En forfriskende brise blæste i gennem de grønne bøgetræer, i det aftensolen reflekterede i ølflasken på bordet, der nu næsten var tom. På trods af denne idylliske scene, midt i Kongens Have, var mine klassekammerater og jeg ikke kommet for at nyde naturen; tværtimod skulle vi holde fest med de andre klasser fra gymnasiet. Normalt deltog jeg ikke i disse fester, men da det var den sidste gymnasiefest inden vores afgørende eksamener, vidste jeg, at det var sidste chance for at deltage i en fest, før den hvide hue kom på hovedet og virkeligheden dermed stod for døren. Det var derfor også lidt af et chok for mine klassekammerater, da de så mig dér midt på plænen, dansende til lyden af The Beatles fra Steens spritnye rejsegrammofon, som han havde fået i gave fra sine forældre. Egentlig kunne jeg ikke fordrage Beatles og deres simple poptekster, der efter min mening ikke kom i nærheden af Bob Dylan og hans fantastiske lyriske univers. Dylans tekster handlede om alt fra de sortes rettigheder til dybtfølt kærlighed, mens Beatles blot kunne komme med flade historier, der ikke bidrog til meget positivt for den nye generation, som nu var på vej til at overtage verden.
   Dette tankemylder om musik og lyrik gjorde mig fraværende fra festen, som nu stod på sit højeste; der blev skålet fra alle sider, og flere af deltagerne havde fundet en af det modsatte køn at danse med. De fleste af drengene nikkede anerkendende til hinanden, i mens de holdt deres dansepartnere tæt ind til sig. Jeg selv stod alene på det selvopfundne dansegulv, og i et akavet øjeblik så jeg op på himlen, der nu var forvandlet til nattens mørke med en stjerneklar himmel, der var så smuk, at ikke engang Van Gogh kunne have gjort det bedre. Denne kraftbetonede og belysende stjernenat antændte gnister dybt inde i mig, og efterhånden stod det nærmest skrevet i stjernerne, at det skulle blive en særlig aften, hvilket det i sandhed også blev. Det helt særlige stod nemlig et stykke fra mig. Jeg indså det, i det øjeblik mine øjne gled ned fra himlen og fandt en smuk, mørkhåret ung kvinde, der stod forsigtigt og så på de dansende par. Hendes sammenfoldede hænder og søde, glimtende øjne gjorde mig med det samme betaget, og jeg følte, at netop vi havde tilbageholdenheden til fælles.
   Jeg betragtede hende fortsat og bemærkede nu alle hendes detaljer. Hendes yndige lyserøde mund, med det generte smil, den blomstrede kjole og hendes mælkehvide hud, der skilte sig ud fra hendes ellers mellemøstlige udseende. Hun var skøn som alle Uranus' måner til sammen; som Kierkegaards Cordelia og Shakespeares Juliet. Alt det pladder vi havde læst, fordi vores pensum påtvang os det, blev pludselig til virkelighed, og det gav nu så meget mening, at jeg blev svimmel og måtte tage mig til hovedet. Jeg trak vejret dybt ned i mine lunger og tog den skæbnesvanger beslutning; den mystiske pige skulle blive min. Ganske uerfaren var jeg dog i kvindeerobringens kunst, men i det øjeblik, var mit berusede hoved hverken ramt af generthed eller tvivl.
   Jeg valgte at gå til min gode kammerat Tore, der stod sammen med nogle andre ved broen til Rosenborg Slot, da han om nogen vidste, hvordan man indledte en samtale med en fra det modsatte køn. Til mit held kendte han allerede til pigen og kunne fortælle, hvem hun var. Der var tale om den dansk-tyrkiske Emine Hatun, som jeg senere fandt ud af var opkaldt efter en sultans kone fra Osmannerrigets tid. Hun gik i 3.U, og udover at være smuk, var hun sproglig, hvilket kun gjorde min begejstring endnu større. Tore var dog ikke selv særligt imponeret over Emine; tværtimod syntes han, hun var kedelig og var uforstående over, hvorfor jeg spurgte så meget ind til hende.
