Det er en varm sommerdag, mine forælder sidder ude i haven, og snakker. Jeg ved godt, hvad de snakker om. Nemlig mig. De snakker om hvor umulig jeg er. Det gør de altid. Hele sommeren har de ringet rundt til folk, for at høre om nogle gad have mig, eller om nogle kendte en børneinstitution, hvor jeg kunne være. Efter mit eget hovede er jeg ellers ganske normal, sådan da, men mor og far synes, at der er noget helt galt. Hvad det er, ved jeg ikke. De gider aldrig fortælle mig det. Hvergang jeg spørger, får jeg bare den kolde skulder og et opgivende blik.

Sommerferien er lige begyndt, og jeg glæder mig ikke til, at den stopper. Skole har aldrig været min stærke side, det at sidde i flere timer i brændende varme og høre efter, det er ikke lige mig. Mine forældre har derfor besluttet at sende mig på en sommerlejr i håb om, at jeg får mere disciplin og lærer noget mere. Sommerlejr er en mærkelig ting. Tænk dig at sidde i en skov fuld af lodne små dyr, og sove i et utæt telt i 5 dage. Heldigvis skal min bedste ven med, eller han er ikke min bedste ven, han er bare den eneste, som gider at snakke med mig.
   Min mor suser rundt som en stukket gris, for at finde alle de ting som jeg skal have med på lejren. Tandbørste, skiftetøj, undertøj, toiletpapir og meget mere. "Mor det er altså kun 5 dage" siger jeg irriteret, imens hun hælder en hel stak undertøj ned i min kuffert. Hun ignorerer mig bare, og pakker videre. Far råber fra køkkenet, at der er et opkald til mig. Jeg skynder mig derud imens jeg tænker på, hvem det mon kunne være. Jeg løfter røret og høre David's stemme, "Jeg kan ikke ikke tage med på lejren. Jeg er blevet syg" Jeg stirre tomt ud i luften. Jeg havde glædet mig så meget til den tur med ham, og nu kommer jeg til at være alene på hele turen, og det værste af det hele er, at jeg ved, at min mor ikke vil lade mig aflyse. Jeg smækker røret på uden at sige et ord til David.
   "Har du nu husket det hele?" Min mor gennemroder min kuffert, for at tjekke om alt er som det skal være. Hun giver mig et kys på kinden, "Vi ses på Fredag!" jeg står og kigger længe efter at bilen er væk. Jeg ved ikke hvor længe jeg står. Måske 5 minutter, måske en halv time. En af lejrens ledere kommer hen og tager stille fat i min skulder. De siger, at jeg skal komme med hen, og sætte teltene op. De fleste af teltene er hullede som gamle cowboybukser, men det er enten det, eller sove i fri natur. Sikke en møg lejr. De voksne er i gang med, at lave suppen, som skal være vores aftensmad, men den stinker af daggammel bræk. "Kom herop og tag en skål! Det er kogt på brandnælder og bark, hvilket vil sige, at det er sundt!" råber en af de ældre lejrledere. Jeg går ikke derop. De kan ikke få mig til at æde en klam suppe lavet af bark. Jeg nægter, og fordi jeg nægter må jeg ikke være med til aftenens aktivitet, træklatring. Jeg hader naturen, jeg hader træerne og jeg hader maden, og oven i det er jeg sat i et telt med den mest irriterende, lille naturekspert i verden.

