Kære Dagbog

Det er længe siden jeg sidst har tænkt på dig, men for øjeblikket flyver dagene af sted og jeg forstår slet ikke, hvor de bliver af.

Som jeg skrev sidst, så trængte jeg virkelig til at være mig selv og lade batterierne op igen. Det lykkedes også til fulde, selvom Lasse og jeg røg i klink med hinanden og jeg desværre herefter måtte sende ham med bussen ud til hans far.

Det lyder måske lidt hårdt, men grunden var den, at han i første omgang ikke kunne tage til hans far, fordi – som han sagde til mig – havde tilmeldt sig et bolchekursus i ungdomsskolen. Også helt okay med det og da han jo var på skolen, ville jeg alligevel få en masse timer til mig selv og den ”laden op” som jeg havde så forfærdeligt brug for.
Om lørdagen vågnede jeg tids nok til at vække Lasse, så han kunne tage af sted. Ingen problemer i det og af sted tog han.

Kl. 12.00 ringede underviseren hertil og spurgte efter ham. Jeg var paf, for havde jo sendt ham af sted et par timer før, så fattede ingenting og kunne så heller ikke svare på, om Lasse ville komme senere på dagen eller om søndagen.
Mange tanker fløj gennem mig, for hvor befandt Lasse sig henne?

Det er før sket, at han ikke lige var, hvor jeg troede, men igennem den senere tid var det blevet meget bedre og på mange områder har han forandret sig i positiv retning. Også noget skolen har kommenteret, for normalt er Lasse og begrebet Skole ikke noget, der umiddelbart harmonerer særligt godt sammen.
Jeg havde derfor – belært af andre situationer – sagt til Lasse forinden, at skete det, at han ikke var på bolchekursus, som antaget, ville jeg sætte ham på den første og bedste bus ud til hans far, for jeg skulle bare være mig selv. Igen lyder det måske hårdt, at jeg sådan ”bankede i bordet”, men dertil skal så siges, at det nok kun er noget jeg gør et par gange om året. Alligevel blev jeg grebet af en ulidelig dårlig samvittighed, først over at jeg blev gal på ham og dernæst selv lod ham finde ud af bustider mv. Sagde til ham, at det ikke var mit problem og at jeg ikke kunne kapere mere og bare det at finde ud af, hvornår en dum bus gik, var mere end jeg kunne magte. Alt imens jeg sagde det her stod tårerne ud af mig og samvittigheden gnavede dybere og dybere ind og flere gange var jeg ved at fortryde, men vidste også, at jeg virkelig havde behov for at være alene. Sjovt var det ikke og da han et par timer efter tog af sted (der kører ikke mange busser lørdag eftermiddag), var jeg simpelthen bare f-æ-r-d-i-g.

Smed mig derfor på langs et stykke tid inden jeg atter stod op og nu var mere klar i hovedet og da det først gik op for mig, at jeg vitterlig var alene, så tog det hele hurtigt fart. Musik blev sat på, der blev skruet gevaldigt op og den næste tid blev jeg underholdt af D.A.D., Scorpions, Guns ’n Rosen og Haddaway. Herefter var det som om jeg hovedet bare var t-o-m-t. Hvilken vidunderlig følelse, ingen tanker eller noget – bare t-o-m. Pyyyhhaaa… nu var jeg atter klar til at modtage input, ja, i det hele taget ”åbne øjnene” og begynde forfra og efter et bad gik jeg på med hård hånd.

Om søndagen sov jeg temmelig længe og det uden nogen samvittighed overhovedet, for ingen skulle jo bruge mig. Her var kun mig selv *S*
Summa Summarum havde jeg ærligt talt en pragtfuld weekend og om aftenen, da alle poderne kom hjem igen, så jeg alt i et klarere lys.

Tanja var totalt færdig efter weekenden og hun var derfor hjemme om mandagen. Uheldigvis begyndte hun at skrante forfærdeligt i løbet af dagen og jeg ligeså. Øv øv øv, for det hele endte med at vi begge blev syge og om onsdagen måtte vi til læge, for da kunne jeg hverken få vejr eller vind, så skidt tilpas havde jeg det og når det først dertil, at jeg ikke kan støvsuge uden det begynder at syre i mine arme og jeg halvvejs gisper efter luft, så ved jeg godt hvad klokken har slået. Enden på det hele blev da også, at jeg atter måtte på en pencilinkur + jeg fik noget nyt astmamedicin. Fandt så også samtidig ud af, hvorfor mit ben pludselig var kommet til at se ud, som jeg tidligere har skrevet. Det viste sig at være Staseeksem, så nu skal jeg til lægen igen inden længe og ha’ et lidt bedre tjek-up.
Heldigvis var det ikke så galt med Tanja, så hun kunne gudskelov gå fra lægen uden en recept.

Jeg er også en torsk, for et og andet sted benægter jeg, at den er gal med lungerne og hvad jeg nu har af skavanker, men især det med lungerne har jeg altid ignoreret. Som om, at jeg ikke vil vide af, at den er gal. Det begyndte at gå galt for nu omkring 11 år siden og ærligt har jeg aldrig taget hensyn til det. Som årerne er gået er det hele blevet værre og værre, men om jeg tager hensyn til det? Nej! Og det er her jeg er en torsk, men fortsætter bare at benægte og ignorere det og det selv om der med tiden er nogle ting, som jeg ikke rigtigt kan længere, hvor jeg er mere eller mindre afhængig af andre, så har det hjulpet stort. Kun hvis jeg er tvunget til nogle af de ting, jeg ikke rigtigt kan og undervejs må opgive, så begynder jeg at tænke mig om, men her ender det som regel bare med, at jeg bliver stik-hammer-tosset. Ikke fordi jeg er tvunget til ud i noget, jeg ikke lige kan håndtere uden luft-problemer og deraf følgende tapning af kræfter, men fordi jeg så føler mig utilstrækkelig – både overfor mig selv og min familie. Og jo mere utilstrækkelig jeg begynder at føle mig, jo mere gal og arrig bliver jeg og jo værre får jeg det så selvfølgelig med luften. Det er med andre ord ”skruen uden ende” og ærligt håber og be’r jeg til at jeg pludselig render ind i netop den dag, der siger: NU er det stop fru Gerding. NU lægger du cigaretterne på hylden, NU… NU… !!!

Nå, men efter en uges tid kom både Tanja og jeg på højkant igen og vi har hele den sidste uge begge haft et gevaldigt gå-på-mod. Tanja er igen i børnehave og oplever en masse og jeg ja, jeg klør på her, som jeg plejer og har også fået startet et nyt projekt op ”365 Go’nathistorier for de 3-8 årige skrevet og illustreret af danske internetbrugere” og det går rigtigt godt.

Og endelig ser det ud til, at vi efterhånden har lagt vinteren helt bag os, for solen er atter over landet og sikke pragtfuldt det har været de sidste dage. Folk render rundt i T-shirts, det vrimler med børn og andet godtfolk alle vegne her hvor jeg bor og rundt om i haverne tøffer folk rundt og gør klar til sommerens indtog. Op af jorden skyder det med blomster og ukrudt, plænerne bliver grønne og træerne er fulde af nye knopper (mine små venner, som Tanja kalder de nye skud). Om morgenen når jeg vågner for tidligt er det svært at gå i seng igen, for udenfor kvidrer fuglene lystigt og de sidste dage, har jeg bare ligget og nydt deres sang.

Hvilken herlig årstid :-)