Det er November den 1ste, tiden er sat en time tilbage, og det er nu officielt vinter. Det er koldt om aften, og det bliver hurtigt mørkt uden for. Hun har rullet sig en joint, fundet en god blød pude frem, og sat sig i vinduet på loftet. Det er et lille værelse for enden af en snoet trappe, med skrå vægge og en lampe der lyser en svag orange farve. Det gør rummet så hyggeligt, for lampen lyser ikke mere end et stearinlys. Hun tænder den rullede joint, tager et hiv, holder røgen inde et par sekunder og puster langsomt ud. Hun kigger op mod stjernerne, det er en klar aften, og alle de små lys er kommet frem fra deres skjul. Hvad er meningen med livet, tænkte hun. Forstår vi overhovedet noget som helst? Det store sorte tomrum derude, der ikke kan røres. Så unikt et billede, så simpel på afstand og så kompliceret en virkelighed der gemmer sig i det borte. Hun tager endnu et hiv, holder vejret et par sekunder, og puster ud. Hun mærker en varm og kilden følelse, brede sig vej ned af ryggen. Følelsen omslutter hende om livet, og hun mærker den kærtegne hende ned over hofterne. Hendes knæ bliver følelses løse, og hun nyder denne rolige tilstand hun falder ind i. Smerter, tænker hun nu. Hvordan mærker folk smerte, i denne verden? Folk hun selv omgåes ser ikke umiddelbart ud til at føle smerte. Men hun kan jo heller ikke vide det med sikkerhed, for hun selv har skabt en perfekt facade. En facade hun stiller sig bag, når hun går omverden i møde hver eneste dag. En facade hun holder så godt fast i, for i det hele taget at kunne omgåes sin mand, og hendes lille barn. Det var i øvrigt kun hendes kærlighed til ham, og dette smukke lille individ, der satte en stopper for alle tanker om selvmord. For planer om mulige selvmords forsøg, har hun haft mange af gennem sit liv. Smerter findes på mange forskellige måder, men den smerte hun føler, er den fysiske smerte. Hun har da også en gang eller to, følt tusinde nåle ramme hendes bryst lige i midten. En smerte i sit hjerte, grundet følelses messige brud mellem hende og personer hun har elsket. Samtidig med at hun sidder i vinduet, og langsomt ryger i stilhed. Tænker hun tilbage på dengang denne forbandelse af smerte, for første gang overtog hendes krop. En forbandelse der snigende har bosat hendes legeme på kort tid, uden at spørge om lov. Hun fik pludselig en forståelse af at helvedet og paradiset, faktisk befinder sig her på jorden. Den er til at se, og til at føle eller forstå for enhver der åbner sig op for det. Et helved der i så virkelig en eksistens, lever i os bag forskellige ansigter. Bag forskellige personligheder, rundt omkring over hele verden. En lykke der faktisk tages for givet, for lykken kan være selv de mest minimale ting i hverdagen. En verden der som universet over os, er så simpel og alligevel så kompliceret. Mennesket, livet og døden, er så simpel men samtidig kompliceret. Simpel og kompliceret, gentog hun for sig selv. Hvis hun skulle finde eksempler på helvedet her på jorden, ud over den hun i så mange år selv havde levet med. Var det sult, og tørst! Hun forestillede sig de udmagrede kvinder og børn, der magtesløse befandt sig i samme tidsrum som hun tænkte tanken, et sted på samme klode. Familier der lever på lossepladser, hvor livet handler om at samle plastik, skrald, eller anden værdi for at få råd til føden. Hun følte sig selv så magtesløs ved tanken, for hvad kan hun gøre ved det. Hvis hun kunne ændre verden i morgen, ville hun gøre det. Men denne magt og kraft, vidste hun godt at hun ikke besad. Men hun var bevidst om at være taknemmelig hver eneste dag, taknemmelig for det hun havde fundet frem til i sit liv. Hvad handler livet om? Tænkte hun nu igen. Handler det ikke om at finde lykken? Prøver alle ikke at stræbe efter den, på hver deres måde? Hun førte endnu engang jointen op til sine læber, fyldte sine lunger med røg, og pustede langsomt ud. Hun blev endnu engang overvældt af varme, og fred i sin krop. Samtidig følte hun et sug i maven, og smilte for sig selv. Hun havde i hvert fald fundet lykken! Det kunne da godt være hun ikke