Jeg kan se at det er et år siden jeg har skrevet dagbog herinde. Det er ikke fordi at der ikke er noget at berette - men man glemmer det. Man har travlt med andre ting. Ofte går jeg så tidligt i seng at jeg slet ikke når mere den dag, end at arbejde, hente barn, lave aftensmad og putte drengen. Der er ikke mere om aftenen - for der sover jeg. De kommende uger bliver ikke meget bedre - der har jeg åbenbart vundet hele 5 åbninger på arbejdet - selv om min leder har sagt at det er okay at jeg i vidt omfang ikke får åbninger. Men det er muligvis glemt igen. Medmindre det skulle være sådan at der ikke er andre kollegaer på arbejde. Det ville undre mig lidt.

Privat har det hjulpet på drengens søvn og dermed også på tone og overskud imellem kæresten og jeg. Men vi kan nok begge stadig mærke at vi mangler et stykke endnu, fortidens synder spøger endnu. Jeg har ihvertfald ikke lyst til at give op. Men det er også svært når jeg føler at jeg har svært ved at nå ind til min kæreste.
Det er hyggeligt og fungerer som regel sidst på aftenen når vi ligger i sengen og han så ligger og nusser mig. Men i hverdagen mangler vi at lave ting sammen og der er svært at komme uden om "moderne elektronik" som min kæreste gerne udfylder hvert ledigt øjeblik med. Dertil er han ind imellem noget muggen og jeg synes det er svært bare at bede ham om lidt hjælp i husholdningen. Ikke fordi at han er en af den totalt dovne slags, men fordi at det hurtigt kan blive modtaget dårligt hvis jeg skulle finde på at sige noget. Men egentlig vil jeg jo bare gerne at vi samlet får styr på husholdningen og de ting vi nu engang skal have styr på. Vi kunne lave maden sammen istedet for at den ene passede barn og den anden kokkererer. Det virkede super fint da vi havde en baby, men nu har vi snart en 4-årig som også kan hjælpe til.
Hvis kæresten endelig vælger at se noget sammen med mig, er det som regel ikke "så meget" sammen med mig som jeg havde håbet. Hyggen ved at se en film sammen forsvinder lidt når partneren sidder med sin labtop eller mobil samtidig. På et tidspunkt må jeg prøve at se om vi igen kan indføre nogle regler for elektronik - om han vil være med - det er bare svært at gøre uden at blive hende mokken. Jeg synes bare også at det er hjerteskærende at se min kæreste være sammen med vores barn og han så samtidig har et headset på hele tiden. Det er jo som om han er et helt andet sted.

Mest af alt ville jeg bare gerne at han viste at han gerne ville os igen. Jeg bliver så usikker på hvad han vil. I starten af et forhold gør man de ting automatisk. Man sætter tiden af til hinanden. Man ligger mobilen væk - og man kunne ikke finde på at hive den med til bords. Nu er det blevet en kamp mellem mig og elektronik og jeg føler at jeg taber det ene slag efter det andet. Men det er ikke bare det. Det er lige så meget at vi fx ikke er kommet videre med evt. bryllupsplaner. Måske vil han bare ikke giftes længere? Lige som han ikke lader til at være interesseret i flere børn med mig. Det er hårdt. Så føler jeg jo at han er halvvejs på vej ud af vores forhold. Det er overhovedet ikke det som jeg ønsker, tværtimod - men denne her standby driver mig til vanvid. Det føles mest af alt som om jeg er en praktisk kombi af rengøringsdame, børnepasser og glædespige for ham. Og som det mere eller mindre er blevet påpeget fra familien for nylig, så er det iøvrigt rigtig dumt rent praktisk - og især for mig - at vi ikke er gift. Vi har barn sammen og skulle der ske min forlovede noget, så er vi altså kun forlovet og jeg havner i økonomisk virvar oven i hvad der ellers måtte være svært. Ikke engang bilen kan jeg bevise et ejerskab over. Men da det blev påpeget, virkede det næsten som om at kæresten var imod ideen. Det kunne ellers have givet mig rigtig meget hvis han ville tage det op igen. Jeg mangler efterhånden rigtig meget at høre tegn på at han vil mig igen. Jeg vil jo så gerne ham. Men hvis han ikke vil, så ville jeg gerne vide det også. Så føler jeg mig lidt holdt for nar og vil gerne videre. Men at spørge direkte tror jeg ikke er smart. Min fornemmelse er at dette her limbo passer ham udmærket. Det er bare mig der føler at jeg kun har et liv og det gerne skulle leves bedst muligt. Vi skulle nok have noget parterapi - eller en rengøringsdame. Eller noget...

Kære søde du - jeg vil ikke presse dig, men gid du ville fri igen. Så tager vi på rådhuset og så planlægger vi et bryllup for familien en anden gang. Så gør vi noget for os - og så finder vi frem til "os selv" igen. Jeg er overbevist om at vi er der endnu et eller andet sted. Hvis bare vi kan lære at ligge mobilen væk og slukke computeren og lade headsættet løbe tør for strøm. Så vi kan finde hinandens øjne og hinandens arme igen. Høre hinandens ord og røre hinandens sind igen.