle vi jo nok have været ude noget tidligere end 2 dage inden, men endnu en planlægningsfejl. Til at starte med, glemte jeg at tænke over at jeg skulle have ophængningsmaterialer med til turen.
På turen gik min cykels bremser i stykker, så den var ikke rigtig til nogen hjælp.
Folk er egentlig venlige når man spørger om lov til at hænge op, men af og til var der overraskelser. Fx. var der en der "personligt havde noget i mod Amnesty", så derfor kunne vi ikke hænge op hos ham. Inden længe fik jeg naturligvis vabler på fødderne af plakatturen. Det var vist nærmest prikken over i'et.
Jeg ville slæbe min cykel til min sædvanlige cykel-smed, men uden et ur på mig, kom jeg 2 minutter efter lukketid. Lige i dagens ånd.

Jeg valgte at slæbe min cykel hjem til min mor, som ikke bor så langt derfra - jeg skulle allegevel hjem for at hente nogle kageblandinger. Jeg var træt, men blev i bedre humør da jeg kom hjem til spise tid og fik en pandekage. Mine sokker var gennemblødte og jeg fik dem lagt på radiatoren. Desværre kunne jeg allerede mærke en begyndende halsbetændelse. Det var nu ikke så underligt.

Jeg fik hugget et par kageblandinger fra min søster (min far arbejder på en kageblanding-fabrik). Jeg fik også overtalt hele familien til at hænge en plakat op næste dag.
Da jeg skulle hjem, skulle jeg med bussen. Da lyset i stuen ikke er for godt, læste jeg forkert på uret og kom afsted i sidste øjeblik. Desværre var det ikke lige min dag, så lige som jeg var godt i gang med at løbe efter bussen, kom jeg i tanke om at jeg ikke havde fået mine briller med.
- Jeg så bussen køre lige for øjnene af mig, en aften hvor bussen kun går 1 gang i timen. Jeg kunne være gået hjem til min mor igen og vente, men jeg havde fået lovet hende at jeg ville finde på noget hvis jeg ikke nåede bussen, så jeg gik de 2 km op til busstationen - i regn selvfølgelig.
Jeg tror ikke det hjalp på min halsbetændelse der var ved at komme godt i udbrud på det tidspunkt.

På stationen var der en 1/2 times ventetid, så jeg gik op og satte mig på en bænk indendørs ved togene for at vente. Så kommer der en invandrer (det kaldte han sig selv) og sætter sig ved siden af mig for at snakke. Ikke for at være uhøflig eller diskriminerende, men det var ikke lige hvad jeg havde lyst til så jeg undskyldte mig med at skulle ned til bussen. Der står jeg uden for i kulden i 20 min og venter på min bus og kommer endelig hjem.

Om natten sov jeg dårligt - guess what? Halsbetændelse.

Alt dette skete om tirsdagen.

Onsdag var der ikke noget med at blive hjemme, der var jo mange mennesker der var afhængig af at jeg var der, så jeg tog afsted - nåja, man skal heller ikke være så sart. Jeg husker egentlig ikke ret meget af onsdag, måske fordi jeg var træt. Jeg kom forsent på arbejde, fordi jeg havde glemt at jeg ikke havde min cykel og skulle tage bussen. Hip hurra, jeg fik husket at tage kageblandingerne med. Den ene var til Anders (min "chef") og den anden til mig. Sammen med andre fra Amnesty skulle vi bage kage til torsdag aftens foredrag. Egentlig var det unødigt at jeg tog begge blandinger med på arbejde, for så skulle jeg jo bare have den ene med tilbage igen. Men tilykke til Anders, for selv om han tilsyneladende ikke havde prøvet det før, fik han bagt nogle gode kager. Jeg har en mini-ovn, så jeg kunne kun bage en. Min kage gik egentlig også ret nemt. Jeg hældte en smule dej fra så jeg kunne smage den. Jeg har ikke spist gulerods-kage før og var lidt mistænktsom fordi kagen oven i købet var fedtfattig, men den var faktisk lige som en god sandkage synes jeg - og egenlig en ret nem kage-blanding, da der kun skulle vand i.
Onsdag var også den dag vi opdagede at aften-arrangementet var blevet annonceret forkert i ugeavisen, af en eller anden grund havde avisen fået lagt det d. 14, hvilket var, åh... kun lidt under en uge for sent. Men det var for sent at gøre noget ved det.
Jeg var sent oppe onsdag, da jeg havde en bekymring ang. mit onlinespil hvor jeg blev heftigt beskudt. Det er måske mærkeligt at komme ind på her, men det er et interessant spil synes jeg - Travian - man bliver afhængig.

Torsdag skulle jeg være inde kl. 13 og begynde at sætte arrangementet op og sikre mig at alt gik glat.

Jeg var igen ved at komme for sent, da jeg igen havde glemt alt om min manglende cykel. Da jeg bare ikke kunne komme for sent denne dag, havde jeg 7 minutter til at få tøj på, til at få overtøj på, til at pakke mine ting, til at låse min dør, til at fare ned fra 3. sal, til at løbe efter bussen - men jeg nåede den!
Kagen var dog ikke helt så begejstret for min løbetur, den så ret "beklemt" ud ved situationen. I bussen redte jeg mit hår for første gang den dag.

