Ud af ugens 5 hverdagsnætter bad jeg kæresten om enten at tage vores dreng om natten eller om morgenen når han vågnede - 1 af dagene. 1/10 del af det natarbejde jeg pr. automatik forventes at tage i hverdagen, men det var åbenbart for meget til at kunne imødekommes. Jeg orker ikke at blive ved med at bede om hjælp og så bare få en kold skulder. Men glad er jeg jo heller ikke og det er som om han tror at hvis bare jeg holder op med at spørge, så har vi jo egentlig det bedste forhold. Kan han virkelig være så naiv? Det eneste tidspunkt hvor han overtager drengen, er når jeg skal lave andet husarbejde, andet finder han åbenbart ikke rimeligt. Det gider jeg ikke, men hvordan trænger man lige igennem uden at lave et "dramatisk" opgør. Jeg kan ikke koncentrere mig om det jeg skal her. Jeg havde virkelig håbet på lidt forståelse og en følelse af at mine udmeldinger betød noget, men nej.