Altid er han der
Konstant som åndedrættet
Men som åndedrættet, mærker man ham ikke
Før man tænker på ham.
Han er stille, dæmpet af dunede tanker
Men stadig hvisker han.
Stille, stille. Som kilden, der kravler ned af bjerget.
Sådan mødes han.
Som kilden, vækker han dig.
Måske blidt, som en sensommerstrøm
Måske braskt, som forårets brusende masser.
stadig hvisker han.
Du er vågen nu
Der er ikke plads til kilden her
Dæm den op, brems den
Overdøvet af dit arbejde, hvisker han stadig
Meningen i hans ord er åbenlys
Han er insisterende, tryglende.
Budskabet er uendeligt betydningsfuldt.
Stadig er hans røst kun en hvisken
Han bliver mere fortvivlet
Ordene er altafgørende
Du bygger dæmningen højere, stærkere
Men stadig hvisker han
Som kilden, der langsomt skærer sig gennem sten og fjeld.
Vil budskabet slide og erodere
Det vil blive forvandlet til en stormende flod
Hans røst er stadig blot en hvisken
Du glider, bare lidt
Hans hvisken er nu lyden
af træ og sten, der knuses
Dæmningen brister
Kildens fredelige bane
Overtages af flodens knusende march
Trampende, ødelæggende, befriet
River den dig med
Lyden af flodens arrige brusen
Lukker dig inde
Du klemmes og mases
Du hører hans hvisken tydeligt nu
Hans ord omslutter dig
Den brusende, voldsomme flod
Omfavner dig med en ømhed
Som kun en mor viser sit genfundne barn
Kroppen reagerer ikke
Den er nu blot en skal
Presset er borte
Ligesom dit jeg
Tomheden tvinger dig til at se
Du må prøve igen
Du fødes på ny,
Fra flodens vuggende livmoder.
Hans hvisken er tydelig og klar
Du kender ham, som en gammel ven
Du lytter til hans ord, denne gang
Prøv igen.