Det er en anden dag i det samme liv, med de samme kolleger, de samme rutiner, de samme typer mennesker, der bogstavelig talt flyver til og fra forretningen. Han arbejder i kosmetikforretningen, som alle rejsende i Københavns lufthavn har været gennem, da den ligger i direkte forlængelse af security-tjekket. Den er klinisk rengjort og han træder over de nyvaskede fliser i sin habit, sorte lædersko og med sit skulderlange hår daskende over panden.
   Navneskiltet er i guld og staver med sorte, indgraverede kapitæler Nikolaj.
   Som så mange andre fra hans årgang oplevede han en enorm udlængsel i gymnasiet, som ikke blev tilfredsstillet af studieture, udveksling og skiturene, så da han havde fået huen på og i midt juli fået den af igen, kredsede hans tanker kun om at rejse. Så han tog af sted til Kastrup og da han ingen penge havde, nåede han ikke længere end kosmetikafdelingen, hvor han ansøgte og sagde ja til et job.
   I begyndelsen spurgte han ind til, hvor de rejsende skulle hen, delte deres drømme og ønsker for ferierne, misundte dem i sit inderste, men efterhånden blev de rejsende til kunder ofte slæbende med taske eller kuffert og interessen for menneskene forsvandt. Det blev til klassikerne som "hvad kan jeg hjælpe med?" og "Ellers andet?" og "På gensyn næste gang."
   Der er selvfølgelig en undtagelse. Kvinder af den lækre slags. Som for eksempel hende, der går målrettet imod Dior-afdelingen. Hun ligner en på 35, lyst hår, stramt siddende bukser (storbyferie) og en tynd sommerjakke (Madrid, Barcelona, Rom). Han skrår over mod hende, skruer smilet på plads, for nu skal der sælges.
   "Er der noget bestemt, De søger?"
   Hun reagerer ikke. Står nærmest frosset foran de fyldte hylder og mumler for sig selv.
   "Er der noget bestemt, De søger?"
   Om det er det formelle "De" eller fordi det er anden gang, han afbryder hendes tanker, ved han ikke, men det virker.
   Hun kigger halvt overrasket, mest forvirret op og afslører et par charmerende grønne øjne.
   "Undskyld, nej" fremstammer hun, "jeg mener, jeg kunne virkelig godt trænge til en ny parfume. Jeg plejer at bruge Dior."
   Han viser hende den nyeste, hun synes om den, men hun smiler på intet tidspunkt og de grønne øjne begynder at flakke. Som om der er noget hun skal holde øje med, som om hun faktisk ikke har tid til at være her. Hun fremviser flybillet, da transaktionen skal afsluttes, og Visakortet afslutter hele episoden med enerverende bip. Købet er godkendt og han er afvist.
   "God rejse til Stockholm," siger han, men hun er allerede på vej videre.
   Han glider ind i sig selv igen, betjener kunderne på en ikke-afvisende automatisk måde, med smil de rigtige steder og en forsøgsvis høflig afslutningsreplik.
   "Ellers andet?"
   Næste.
   "God ferie."
   Næste.
   "På gensyn næste gang."
   Han er på vej til pause og han trænger til en caffe latte og en chokoladecroissant, da en dirrende stemme river ham tilbage til virkeligheden.
   "Undskyld mig, frøken, men kunne De ikke hjælpe mig?"
   Han vender sig om og ser en olding, som øjensynligt tror, at det er en kvinde, han taler til. Nikolaj gør sin stemme så dyb som muligt.
   "De ønsker?"
   Et øjeblik virker den gamle mand forvirret, hans øjne er søgende, så samler han sig og kigger direkte på ham.
   "Ja, jeg leder efter en creme til min hustru."
   "Selvfølgelig. Hvad bruger hun, eller er der et mærke, hun godt kan lide?"
   Den gamle tænker sig grundigt om. Et øjeblik tror Nikolaj, at manden er faldet i søvn stående, men da kommer han atter til sig selv.
   "Da hun var yngre, holdt hun af et eller andet med flere e'er i."
   Han går mærkerne gennem. Selvfølgelig. Hans kone har klassisk smag.
   "Følg med," siger han og viser ham med en håndbevægelse, hvilken vej han skal gå.