havde nået at realisere sin drøm, og at den lige nu lå langt ude i fremtiden. Men hun ville for alt i verden, ikke have haft at sit liv var hendt anderledes. Hun var lige presis hvor hun ville være, også selv om det umiddelbart ude fra ikke så, så fantastisk ud. Hun kunne takke sin mand for mange værdier, og hendes barns små fødder hen over gulvet, omsluttede hende uden tvivl af lykke. Lykke, lykke, lykke gentog hun i sine tanker. Selv lykken kan være så simpel, og så kompliceret. Hun kiggede ned på jointen i sin hånd, hvis hun blev opdaget ville en sky af raseri overfalde hende fra oven. Denne plante marihuana, der voksede som ukrudt op af jorden. Var også i sig selv så simpel, men så kompliceret. For en stor del af verden uden for, betragter den som noget af det mest afskyelige. Hun tænkte pludselig på hvad der ville ske, hvis systemet fandt ud af at hun røg denne euforiserende plante. Fuck systemet, tænkte hun så. Denne plante gør hendes liv muligt at leve, og hun vidste at disse fordomme mod den eksisterede i uvidende hjerner. Hjerner båret af uvidende mennesker, der gentager sig selv gennem hinanden. Gentagelser, sagde hun stille. De gentager sig selv om og om igen, de lever gennem en illusion der er skåret ind i dem. Folk er så snæversynede, hvis da bare kloge mennesker kunne styre verden i stedet for. Føler folk sig i det hele taget ikke altid klogere, end de folk de møder? Hun overbeviste sig selv om, at det gjorde nok de fleste. Hun forestillede sig at stille dette spørgsmål på åben gade, til tilfældige forbi passerende. Hun kunne kun forestille sig denne menneske mængde der går rundt og syntes, at deres egne holdninger og menninger, er så fantastiske. Men hvad ville de svare hvis man stillede dem komplicerede spørgsmål, så som ;Hvad er meningen med livet?; eller ;Definer lykken?;. Ja det ville sikkert tage sin tid at svare for dem, hun tvivlede stærkt på at de havde forstået noget som helst. Hun kiggede ud over marken. Denne brune pløjede mark, så lang at den strakte sig helt ud over verdens ende. Helt der ud hvor man ikke længere kan se andet, end den sorte mørke nat. Et smukt landskab så fuld af fred, lyst op af en stor rund lysende måne. En måne der syntes at være så tæt på tænkte hun, og rakte armen ud af vinduet. Alle liv handler om noget, begyndte hun at tænke. Hendes liv handler om det hun har været igennem, hvilket kun hun har, på den måde hun havde. Man kan have noget tilfældes med andre mennesker, og sammenligne hændte episoder af livet med andres. Men under dette kosmo, er der kun en af hende, og der vil altid kun være en af os hver. Men når hun tænkte over det, følte hun sig så unik. Så speciel, og så overdrevet anderledes end noget hun nogen sinde havde mødt. Nej det passede ikke, tænkte hun. Hendes mand var i hvert fald også overvældende unik, tænkte hun. Alligevel var der så meget modstand i hans liv, at hun kunne mærke hans deprimerede følelser engang imellem. Alle burde elske ham, og forstå ham når de lytter til ham. Så meget fantastisk han har at sige omkring livet, så meget han havde lært hende at forstå. For hende var han en meget vis person, og for hende var visdom en meget vigtig, dog glemt kerne. Folk burde elske ham for den han er, men det var kun hende der kunne forstå ham. Det var KUN hende der elskede ham, lige presis som han var helt ud til hår spidserne. Hvorfor det, tænke hun og rynkede på panden. Hendes joint var snart røget helt ned, da hun indhalerede endnu engang af den. Svaret må ligge i at de begge var tilbøjelige for, at slå alle rammer omkring dem ned. Alle disse rammer der så usynligt for folk, lukker dem inde i denne illusion hun havde tænkt på før. For dem er det netop umuligt at se det simple, i det komplicerede. Mennesker går rundt og maler verden så kompliceret for andre, der i bund og grund bare gerne vil leve livet simpelt. Hende selv og hende mand ville for alt i verden bare gerne leve et simpelt liv, i fred. Hun ønskede dem et liv med mulighed for at stå op om morgen, og bare være til stede for hinanden. For deres egen lille familie, og