Det regnede voldsomt, ubetalte regninger lå og flød, han vidste godt at han skulle betale dem, men denne trang til øl og andet spiritus var for stor. Han kunne godt beslutte sig for at han ville betale dem i dag, men hver gang han gik ud for at betale dem endte det med at han havde købt sig fattig i øl, vodka, gin eller anden alkohol. Han vidste at det ikke var sundt, men døden skulle have en årsag.

Hans datter Michelle ville ikke længere se ham, men det var jo også hans egen skyld, han kunne blot have været en bedre far eller i det mindste været der for hende da hun havde brug for ham, men han havde været for fordrukken og for svag til at indse, at han var ved at lave sit livs største fejltagelse. Det gav da altid et stik i hans hjerte, når han tænkte på den tid før alkoholen satte ind, det var en tid hvor alt var lykkeligt, nej det var ikke lykkeligt, men det var godt og han havde stadig sin familie. Han sad i sin stol med sin to årige søn på skødet og sin fire årige datter ved sin side og læste et eventyr fra H.C. Andersens samlede værker det var den grimme ælling som han læste for dem den dag. Han rystede sig selv ud af sine minder og fik en klump i halsen, for han vidste, at det var mange år siden og at intet kunne give ham hans lille dreng tilbage, og han ville nok heller aldrig få sin datters tilgivelse, desuden havde det aldrig gavnet nogen at gå ned ad memory lane. Han rystede som et lille barn i gråden, men uden den trøst kom farende som barnet ville kunne forvente, for der var ikke nogen som var der eller som gad at være hos ham når minderne tog over, og det førte blot en øget lyst til de stærkere drikke, jo mere han blev mindet om ulykken og tiden før blev hans trang til at drikke og glemme større og større.

Hans bedste ven Mike var død så sent som i sidste måned, død fordi leveren havde svigtet og det var alkoholens skyld, hvis man skulle tro hvad lægerne havde sagt. Han havde forsøgt at komme ud af det mange gange, men det var ikke let, hver gang havde han holdt et par dage før at det forfærdelige skete, det som altid skete når han ville lægge alkoholen fra sig for altid. Han var begyndt at se ting, ting som ikke var der eller ting der ikke burde kunne ske, en hund, en kat, men det der skræmte ham var, at det så ud som om at væggene begyndte at komme nærmere, som om de havde ben at gå på. Han ville væk, men den farlige og nådesløse ven som han havde stiftet bekendtskab med, hvis navn alle kendte som alkohol, var der hele tiden og var ikke til at komme af med igen, selvom han tryglede og bad den om at forsvinde, var den der som en nådesløs og ondskabsfuld ven, der ikke var en ven overhovedet, men som havde fået betegnelsen, fordi den havde været der for ham, da det hele var begyndt at gå ned af bakke. Når han havde skullet forsvare sit drikkeri over for familien eller vennerne havde han i begyndelsen sagt at det var hans eneste frelse, den eneste ven som virkelig forstod ham, men med årerne begyndte han at tigge den sin såkaldte ven om at gå og lade ham være i fred så at han kunne få sit liv tilbage, men den havde blot grinnet og sagt: "Du vil ikke holde fem minutter uden mig. Du har brug for mig og du kan ikke leve uden mig! Du vil ikke kunne holde ud at blive mindet om hvad der skete med din søn hver evige eneste dag, hvilket du vil blive, hvis ikke jeg er der til at hjælpe dig med at glemme." med disse ord fik alkoholen altid sin vilje og tvunget ham til at drikke mere og mere.

Han mærkede en pludselig smerte, den var stærkere end nogensinde før, disse smertes udbrud var kommet hyppigere og hyppigere, det var som at gå igennem ild, men en som ikke syntes at kunne blive slukket. Han vidste at han burde søge læge, men han var bange for hvad det var han fejlede, han vidste at lægen ville sige at han skulle stoppe med sit drikkeri. Imens den sidste smerte fortog sig, faldt han ind i dødens lange og drømmeløs søvn, endelig fred for den ubarmhjertige ven som havde fulgt ham så længe.