Jesper og jeg sad begge og stirrede ned i vores tomme dåse sodavand, vi sagde ingenting. Vi sad bare og tænkte over de sidste par dages hændelser. Øjnene var røde og poserne under øjnene var lange, et tydeligt tegn på søvnløse nætter med hvileløs vandren rundt i lejren. Folk kom stille og roligt ud fra spiseteltet, men vi havde ikke lyst til aftensmad. Vi havde ikke lyst til noget, vi ventede bare på at dagen var ovre. De sidste par dage havde vi været i lejren, men vi havde næsten ikke spist noget, men vi havde trænet. Meget. Vi havde brug for at komme af med vores aggressioner. P.K kom ud af teltet og satte sig ned ved siden af os.

"Telefonerne er åbne igen." Sagde han.

Jeg kiggede på Jesper og nikkede, vi rejste os på samme tid og gik imod telefonerne, vi havde ventet på det her. Da vi kom op til telefonerne, stod der et par soldater fra sanitet i kø.

Jesper, - "Skal vi vente til senere?"
   Mig, - "Nej, det skal gøres. Jeg bliver nødt til det."

Vi stillede os bag i køen og ventede. Det blev hurtigt min tur og jeg gik hen til båsen, jeg åbnede ikke døren, jeg stirrede bare på den. Hvad fanden skulle jeg sige. Hvordan skulle jeg forklare hvad der var sket, der var så meget jeg ikke måtte sige. Jesper kom ind og lagde sin hånd på min skulder.

"Er du okay?"
   "Ja, jeg tænker bare lige lidt."
   "Jeg sidder inde ved siden af, bank på væggen hvis du har brug for noget."
   "Tak."

Jeg stillede tidsskiven på døren og gik ind i båsen. Der var ikke andet derinde end en taburet og en telefon. På væggen var der skrevet en masse sætninger, nogle skrevet med sprit-tusch og andre var ridset med en kniv. Jeg Læste et par stykker inden jeg løftede røret, sikke en masse sludder. Toiletpoesi. Jeg tog en dyb indånding og trykkede telefonnummeret ind på min mor.
   Den ringede kun 1 gang inden den blev taget, hun måtte have ventet på mit opkald. Jeg plejede at ringe næsten hver dag, men det var 5 dage siden nu.

-"Hej Kristian" sagde hun glad.
   -"Hej Mor."
   -"Har du det godt?"
   Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, sad bare i stilhed.
   -"Kristian?" sagde hun stille, man kunne høre nervøsiteten i hendes stemme.
   -"Michael er død."
   Nu var hun helt stille. Man kunne høre at hun prøvede at bevare fatningen, hun vidste at hun ikke måtte græde nu.

Michael var min barndomsven. Vi havde været bedste venner siden 1. klasse og vi havde været sammen lige siden. Vi havde spillet fodbold sammen, cyklet rundt i skovene sammen. Været på ferie sammen. Vi var også startet i forsvaret sammen og det havde været en fælles beslutning at tage af sted til Afghanistan. Vi havde begge elsket forsvaret og ville gerne ned og kæmpe for Danmark.
   I 2009 fik vi muligheden og tog med på ISAF 8. Vi var endda i samme gruppe, så det var helt perfekt for os.

-"Kristian? Er du der?"
   -"Ja ja."
   -"Er der sket noget med dig?"
   -"Nej, jeg har det fint. Bare lidt småskrammer."
   -"Har du snakket med hans mor?"
   -"Nej ikke endnu. Ved ikke hvad jeg skal sige."

Billederne af Michael for igennem hovedet på mig. Vi havde været ude på en fodpatrulje og Michael var gået på en IED, kun 10 meter foran mig. Jeg blev blæst bagover af eksplosionen, men jeg var alligevel den første henne ved ham og han var stadigvæk ved bevidsthed da jeg lagde tourniquet på hans ben. Jeg kunne se at han skreg af smerte. Begge ben var flået i stykker til lige over knæet, han havde brandsår på begge arme og hans hovedet var helt sort af jord og støv. Tårerne væltede ned af mine kinder og blandede sig med blodet i min mund, men jeg havde ikke tid til at tørre dem væk. Jeg skulle redde Michael, det var det eneste der betød noget. Mine ører ringede og jeg kunne ikke høre hvad der kom fra Michaels læber.
   - "Spar på kræfter Michael. Du får brug for dem."

Min mors stemme bragte mig tilbage igen, jeg tørrede hurtigt tårerne af min kind. Kunne stadigvæk ænse smagen af jern.
   -"Skal jeg ringe til hende for dig?"
   -"Nej det behøver du ikke. Det er bedre at jeg ringer."
   -"Det tror jeg også. Hvornår skal han begraves?"
   -"Onsdag, vi flyver i morgen."
   -"Okay, vi skal nok komme og hente dig, så kan du lige komme hjem og få lidt ro."
   -"Tak. Vil i med til begravelsen?"
   -"Ja selvfølgelig."
   -"Okay, jeg smutter igen så jeg kan nå at ringe til Lone."
   -"Det er i orden Kristian. Er du okay?"
   -"Ja det tror jeg. Jeg ringer senere når jeg ved hvornår jeg lander."

