I dag var det min nieces, Lienas barnedåb. En dag hvor jeg havde gruet for at komme igennem tiden i kirken, da min graviditetskvalme måske godt kunne have ødelagt stemingen - men jeg skulle finde ud af at der var andet at bekymre sig om.

På grund af regn, fik jeg kontakt til min mor og vi fik et lift til kirken i sidste øjeblik - det er ellers ikke så langt væk. Vi fik fundet nogle pladser og inden gudstjenesten begyndte, havde min farmor sat sig bag ved mig. Så var det at hun fortalte at deres rejse tilbage til Spanien var blevet udsat - fordi hun havde modermærkekræft. En rigtig svær oplysning at håndtere som følsom pige, som følsom gravid, i en kirke fuld af højtidelige sange og på et tidspunkt der burde være en lykkelig dag. Dernæst satte skæbnen trumf på. Blandt de 4 børn der skulle døbes i kirken i dag, var den ene far ham der gjorde mange af mine folkeskoleår til et helvede. Altid godt at se ham under så lykkelige omstændigheder. Jeg sad under hele højtideligheden og kæmpede med mine tårer - og tabte adskillige gange. Kvalmen var heller ikke let at få et tag på.

Det gik bedre til festen og aftenen blev da god som den skulle være. Min far drak ikke for meget og det var et kæmpe plus. Men man kan jo ikke lade være med at være urolig for hvordan det kommer til at gå med farmor. Jeg vil gerne have hende rigtig længe endnu. Søde, rare farmor.