Jeg er egentlig ikke noget specielt. Jeg er 195cm høj, lidt højere end de fleste, men det burde ikke have noget at sige, tror ikke at Hun er tiltrukket af høje mænd. Jeg har lyst hår og blå øjne, men det er der så mange andre der også har. Så jeg forstår ikke hvorfor Hun valgte mig, men det gjorde Hun altså.
   Vi har kendt hinanden i snart 7 år, eller, det vil sige, hun har kendt mig i snart 7år, jeg vidste ikke hvad hun var for én, før et par år senere. Vi stiftede bekendtskab første gang i Mellemøsten. Lige der, i stanken fra afbrændte bildæk og legende børn. Der kom Hun til mig, Hun sagde ikke noget. Det gjorde jeg heller ikke. Vi mærkede bare hinanden.
   Jeg rejste rundt i Mellemøsten i 7måneder før jeg endelig kunne komme hjem. Og siden den første dag jeg mærkede Hende, var det som om hun altid var i nærheden. Når jeg kiggede mig over skulderen var Hun ikke at se, men jeg kunne mærke at Hun var der, et eller andet sted. Jeg tror ikke at Hun gemte sig, tror bare at Hun nød at mærke mig. Hun havde ikke brug for at se eller snakke med mig, Hun ville bare gerne være tæt.
   Da jeg kommer hjem, kan jeg ikke mærke Hende mere. Hun er som forsvundet. Savner Hende ikke, men alligevel føler jeg mig tom indeni. Som om jeg mangler noget. Den første måneds tid går med at rejse rundt og gense familien. Først, sammen med min mor. Og bagefter min far. Hver deres side af familien. De smiler og udtrykker at de er glade for at jeg er hjemme igen, de spørger tit om jeg har oplevet noget spændende og det har jeg, kan bare ikke rigtig huske det, det er lidt akavet. Så lærer mig selv en remse som jeg kan fremsige når folk de spørger. Det virker meget godt.
   Et par måneder efter min rejse, holder min fætter 25års fødselsdagsfest og jeg glæder mig. Glæder mig til at se hele familien igen, har ikke snakket med dem længe, har følt mig distanceret efter at jeg er kommet hjem. Det er egentlig ikke bevidst, men har bare haft så travlt med andre ting.
   Det er en hyggelig fest, vi får noget godt at spise og der mangler hverken øl eller vin. Der er pyntet op med flag og balloner i loftet, det føltes rart at være tilbage. Vi griner og har det sjovt. Jeg er lidt tilbageholdende og drikker ikke så meget som jeg har lyst til, har ikke drukket så meget alkohol de sidste par år og jeg ved at jeg ikke kan holde til de samme mængder som de andre. Men det gør ikke noget, der er ikke nogen der lægger mærke til det. Som aftenen skrider frem bliver folk mere og mere fulde. På den gode måde, de synger og klapper og har det mægtigt. Det har jeg også. Min kusine har taget en af balloner ned og vi slår den rundt i luften over bordet. Pludselig rammer den gløden på en cigaret og giver et ordentlig brag. De griner højere og tager endnu en ballon ned. Jeg rejser mig for at gå på toilet, men der er optaget, så skynder mig udenfor i måneskinnet. Da jeg kommer ud af hoveddøren, så står Hun der. Hun nikker venligt og giver mig et kæmpe knus. Har aldrig mærket Hende på den her måde før. Kan mærke hvordan varmen spreder sig i min krop og mit hjerte pumper som det ikke har gjort længe. Jeg føler mig virkelig i live.
   Vi sætter os om bag ved, på en bænk, vi kan høre ballonerne sprænge indenfor. Vi snakker længe, i over én time. Pludselig kalder min far. Jeg nikker til Hende og går min far i møde.

- "Nå der er du, fryser du ikke?"
   - "Nej, det er okay"
   - "De andre har spurgt efter dig"
   - "Trængte bare lige til lidt frisk luft"
   Kan ikke huske hvad jeg snakkede med Hende om, kan bare huske at jeg følte mig lettet bagefter. Som om der blev fjernet 200kg fra mine skuldre.
   Dagen efter vågner jeg op med kraftig hovedpine og min far griner af mig.
   - "Troede ikke at du fik så meget at drikke?"
   - "Troede jeg heller ikke."
   Vi sidder og spiser morgenmad, rundstykker og et fejlagtig forsøg på blødkogte æg. Vi griner af det, mens vi snakker om at jeg skal hjem til mig selv.

- "Skal jeg ikke køre dig?
   - "Nej det behøver du ikke, det tager samme tid i toget"
   - "Vi kunne tage fordi et sted og få noget at spise på vejen"
   - "Kan vi ikke gøre det en anden dag?"
   - "jo, det kan vi vel, hvornår ses vi igen?"
   - "Snart tror jeg."
   På vej hjem i toget sidder jeg og tænker over aftenen inden. Det havde været rigtig hyggeligt og så kom Hun. Hvor kom Hun egentlig fra? Hun var der bare lige pludselig. Kan også mærke Hende nu, rejser mig op fra sædet og spejder efter Hende, men Hun er ikke til at se. Overbeviser mig selv om at det bare er noget jeg bilder mig ind og tager mine hovedtelefoner på. Måske kan lidt musik distrahere mig.
   I det næste stykke tid ser jeg Hende jævnligt. Nogle gange derhjemme, andre gange når jeg er ude i byen. Vi smiler ikke når vi ser hinanden, vi er så tæt at det er overflødigt. Hun kommer bare altid når det er ubelejligt. Det begynder at irritere mig og da jeg nævner det for Hende bliver hun sur. Vi råber og skriger i lejligheden, så højt at underboen banker på for at høre om alt er okay. Hun står nogen gange udenfor lejligheden og kigger på at jeg ligger i min seng, men jeg ignorerer Hende. Jeg gider Hende ikke mere. Når vi møder hinanden i byen snakker Hun til mig, jeg svarer bare ikke. Så går Hun bag ved mig og snakker til mig imens jeg handler ind. Meget frustrerende. Også for min nye kæreste, hun siger at jeg er distraheret. Jeg siger at hun skal blande sig udenom. Hun forstår det bare ikke. Hvad skal jeg gøre? Jeg gør alt hvad jeg kan for at holde Hende på afstand og alligevel kan jeg ikke slippe af med hende. Til sidst takker kæresten også af, hun vil ikke være i et forhold, så længe en anden fylder så meget i mit liv. Det kan man jo ikke bebrejde hende. Så er det bare mig og Hende igen.
   De næste par år snakker jeg mindre og mindre med familien. Men jeg snakker med Hende. Næsten hver dag. Vi er ikke venner og vi skændes altid. Men alligevel bliver Hun ved med at komme. Det er som om at Hun bliver stærkere jo mere vi skændes, jeg syntes bare at det dræner mig for energi.
   En dag skal jeg ned og snakke med en, Kurt, en af min chefs bekendte. Vi sidder i hans lænestole og snakker om min hverdag, han er meget interesseret i min rejse. Har ikke snakket om den længe, men det er ikke noget problem at genkalde minder der fra. Efter et par timer er vi færdige, han syntes at vi nåede langt og at jeg skal komme igen ugen efter. Jeg ved ikke helt hvad jeg syntes, syntes at var lidt underligt at sidde og snakke med en fremmed om sådanne ting. Men jeg møder da også op ugen efter og vi snakker lidt mere om det hele og da jeg er færdig med at fortælle om hvad jeg har lavet siden sidst spørger han ind til Hende.
   Han kender hende godt.