Er det utopi at tro at man kan bryde efter 7 år, bo sammen og ikke have nogen sammenstød?

Jeg synes at det nogle dage er lig med LORT OG LAGKAGE at bo sammen med ham. Jeg føler jeg går hvileløs rundt, leger med ungerne på tværs af ham og rummene og lader som om alt er "ok" når det slet ikke er. Hvor jeg dog er begyndt at se frem til en ende på det her.

Det er små ting der kan udløse ragnarok (i hvert fald inde i min mave). Jeg føler ofte denne her store klump af uforløst vrede til ham. I sidste uge havde jeg det tæt på "godt". Vreden fyldte ikke så meget...jeg var måske det endda på randen til at være ligeglad. Men i går kom endnu et bump på vejen og jeg kiksede og faldt i. Jeg kunne ikke rumme de følelser jeg havde inde i maven og sagde noget åndssvagt til ham. Det føltes som om jeg jokkede i spinaten og pludselig blev jeg bombet tilbage til at føle mig sølle, lille og forladt. Jeg havde ellers lige haft en seriøs snak med mig selv, hvor jeg lovede ikke at ryge ind i de følelser.

Men jeg er blevet lidt bedre til at vise mig selv forståelse. Mit indre beroliger mig og siger "Det er ok! Du er jo stadig ked af det!".

Jeg har undskyldt for de ting jeg sagde og forsøgt at forklare mig. Mere kan jeg ikke gøre...

Som sagt, jeg glæder mig så meget til at vi ikke længere skal bo sammen på den her måde. Jeg trænger så meget til at få ham på afstand og få vores børne-aftaler op og køre.

Jeg har papirerne på forældremyndigheden liggende her ved siden ad mig. Måske skulle jeg skynde mig at få den underskrift i hus inden der sker et eller andet åndssvagt.
Vi er enige. Han fandt det svært lige da jeg foreslog det men kan godt se meningen i det nu. Jeg har forsikret ham om at det ikke betyder noget i forhold til beslutninger om børnene. Jeg vil stadig dele alle de store beslutninger med ham. Men jeg ved også at han pludselig kan finde på at stikke af...om det er til Thailand eller til søs. Jeg vil ikke komme i en situation hvor jeg står og mangler en underskrift for ham, hvis noget skulle ske med en af børnene. Der er jo også en risiko for at han kan få et tilbagefald og ende i misbrug igen....ej men lige meget hvad finder jeg det meget naturligt og det vil give mig ro.

Nu vil jeg spille Ruzzle. Jeg VIL ind på "top 25"!