Jeg vil slå mig i hovedet med en hammer.

Mine fødder bevæger sig konstant mens jeg triller frem og tilbage på stolen. Mit hovede luller fra den ene side til den anden, kun for at stoppe en kort stund ved hjælp en hovedrysten. Trætte øjne kigger rundt i lokalet i et forsøg på at holde sig vågen. Mine sløve ører opfanger lyden af suk og gab. Computerers tastatur giver genlyd, mens lærerens stemme forsøger at fastholde den minimale opmærksomhed.

Jeg føler mig rastløs. Mine øjne bliver draget af vinduet. Det vækker lysten til at komme ud, væk fra lokalet. Mine tanker begynder at vandre steder hen, hvor de ikke skal være. Fingrene sitrer efter at få lov til at skrive facebook i browseren. Det er uimodståeligt. Når det hele føles så langtrukkent, længes man efter en form for pause. Et pusterum. En oase.

Fingre på bordet trommer lydløse sange. Den kvælende døsighed hænger over hovederne.

Hvis jeg stirrer længe nok, vil opgaverne løse sig selv? Mit hovede er løbet ind i en mur. Jeg kan ikke finde hovede og hale på opgaverne. Hvad er op og hvad er ned? Jeg får opstillet differenskvotienten, jeg får reduceret udtrykket. Hvordan finder jeg grænseværdien? Jeg får læst artiklen, jeg ser på spørgsmålene, men hvordan skal jeg besvare dem? Mit hovede er et blankt stykke papir. Jeg prøver at tvinge pennen til at skrive, men det skriver med usynligt blæk. Intet svar kommer frem.

Hvordan kan jeg få det til at stoppe? Denne vægt i mit sind, der tynger. Den drukner mine tanker og alle svarene til spørgsmålene. Som jeg kigger ud af vinduerne på mit fængsel ser jeg frihed. Jeg ser, hvordan mine tanker kunne flyve frit som fuglene. Men de sidder spærret inde af dette lokale. Af obligatorisk læring, som mit hovede ikke kan forstå.