Velankommet begynder vi at sætte arrangementet op, arrantementet og planlægningen skal stå den endelige prøve. - Og det var også flot (og koldt).
Jeg stod nede den første 2 1/2 time, men jeg vil påstå at det ikke gjorde halsbetændelsen bedre, så jeg gik op. Jeg havde alligevel planlagt det så folk ikke skulle stå i mere end en time. Det skal siges at jeg ikke er den fødte sælger. Som den eneste tror jeg at jeg ikke fik så meget som en underskift. Alt jeg gjorde var at forsøge at dele vores folder ud, men det er sværere end man skulle tro. Folk er mistænktsomme og jeg fik to der sagde "vi er allerede medlem" - ja, det er meget godt, men jeg forsøgte jo bare at give dig en folder. Folk troede generelt at vi var facere. Sjovt nok var den jeg så med mest held til at indsamle underskifter en tidligere facer, så det skader vist ikke at være det. Vi fik over 300 underskifter den dag, da vi havde regnet med 50, var det fantastisk.
Hvad der var mindre fantastisk var at jeg havde fået lavet et af brevene forkert. Så der var 50 underskrifter på breve hvor navn og adresse ikke passede sammen. Flot! Doh...
Da det var tid at pakke sammen, var jeg selvfølgelig nede og hjælpe til igen. Jeg fik bl.a. det ærefulde job at brække en stor kæp til pindebrænde. Der er virkelig et eller andet over at stå og hoppe på en kæp i fuld offentlighed.

Efter dette gik jeg igang med at tælle underskifter, sortere fejl fra og i sidste ende skal jeg også have delt de to breve ud alt efter hvem de er til - det nåede jeg ikke. Inden længe var det bare tid at begynde næste arrangement, uden aftensmad eller noget. Men det var et rigtig godt arrangement, selv om der ikke kom ret mange. Jeg spekulerer på om de plakatet har lokket så meget som en eneste til. Dem der kom, var dog vilde med kage.
Melene Haakanson var god til at tale og emnet spændende. Selv om jeg havde arbejdet med Darfur i mere end en måned, fik hun virkelig lært mig en hel del jeg slet ikke vidste.
Til sidst var også det slut og vi pakkede sammen.

Eftersom hverken Anders eller jeg havde fået spist aftensmad, gik vi ombord i kagen. 3 store stykker for at være helt præcis. Det virkede som en god idé på det tidspunkt.
Bagefter tog 4 af os på "Den smagløse". Noget jeg bestemt ikke ville sige nej til, da jeg har et manglende socialt liv. Men ud over halsbetændelsen, havde jeg haft hovedpine hele dagen og på det tidspunkt hvor vi nåede den smagløse, havde jeg voldsom kvalme fra kagerne. Jeg tror problemet er at de blev spist på tom mave. Jeg overvejede ret hurtigt at tage hjem, men gjorde det ikke. Efter en time lettede kvalmen igen, hvilket var godt, da jeg så kunne begynde at "være".
Hvor jeg så skulle være, var et andet problem. Den smagløse er ikke ret stor og amtidig var der ret fyldt. Jeg havde ikke rigtig nogle at snakke med, da mine companions havde gang i noget for sig. Jeg er rimelig dårlig til at tage kontakt et sted hvor alle snakker med nogle andre, så jeg satte mig for en stund bare på nogle jakker - jeg havde også stadig hovedpine og var begyndt på hoste-stadiet i min halsbetændelse. Men jeg holdt ud, så på Anders og de andre spille borndfodbold og pool. Til syneladende lykkedes det mig på en eller anden måde ikke at være der hver gang at de startede på et nyt spil. Men jeg holdt ved - jeg skal altså øve mig på mine sociale evner. Det gav pote til sidst. Jeg kom i snak med en ven af en ven og vi sluttede med at spille bordfodbold. En diciplin jeg ikke har prøvet siden jeg gik i fritidsordning, men tilsyneladende godt kunne være med til. "Ven af ven" og jeg, mod Anders og Lisa (aktiv; ven). En virkelig sjov kamp. Måske skulle alle have mulighed for at spille bordfodbold mod deres chef? Kampen mellem Anders og jeg var sjov synes jeg. Han påstod at jeg "stod i vejen" ;)

For første gang i mit liv har jeg hørt "Sidste omgang!" blive udråbt. Desværre måtte vi stoppe midt i 2. runde bordfodbold.
Nu var spørgmålet hvordan jeg skulle komme hjem til mig selv. Jeg bor vel 2 km. fra den smagløse, men at gå alene midt om natten er ikke sjovt, men jeg havde jo ikke min cykel og at betale for en taxi for det? Jeg gik, det er jeg vidst blevet vandt til nu.

- og ja, jeg er stadig syg i dag.
Dagens dont var at få samlet en ny kommode som jeg fik at mine forældre.