Jeg vågner klokken 5 om morgenen. Det er den lille naturekspert der spiller på sin naturfløjte, som vækker alle. Der bliver kaldt til morgenmad, og jeg bliver ikke overrasket over hvad morgenmaden er. Resterne af suppen fra i går. Da alle har spist går jeg en tur, jeg vil væk fra alle de natur-fanatiske mennesker. Jeg går så langt som mine ben kan bære mig. Solen er ved at gå ned, hvilket betyder, at jeg har gået hele dagen. Jeg kan ikke længere se hvor jeg går. Jeg hører noget knase under mine fødder, det lyder som en gren. Jeg hører en bekendt lyd. Den lyder som den vilde ulv vi så i Odense Zoo sidste år. Jeg begynder at løbe. Dette var en dårlig idé, men man kan jo altid være bagklog. Der lyder et plask, og mine lunger fyldes med vand. Det svier inden i mig, og mine lunger skriger efter luft. Så bliver alt sort.
   Jeg vågner op til lyden af sporehunde og politifolk. "Han er her!" råber de imens de tager fat i mig for at trække mig op. Det hele er omtåget og jeg ved ikke hvad der sker, jeg ved bare at jeg ligenu ligger og hoster vand op. "Han trækker vejret!" Først da går det op for mig, at det er mig de har fat i. De tager fat i arme og ben og ligger mig ind i deres bil, for derefter at køre til sygehuset. Jeg ligger på bagsædet og lytter til deres samtale om, hvilken donut der er størst. Politifolk er latterlige. Det kan godt være, at de redder folk, men de er latterlige. Lugten af hospitalssprit hænger tungt i luften. Lægerne på sygehuset tager mig med, for at tjekke om alt er, som det skal være. De har sågar ringet til min mor og far så de ved besked. Deres opfattelse af mig bliver bare værre nu. Jeg ligger med lukkede øjne da de kommer ind. Jeg hører dem snakke om mig, om hvor umulig jeg er. Da hører jeg dem snakke om tante Frida. Tante Frida er min gamle tante som altid stinker af the, selvom hun ikke drikker the, og snakker som et vandfald. Hun har ingen børn selv, hvilket jeg godt kan forstå. Hvilken mand ville dog have børn med hende.
   De går hen for at vække mig, skønt jeg ikke engang sover. Min mor ser bekymret på mig, mens min far stirre ud af det store hospitals vindue, som om han ikke er tilstede. "Ask du kan ikke bare rende væk på den måde. Hvad tænkte du dog på? Dem på lejren blev så bekymrede da du ikke kom tilbage. Sådan noget må du altså ikke gøre! Du kunne være død!" Jeg lå bare og lyttede til hende halvt bebrejde sig og halvt skælde mig ud. Jeg sagde ikke et ord på hele hjemturen, men kiggede bare på regnen der dansede ned over vinduerne. Som løbere har de et kapløb om, hvem der kommer først i mål.
   Mor og far har kaldt på mig 15 gange nu. De vil have mig ned til dem så vi kan snakke. Jeg orker ikke snakke med dem. Jeg ved allerede hvad de vil snakke om; at jeg er umulig og at jeg skal opføre mig ordentligt. Da jeg kommer derned bliver jeg lettere overrasket. På den 3. stol ved bordet sidder tante Frida og kigger på mig. "Kom herned lille Ask" siger Frida på den mest klistrende falske måde der findes. Jeg sætter mig hos dem og kigger på dem alle en efter en.

Nu kom det jeg havde frygtet, og det kom som et slag i maven. Selvom jeg havde det på fornemmelsen, bliver jeg helt slået ud. "Du skal bo hos tante Frida fremover" lød ordene fra min mor. Jeg gad ikke engang spørge hvorfor. Jeg vidste jo godt hvorfor. "Vi tænkte også på, om efterskole ville være godt for dig. Du ved, hvor du bor hos andre mennesker, lærer deciplin og at klare dig selv. Ja vi har endda allerede meldt dig til." Frida prøver, at få det til at lyde som en god ting, selvom det bestemt ikke er det. Efterskole er kun for små overklasse børn, der ikke er de skarpeste knive i skuffen. Jeg kan mærke det svie i øjnene og tårerne hobe sig op. Jeg tørrer det væk med håndryggen og kigger ned. Frida fortæller at jeg skal pakke nu, så vi kan køre i aften.
   Jeg går som en zombie op, og pakker mine ting. Jeg kan stadig ikke fatte det. De vil sende mig hen til Frida. Frida! Det kan de ikke mene. Jeg smider vredt mine ting ned i en stor blå IKEA pose, og smider den ned af trappen. Frida samler den op og bærer den ud til bilen. "Hør jeg ved godt du ikke kan lide mig, men der er kun nogle uger til, at du skal hen til efterskolen alligevel." Jeg kigger ikke på mor og far da jeg går min vej. Jeg sætter mig ind på forsædet. Bilen lugter, nej stinker, af gammel luftfrisker og kattemad. Hun har sikkert 100 katte hvis ikke flere. I mine øjne er hun er definationen af en kattedame.
   Jeg ankommer hos tante Frida efter det der føles som timers kørsel. Min numse er stiv af, at sidde på hendes hårde forsæde og høre om, hvad hendes katte gjorde i går. Da vi går ind bliver jeg stående i døren. Lugten af røg og bitter grøn urtethe slår mig lige i ansigtet. Jeg følger Frida ned af den lange gang, der fører til mit værelse. Her ser ud som om, at der ikke har boet nogen i flere årtier. Mit værelse hos hende er mindre end badeværelset. Det eneste møbel er en seng man lige kan gå rundt om. Intet skab, ingen plads. Jeg stiller mine ting på sengen og lukker døren.
   Dagene går langsomt afsted. Det eneste jeg laver er, at sidde på en stol, og læse det samme Anders And blad fra 60'erne om og om igen. I morgen kører vi ud til efterskolen. Jeg har kigget på billeder derfra. Det bliver ikke godt, men det er bedre end Frida. Jeg glæder mig endda en lille smule, nok mest til at få mad, der ikke er sammenkogt lever med grøntsager, som åbenbart er det eneste Frida spiser.
   Vi læsser bilen med mine ting, og kører afsted. Turen tager kun en lille halv time og halvdelen af vejen derhen er en nedtrampet skovsti, med huller og buler over det hele. Vi kører om på den lille parkeringsplads, der hører til efterskolen, og holder stille. Jeg kigger lidt på bygningen, og jeg havde ret, det ligner et sted for rigmandsbørn og sløve hjerner.