Den faldende støvregn binder mig i en trance. Jeg kan ikke se væk. Mine øjne hænger fast til de små dråber, der blidt falder ned fra himlen.

For lidt siden stod det ned. Lyn skabte kløfter på himlens mørke hvælving, mens tordnende brag slog mod trommehinden. Det var et mareridt. Hele himlen var i oprør og kæmpede mod hinanden. Men nu er alt stille. Kun den blide støvregn er tilbage. Som et minde om det uvejr, som havde raset højt over jordens overflade.

Lige som os. Himlen havde raset lige som os. Jeg ved ikke, hvad der skete. Det ene skældsord tog det andet. Vores ophidselse opildnede den anden, til en vulkan af følelser og vrede gik i udbrud. Jeg mente ikke, hvad jeg sagde. Det gjorde du sikkert heller ikke. Men sket er sket. Jeg kan ikke gå tilbage, selvom jeg ville ønske, at det var muligt.

Støvregn falder blidt fra himlen. Den binder sig sammen med den sorg, jeg føler. Min fortrydelse. Det er et symbol på, hvordan vores forhold endte. Den falder blidt som mine tårer. Saltet blandes lydløst med det ferske vand. Himlen visker følelserne ud. Snart er der ikke andet end en tom skal tilbage. Tom. Uden følelser. Sammen viskede vi dem ud.