den større familie omkring dem af søskende, og forældre. Selvfølgelig bragte livet modstand, men hvorfor kunne denne modstand ikke komme naturligt. Som en natur katastrofe, man kæmpende lever sig igennem, og kæmpende prøver at overleve. Ikke en modstand andre mennesker presser mod en med alt deres kraft, fordi de tror de er bedre. Fint nok hvis de vil være så komplicerede i deres hoveder, og leve deres liv på den måde, fordi de syntes det er rigtig. Det gjorde ikke hende noget, overhovedet ingen ting. Men er der overhovedet nogle der husker på, at lige om lidt slutter livet? Indser de overhovedet når de sidder som gamle, hvordan de har spildt den tid på jorden de har fået. Måske man skal igennem et helved af smerter, for at forstå paradiset, lykken, og det smukke i livet. Det hele er som et stort gammelt træ, et stort smukt flere hundrede år gammelt træ. Der står med sin kæmpe tykke stamme, og bærer denne store krone, med sine lange indviklede rødder godt groet ned i jorden. Tanken gjorde hende trist indenvendig. For hun kunne ikke lade være med at se denne menneske mængde igen, der som en virus snart har forspist sig gennem denne skønhed. Grådige æder de sig ned gennem det, og snart har de ædt sig helt ud til røddernes spids, og endne. Grådigheden bliver aldrig mæt, tænkte hun. Hun sugede kraftigt det aller sidste hiv, der var tilbage af jointen, og slukkede den. Men hun blev siddende i vinduet, i sine tanker, med blikket mod himlen. Hun huskede engang hun tilfældigt, og hurtigt havde kigget op en aften hun havde stået uden for. Hun havde pludselig set et stjerne skud, der med sin farve af ild, brændte hen over den sorte baggrund. Det var smukt, og smukkere var det fordi hun aldrig før havde set et stjerne skud. Livet er som et stjerne skud, tænkte hun. Vi skyddes igennem et kosmos, der er så kompliceret at forstå, og alligevel er vi så simple. Så simple fordi vi alligevel bare en dag forsvinder, og sjælen forlader vores kroppe. Livet handler i bund og grund bare om at leve det, er det ikke rigtigt? Spurgte hun sig selv, uden at forvente et svar. For, for hende var det jo så klart og tydeligt sådan det hang sammen. Det var netop derfor hendes mand så tit kunne komme hjem fra arbejde, og virke så visen. Så visen som en blomst, der ingen energi har tilbage til at holde knoben oppe. For den energi til at leve livet, blev suget ud af ham, af et arbejde der ingen mening gav. Der fandtes absolut ingen mening, i at skulle være slave. Slave for et system der teknologisk set, kunne holde sig selv oppe. Hvis dog bare mennesket var klogere. Det var netop fordi at han ikke bare kunne få lov at leve livet, hun så tit kunne mærke uden et ord sagt, hans triste indre. Dette underlagte indre der desværre fortærrede alt det gode i ham, for han vil jo bare accepteres. Han vil bare have lov til at være ham, og have lov til at være til stede. Som et barn vil det, men som børn desværre også skal, skal de leve op til en masse idealer. Uden en chance for bare at få lov til at føle, lugte og smage på denne fantastiske verden inden det er for sent. For sent fordi mennesket når at ødelægge den, eller for sent fordi livet er så kort. Hun syntes det så ud til at være så umuligt for folk at forstå. Lige så umuligt som det er for folk at forstå hendes smerter, eller at forstå hvorfor hun røg marihuana, hvis nogen fik det at vide. For folk forstår sikkert i det hele taget ikke noget andet, end det deres eget liv handler om. Det som de har fået gentaget og taget til sig, for så at gentage det igen. Sådan kan det cirkulere i en evighed. Hun sukkede! Hvor ville hun ønske at denne cirkel en dag ville blive brudt. Det kan da ikke være så svært kan det? Tænkte hun. Selvfølgelig forstod hun godt at det kunne være svært, det havde da heller ikke været let for hende. Den smerte hun i så lang tid ikke havde kunnet holde ud, som livet blev ved med at tilføje hende. Et liv der stort set kun havde været en lang smerte tilstand. Hun havde tidligt i sit liv, efter at smerten var dukket frem insisteret. Insisteret over for sig selv, og inderligt