Tårerne presser sig på.
De svier i øjenkrogene.
Stædigt presser jeg dem tilbage,
men lige så stædigt presser de frem.
Jeg nægter at tabe denne kamp.
Jeg vil ikke græde.
Ikke over dette.
De ligger altid på lur.
De er klar til at gribe chancen
når jeg bliver overvældet.
De gør klar til kamp
når mine følelser overfalder mig.
Når min psyke laver udsving.
Med sig bringer de en smerte.
En smerte, der sætter sig i brystet
og sender rystelser ud i hele kroppen.
Som fugle hakker og flår de
i mit hjerte med deres næb.
Det er værst, når ubehagelige lysende øjne
retter deres blik mod mig.
De lyser rødt af vrede.
Det er som en bombe, der springer
når deres læber lader ord hagle ned over mig.
Når de sigter deres pistol
og affyrer ord som projektiler.
Jeg føler mig svag.
Svag i deres hånlige øjne
med mine mange følelser.
Svag, når følelserne
tvinger mig i knæ.
Den sætter min sårbarhed
til offentligt skue.
Tårerne svier i øjenkrogene.
Jeg kæmper stadig
for at holde dem tilbage.
Jeg kæmper for at bevare min facade,
som viser, at jeg har det okay.
Men den krakelerer langsomt.
Den smuldrer mellem hænderne på mig.
Mit skjold forsvinder.
Jeg har kun min sårbarhed at vise.
Nøgen som jeg står kæmper jeg stadig
for at bevare værdigheden.
Værdigheden, som mine egne følelser
har frarøvet mig.
Langsomt bygger jeg mit forsvar op igen.
Men tårerne presser sig atter på.