   Der gik ikke lang tid før Tore havde forladt mig for et mere spændende bekendtskab, og jeg stod igen på egne ben. Min Emine sad nu på en bænk og var faldet i snak med en anden pige, der formentlig var hendes veninde. Emines skønhed forblev, men mit eget mod og selvtillid var ved at aftage; hvis det egentlig på noget tidspunkt rigtig havde været der. Jeg nærstuderede på afstand, hvordan hun legede med et stykke tyggegummi i munden; hendes heftige kæbebevægelser, i et nærmest aggressivt tempo, afskrækkede mig, og jeg blev for alvor usikker på, hvordan jeg skulle bære mig ad. Jeg stod afventende, og da veninden af uforklarlige årsager forlod sultaninden af Kongens Have, til fordel for pøblen af drenge, så jeg mit snit til at komme, som den heldige Klods Hans, og spørge om hendes hånd. Langsomt gik jeg frem med mit hjerte hamrende, som en hær af arabiske trommer, og en dunkende puls helt ud til spidsen af mine ører. Jeg var nu næsten henne ved bænken og rømmede min hals, idet hun med sine funklende øjne så op på mig. I et kort øjeblik gik jeg i panik, og jeg spurgte derfor, dum som jeg var, om hun havde en cigaret, hvilket hun afviste. Hun var tydeligt ligeså utilpas ved situationen som jeg selv, og jeg valgte derfor at ønske hende en god aften, hvorefter jeg returnerede til min tidligere plads; ramt af dyb skuffelse og pinagtighed.
   Jeg greb ned efter flasken fra ølkassen ved siden af mig, i et håb om, at de brusende dråber af guld kunne føre mig til en omtåget verden, hvori jeg ville glemme tid og sted. Himlen var fortsat stjerneklar, og da jeg tog den første slurk af min øl, betragtede jeg månen og fik et sus ned i maven, ved tanken om, hvor mange af mine forfædre, der havde været vidne til det samme syn. I mens jeg stod i min egen filosofering var Emine og hendes veninde genforenet, og de rejste sig nu begge fra bænken, samtidig med at Emine smed sit søndertyggede tyggegummi i skraldespanden og rettede på den stadig blomstrede kjole. Jeg vidste nu, at min chance for at gøre kur til denne tyrkiske skønhed var ved at være forbi, hvilket fik mig til at tage en ny slurk fra flasken. Da mit blik landede på Emine igen, fik vi øjenkontakt, og hun smilede nu til mig som en uskyldig engel. En varm fornemmelse flød i gennem min krop, og jeg følte nu endelig den lyksalige bekræftelse, som jeg havde hungret efter det meste af aftenen. Oplevelsen var dog kortvarig, for der gik ikke lang tid før Emine vendte mig ryggen og nu gik væk fra festen og Kongens Have. I et split sekund overvejede jeg at indhente dem og spørge efter en adresse eller telefonnummer, men indså hurtigt, at det forsøg ikke ville ende godt. Min chance var forspildt, og jeg satte mig nu over til den bænk, Emine havde siddet på ved vores første og sidste stævnemøde. Sædet var stadig varmt, og jeg kiggede nu ned i skraldespanden for at søge efter et mere permanent minde om min søde og milde Emine Hatun. Det endte med, at jeg fik fisket hendes tyggegummi op fra affaldet, og med rullende bevægelser med tommel- og pegefinger, fik jeg gjort tyggegummiet til en rund kugle og lagde den forsigtigt ned i min lomme. I situationen forstillede jeg mig, at jeg var med i en film og publikum på det tidspunkt ville tænke, at jeg nu var kommet ud på et skråplan; som den gamle Humbert Humberts syge besættelse af den mindreårige Lolita.
   Jeg sad nu bare dér på bænken. Som et stykke lemlæstet tyggegummi, der havde været i gennem en kraft så stor, at det nu bare ventede på at blive nedbrudt af den nådesløse Moder Natur.