Kære dagbog,

Klokken er 22.29 og jeg er ved at blive søvnig. Jeg ligger som jeg plejer i min store seng omgivet at dyner og puder. Min seng har altid været mit ynglings opholdssted. Jeg fumler som altid med en masse projekter. Jeg går og laver lidt på min nye cykel, tegner en masse tegninger og værst af alt så begyndte jeg for omkring ét år siden at skrive en historie. Grunden til at jeg vinkler det negativt er at jeg ikke kan færdiggøre nogen af alle mine projekter.

I dag har været en hård dag! Jeg har været til basket stævne på skolen. -Hvilket vil sige at jeg har spænet rundt som en skoldet skid efter en bold. Jeg er ikke en sporty type, det fanger bare ikke rigtig min interesse. Efter basket stævnet tog jeg ned til byen og kiggede på garn sammen med en god veninde. Det var hyggeligt. Så mødtes jeg med min mor og vi købte ind og tog hjem! Så alt i alt var dagen i dag rimelig stille og rolig!

På fredag skal jeg være sammen med min eks-kæreste. Det er 2 måneder siden jeg har set ham sidst, det er 4-5 måneder siden at han knuste mit hjerte. Ung kærlighed er så besværlig. Jeg går stadig og håber på at vi en dag finder sammen igen. Vi fandt bare sammen på et forkert tidspunkt. Jeg elsker ham og jeg ved han elsker mig. Jeg troede ikke at der var muligt at ét menneske kunne få hvert sekund til at føles som evigheder. Det er svært at sætte ord på, men han tog godt nok pusten fra mig. Det hele var så godt og vi var som gøg og gokke! Jeg græd 2 dage uden at stoppe, da han havde sluttet det der ellers var så smukt. Jeg kunne ikke se grunden til at han skulle forlade mig, at han på trods af løfter bare ville forsvinde ud af mit liv. Ja i tænker nok hvad der skete, efterskolen, blot efter én uge gjorde han det forbi. Jeg var knust, og er det stadig inderst inde. Bare at skrive dette ned fælder jeg en tåre.

God aften! :)