Kære Dagbog

Det har været en hård uge den sidste her. Uha, og endte også med, at jeg nåede en grænse, hvor jeg måtte sige fra og være egoistisk og kun tænke på mig selv og mine egne behov. Hvor tit jeg gør det? Hmmm ... vist ikke ofte nok, men nu gik den altså ikke længere.

Umiddelbart mener jeg selv, at det startede med at mit ben igen blev tosset og begyndte at skabe sig (sidste dagbogs-blad), men sandheden er nok, at det allerede begyndte i påsken, hvor der var en masse ballade mellem "ham" og mig og det hele endte i det rene galmatias.
I dag efter adskillige samtaler, både via ICQ, telefonen og SMS – nogle mere højrystede end andre – kan jeg ikke finde ind til den egentlige kerne, men det får så være, for har alligevel ikke overskud til at beskæftige mig med det.
Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke følte mig respekteret og det sammen med en masse der skulle gøres og nås på en og samme tid, ikke helt harmonerede sammen. Da jeg havde allermest brug for afslappethed, tryghed og rygstød, følte jeg mig atter svigtet og måtte igen gå en nat i møde uden en tryg favn at ligge i.

Siden den dag, har jeg følt et stort behov for bare at være mig selv, men den mulighed er altså ikke bare ligetil, når man er mor til 3 elskede børn, hvis behov jeg sætter større end mine egne. Er man, som jeg, yderligere alene om dem, så er det endnu sværere at finde netop det hul, hvor man kan ”dyrke” sig selv uden tanke for andre og andres behov. Jeg beklager det ikke, for det var den rolle jeg påtog mig fra Day 1, hvor min ældste søn, på nu 17 år, for første gang så dagens lys og lå i mine arme, men derfor kan man godt nå dertil, hvor man ønsker at være sig selv lidt.

Jeg har nu i stedet arrangeret det sådan, at denne her weekend er helliget mig selv. Dvs. den ene af børnene er hjemme, men kun kortvarig, for han skal på kursus både lørdag og søndag, så jeg får en masse timer for mig selv alligevel.
Er desværre bare blevet ramt af forkølelse, for gud ved hvilken gang i dette halvår, men tror det er min krops måde at sige STOP!! på og gøre mig opmærksom på, at jeg skal til at passe på og sætte foden på bremseklodsen. Og ja, gør jeg det ikke selv, så kan kroppen i stedet sende mig nogle signaler, der gør, at jeg tvinges til det.

Men ærligt har de sidste 2 uger også været hårde og ikke kun pga. uro’en ”ham” og mig imellem, men her har også været meget uro. Forstået på den måde, at lejligheden det meste af tiden har været ”belejret” med unge mennesker – glade unge og dejlige knægte alle sammen. Normalt er det da også helt okay, at de samler sig her, men nogen gange føler jeg, at jeg ligeså godt kunne tage ”dyret” her og sætte mig ind på Københavns Hovedbanegård og der derinde ville være mindre trafik end her.
Værst er, at de som sagt alle er skide søde og friske og der normalt aldrig er ballade mellem dem og i de sidste 2 uger her, har der da også kun været én nat, hvor jeg måtte sætte en stopper for dem og det var, da jeg en nat, som sædvanligt vågnede og skulle på toilettet.

Klokken var vel omkring halv 4 og ind af døren kommer min den ene med en kammerat. Jeg kiggede godt nok noget, for da jeg et par timer før var gået til ro, var jeg nede på værelset hos dem og sige, at nu skulle der altså være nattero. De tog mig så mere bogstaveligt end jeg nogensinde kunne forestille mig det, og efter jeg havde lukket døren til soveværelset, var de gået i computercafeen – midt om natten!? Hovedrystende måtte jeg så lige forklare dem, at det ville jeg dog ikke have, de gjorde en anden gang.
Det er okay, at drengene har kammerater sovende, hvilket de også – især den ene – tit har, og jeg siger så og sige aldrig nej til det, men det var altså ikke ensbetydende med, at de bare kunne gøre som det passede dem, og da slet ikke når jeg ikke vidste noget om det.
Nå, men vi fik en snak om ansvar osv. og tror de forstod mig, til trods for deres utallige undskyldninger om, hvorfor de var gået.

Teenagere, siger jeg bare, men var jeg et hak bedre end dem, dengang jeg selv var teenager? Nej, det tør jeg godt underskrive, at jeg ikke var og ærligt føler jeg, at jeg er utroligt heldigt sluppet, med tanke for, hvad jeg selv præsterede overfor mine forældre.

Nå, men alfa og omega var altså, at jeg bare var nået grænsen og ikke længere kunne kapere al den her uro og bare måtte ha’ en weekend for mig selv.
Det er heldigvis også lykkes mig og jeg er så glad for, at drengene i sådan en situation er så forstående, som de er. De er nogle pragtfulde unger uden lige og jeg elsker dem virkelig ud over alle grænser, hvilket de da heller aldrig er i tvivl om.

Hvad skal jeg så bruge weekenden til? Ja, jeg vil nok sidde her en del og arbejde i fred og ro. Sove længe skal jeg nok også, men ellers har jeg ingen planer overhovedet og skal heller ikke have lavet nogle. Vil bare være mig selv og nyde, at jeg først igen på søndag aften får ”velco-båndet” på igen :-)

Sidder dog lidt og ryster på hovedet af mig selv lige nu, for her har jeg snakket en del om uro og hvad ved jeg og hvad sker der så om ørerne på mig, mens jeg sidder her og skriver. Jo, D.A.D blæser ud af højtalerne, så jeg ikke engang ville være i stand til at høre det, hvis telefonen, der står lige ved siden af mig, ringede, men alligevel har jeg en indre ro der siger Spar2 og jeg mærker, at jeg er helt afslappet. Hvilken pragtfuld fornemmelse og lige før, da jeg var i køkkenet og fylde tekruset op, sang jeg og turen frem og tilbage forgik med diverse dansetrin.

Jo, det skal nok sørge for at lade mig selv op inden søndag - vær vis på det :-)