   De går ned gennem to rækker med herredufte af den mere poppede slags. Beckham og Ronaldo. Hvert mærke til sin målgruppe, tænker han.
   De skifter fra herreafdelingen til kvindeafdelingen og kommer ned til rækken med Lauder-cremer og han vælger en af de mest solgte.
   "Er det denne her?"
   Den gamle kigger grundigt på den, men det virker ikke, som om han kan genkende den. Den bliver vendt og drejet et par gange. Det er jo også en ældre mand, minder Nikolaj sig på.
   "Er den god?"
   "Den er god mod rynker, strammer ligesom huden op," lirer han af.
   "Så skal det være den, knægt," siger den gamle med et smil.
   Nikolaj kan ikke lade være med at gengælde smilet. Den gamle har humor. De fleste ældre, der strømmer igennem, er halvgnavne og med det ene ben på vej i graven, så selvom den gamle først antog ham for at være en kvinde, er han sgu god nok.
   Nikolaj tager den og går mod kassen. På vejen derop lyder en ringetone fra en gammel Nokia, som bringer minder frem om hans første mobiltelefon. Han kigger sig tilbage og det virker som om, lyden kommer fra den gamles jakke. Den gamle lader ikke til at bemærke den. Han følger bare troligt med. Da de når disken, stopper telefonen.
   "Er der ellers noget, jeg kan hjælpe med?"
   "Nej, mange tak. Det var det hele."
   Han scanner cremen og fortæller ham prisen.
   "Et øjeblik, så skal jeg finde min tegnebog."
   Han tager sig til baglommen, så til jakkens inderlomme, men der dukker ingen pengepung frem.
   "Det må De meget undskylde", siger den gamle. Han tager rygsækken af og åbner rummene for finde sine penge.
   "Det var mærkeligt," mumler han, mens han fortsat leder videre.
   Nikolaj skal til berolige ham, da kvinden fra tidligere dukker op igen. Hende med de grønne øjne. Hende den lækre.
   "Der er du. Jeg har ledt og ledt og kunne slet ikke finde dig," siger hun med en stemme fyldt af bekymring. Ikke til ham, men til den gamle. Nikolaj bander over sig selv, da han indser, at han har glædet sig over gensynet, det har hans ansigt i hvert fald afsløret, derom er han ikke i tvivl om. Men det var ikke ham hun kom for, det var den gamle. Satans.
   Den gamle ser op og det er tydelig, at han genkender hende. Hans øjne åbnes og hele hans positur afslappes.
   "Kan du ikke hjælpe mig, Sandra?" Han vender sig mod Nikolaj. "Det er min datter." og igen vender den gamle sig mod hende: "Jeg kan ikke finde min tegnebog."
   "Den har jeg, far. Hvad skal du bruge den til?"
   "Den unge mand her har hjulpet mig med at finde en creme til mor."
   Hun smiler bedrøvet for sig selv. Han ser det, det gør den gamle ikke. Det sørgmodige fylder nu hendes smukke øjne og smilet stivner.
   "Hvad var det den hed, unge mand?"
   Nikolaj når ikke at svare. Sandra siger det og sørgmodigheden ligger latent i stemmen.
   "Estée Lauder."
   "Lige præcis, den holder hun så meget af."
   "Undskyld mig et øjeblik," siger hun henvendt til Nikolaj. "Tak for deres hjælp, men De har desværre spildt din tid. Vi skal ikke have den alligevel."
   Den gamle kigger uforstående på hende.
   "Hvorfor ikke? Mor vil blive glad."
   "Mor er død, far. Mor er død."
   Det er som et knytnæveslag, som slår vejret ud af ham. Han synker sammen og hans øjne fyldes af fortvivlelse og tårer.
   Hun tager fat om hans arm. Nikolaj kommer omkring kassen og hjælper ham på benene igen.
   "Han er ikke helt rask," fremstammer hun, men det er tydeligt, at der er noget, hun ikke fortæller. En sorg, der ligger dybt i hende.
   De forsvinder ud af shoppen, sikkert på vej mod gaten og af sted til Stockholm, hvad de så end skal der. Han står tilbage og kigger forundret efter dem. Han ved ikke, hvor han har det fra, men han ved instinktivt, at det er sandt, da han mumler for sig selv:
   "Det kommer til at ske igen."