Jeg lagde røret på og begyndte at græde. Jeg havde ikke grædt siden vi sendte Michael afsted med helikopteren. Jeg havde hurtigt overlevet en MIST til lægen i helikopteren og så snart han lettede fra jorden blev jeg overvældet af tårerne.

Jesper åbnede døren og kiggede bekymret på mig.
   -"Må jeg komme ind."
   Jeg sagde ikke noget.
   Han kom indenfor og satte sig på hug foran mig og lukkede døren bag sig. Han lagde trøstende sin hånd på mit knæ.
   -"Det skal nok gå Kristian, i morgen flyver vi hjem og så får han en flot begravelse. Så får du sagt ordentligt farvel"
   -"Ja, men hvad fanden skal jeg sige til hans mor? Jeg har kendt hans familie i 18år. Jeg kalder hende for helvede for mor." Frustrationen skar igennem min stemme.
   -"Jeg ved det godt og det skal du blive ved med. Men det skal du ikke tænke på nu. Lige nu skal du bare sørge og tænke på ham."
   -"Jeg bliver nødt til at ringe til hende."
   -"Ja, men bliv du bare siddende og ring når du er klar."

Han rejste halvvejs op og tog mit hoved ind til hans bryst, klappede mig på ryggen og rejste sig op.
   Han tog en pakke cigaretter op af lommen og rakte dem mod mig.
   -"Vi må ikke ryge herinde." fik jeg fremstammet.
   Han smilede for første gang i flere dage, -"Jeg er ligeglad. Det er du også i dag."
   Jeg nikkede og tog en cigaret. Han rakte lighteren frem mod mig og tændte den. Han lagde en cigaret mere ved telefonen. - "Jeg venter udenfor. Tag dig god tid. Hvis der er nogen der brokker sig, skal jeg nok snakke med dem."

Han lukkede døren og jeg kunne høre at han pillede ved tidsskiven. Så fik jeg lige 30minutter mere.
   Jeg sad og kiggede på ilden der langsomt spiste af cigaretten. Jeg tænkte på Michaels liv der nu var slut. På alle de ting vi havde lavet sammen. Han var kun blevet 24år. Da ilden kom til filteret græd jeg ikke mere. Jeg rettede mig op og løftede telefonen. Jeg kunne nummeret i hovedet og begyndte at trykke det ind på telefonen. Da jeg havde trykket det sidste tal ind, begyndte lejr højtaleren at skratte, -"Stand by for broadcast: OP minimise, OP minimise."

-"Fuck." hviskede jeg til mig selv og lagde røret på.
   2. Deling er ude at køre. Jeg rejste mig op og lod den anden cigaret ligge, jeg skyndte mig ud af containeren. Jesper stod alene udenfor og ventede.

-"Nåede du at ringe?"
   Jeg rystede på hovedet og satte i løb. Resten af gruppen var allerede ved at tage deres udrustning på, sergenten råbte, -"Vi kører om 2 minutter!" Da vi sad i køretøjet kunne vi høre over radioen, "9.0 her er 1.5. anden deling er kørt på en IED. De har 2 sårede, men de er begge stabile. Vi afventer opsiddet på køretøjerne i tilfælde af at de har brug for støtte"

Jeg kiggede Jesper i øjnene, vi var begge lettede. Måske skulle vi ikke ud i dag.
   Jeg kunne se han tændte en ny cigaret og kiggede på mig spørgende.
   -"Jeg ringer til hende bagefter."
   Jesper nikkede forstående. -"Hun bliver glad for at du ringer."
   -"Det ved jeg godt. Jeg trænger også til at snakke med hende."
   Jeg lænede mig tilbage i stolen og lukkede øjnene. Bare lige for et kort øjeblik.

Jeg måtte være faldet i søvn. Kunne se de andre var ved at tage deres udrustning af og ligge det på deres plads i containeren. Havde siddet med geværet i den ene hånd, magasinet i den anden. Klar til at lade op og drage afsted. Jesper stod og snakkede med vores delingsfører, jeg kunne se at han holdt øje med mig ud af øjenkrogen. Jeg nikkede til ham og pakkede roligt magasinet væk igen og begyndte at traske ned mod telefonerne. Det var først da jeg satte mig ved telefonen at det gik op for mig at jeg stadigvæk havde både kampvest og hjelm på.
   Løftede røret af telefonen og satte den i spænd imellem øret og skulderen, sad stadigvæk med riflen i min højre hånd. Jeg tog en dyb indånding og trykkede Lones nummer ind. Den ringende 4 gange før den blev taget.

"Kristian?"