prøvet på at se lyst på tilværelsen. Dette var før hun mødte sin mand, og fik sit barn. Hun ville så gerne være et ganske almindeligt menneske, med en ganske almindelig krop uden lidelser. Hun havde hårdnakket presset smilet frem på læben, hver eneste dag. Selv når smerten var værst, og hun ikke længere følte hun kunne stå på sine ben. Hun havde optrænet sig selv til at virke helt uberørt, hvilket hun klarede fantastisk selv den dag, i dag. Hun beklagede sig ikke til nogen dengang, og gør det stadig ikke, og da slet ikke nu. Tænkte hun, og puttede fødderne helt op under sig. Hun støttede hovedet med hagen på sine knæ, og begyndte at mærke kulden. Vinduet havde hun ikke lyst til at lukke, for det var så meget en smukkere himmel at se på, når man ikke så den gennem en glas rude. Hun havde givet sig selv et løfte om ikke at græde åbenlyst, for når andre så dette virkede hun bare ynkelig. Når hun havde brug for at græde, græd hun for sig selv i et lukket og aflåst rum. Hun havde forstået at det måtte være sådan, og den dag i dag havde hun mestret det til det fulde. lige meget hvor meget hun græd sig igennem livet, ville det alligevel for altid hænge over hende, som en sort skygge. En skygge ingen kunne se, kun hende selv. Ingen ville forstå det, hun ville for altid kun kunne forstå sig selv. Sådan er det når ens eget liv, handler om det ens liv handler om. Man vil altid kun kunne forstå sig selv. Men Som hun havde tænkt det tidligere, kunne man spejle sig i andres skiggelser. Skiggelser der havde gået på sammen vej, men ikke i samme fodspor. Aldrig i samme fodspor, dette var helt umuligt. Hun tænkte på hvordan hun kunne udholde denne smerte, hvilket hun uden tvivl kunne overgå de fleste. Men så tænkte hun på alle de gange, hun havde ville begå selvmord. For så mange gange havde hun følt, at livet ikke var umagen værd. Det er, og havde altid været en byrde for hende, og hun havde kun ønsket at dø. Smerte, tænkte hun. Smerte, gentog hun inde i sig selv. Hun prøvedet nermest at smage på ordet, smerte. Denne banale smerte, direkte, intense, forfærdelige, voldsomme, utålelige, og gennemborende smerte. Lægerne har aldrig kunne finde ud af hvad årsagen var, selv efter mange undersøgelser. Det var også derfor hun havde givet op, givet op at finde ud af hvor den kom fra. Det var også forfærdeligt hele tiden at se i deres øjne, hvordan de dømmende og mellem linjerne, fik udgivet det som at være af psykiske årsager. Hypoconder, strålede det ud af dem. Fuck læger, tænkte hun vredt og rynkede sine bryn. De er ikke andet, end et stort medicinal firmas håndlangere. Det er så nemt for dem bare at smide recepter i hovedet på patienter, som bare skal afleveres på et apotek. Vær så god, her har du dine magiske piller der nok skal helbrede dig. Men bag facaden, handler det kun om penge, og syge folk forgifter sig selv. Tænk at hun vil blive dømt i denne "virkelige" verden, for at ryge noget ukrudt. Der ikke har givet hende nogle bivirkninger overhovedet, men fantastisk og så naturligt, så fredeligt. Kurerer hende for alverdens smerte, der på urimelig vis har taget over hendes liv. Når hun ryger dette, kan hun ikke mærke det mindste. Hun mærker ingen følelse af lyn der slår ned i sine hofter, muskler der sidder så tunge som sten, ingen stød i sine håndflader, og led. Hun mærker ingen ting i sin ryg, der ellers kontant føles som at være plevet pisket. Pisket med tusinde slag, og gør det umuligt endten at ligge, eller at stå. Når ryggen er værst, er det ikke til at trække vejret. Hendes smerter kunne fylde en hel bog, og hun kunne blive ved med at remse op hvad der gjorde ondt. Når hun tænker på sine smerter, kan hun blive så rasende. For det føltes så urimeligt og uretfærdigt. Den ene dag led hun af migræne, eller hvis hun var heldig bare lidt hoved pine. Næste dag havde hun ondt i maven, og følte at nu ville hun snart dø. Endnu en dag ville hun gå rundt og føle at hun går på et par knuste knæer, og hvordan alle disse små skår, gned og skar sig op af hinanden. Nu frøs hun virkelig, hun rejste sig og lukkede vinduet.