Hun foretrækker at se ligeud. Ingen dvale, ingen svingdøre. Kraks Vejviser ligger som spor lysende klare. Med faste skridt, en to, en to, ned gennem Nørrebrogade. Som en soldat på mission, observant og kampklar. Det er aldrig til at vide hvornår fjenden dukker op. Men når det sker, er det vigtigt, at kunne slå tilbage. En to, en to, folk flytter sig automatisk, som et hav der skilles. Hun gnasker lakridser som gælder det livet, det gør det også. Det er sprækken, den lille revne ind i fortiden. Mundvandet er sødt og salt. En pose lakrids er nem at købe og tømme. Tørheden kommer til kort, mens hun gør klar til næste træk. Træk og slip tænker hun, og så kommer hun til at le. For hun ser lokummets store mund sluge alle bekymringer. Ja, hun er rustet, skønt fødderne, dengang som nu, signalerer flugt. En to, en to, og ligeud.
Brevet blev postet midt om natten. Skrevet i et rasende afsindigt tempo, mens vulkansk aske kastede sit tunge støv i lejligheden.
Hvorfor var det ingen lettelse?
Der manglede et sidste hak, en direkte konfrontation, færdiggørelse. Skære ind til benet, kappe navlestrengen.
Her er det. Hun ser op på gadeskiltet, nu skal hun bare finde nummer 27 tredje sal til højre.
Tusind spidse nåle skærer i hjernen. Mylderet gør det umuligt, at finde den bane der tænker klart. Hændernes espeløv. Det forbandede espeløv, stadig efter så mange år.
Indkøbsposen, hun har sat den for hårdt fra sig på gulvet. Det sejler med rødvin, og hun har ingen reserver. Den er købt kun til Janni. Hvad så nu? Hun kan ikke forlade lejligheden, butikken er for langt væk. Hun sidder et øjeblik på køkkenstolen og ser på ødelæggelsen. Den blålig røde væske farver klinkerne. Tidsplanen er brudt. Irritationen og den manglende formåen fylder hende. Febrilsk optørring og aftørring. Stanken af spiritus rammer som en hammer, genkendelig og kvalm. Langt indeni sidder længslen som en lille prik.
Kødsovsen går nemt og gelinde. Mælkesovsen kan ikke fremskyndes, den skal kæles for. Hun når ikke salaten. Måske kan de lave den sammen? Dum ide. Men, så må Janni sidde på køkkenstolen og kigge på imens. Lasagnen er kun lige sat i ovnen, da dørklokken ringer.
Adræt som en ung pige springer hun ud i entreen. En varm uro fylder hele kroppen.
Janni bliver stående på dørtrinnet, tøvende med den venstre fod. For første gang, siden hun forlod arbejdet, ser hun ned. Klumpen i halsen får hende til at hoste: "Goddag", sige hun: "Her er jeg". Hænderne leger skjul bag ryggen.
Den lille kraftige kvinde, med det rynkede ansigt, og det grå hår, ligner ikke en, hun nogensinde har kendt.
"Men kom da ind", kvinden vifter fortvivlet om sig med armene. Det er tydeligt, hun har forventet de skulle give hånd. De træder ind i entreen. Der er lyst, pænt og ordentligt. Janni ser igen på moderen, nu mere grundigt. Hun er iført en let dueblå bomuldsskjorte, cowboybukser og et par nydelige sandaler. Tåneglene er velplejede og svagt lyserøde, selv håret sidder som det skal.
"Vil du hænge din jakke?" moderen peger mod knagerækken.
Janni nikker og hænger jakken på en fri knage.
"Du kan gå med i køkkenet, jeg er ikke helt færdig endnu".
De fortsætter gennem den smalle entre, forbi den åbne dør ind til stuen og ud i et stort, og lige nu yderst velduftende køkken. "Du kan sidde der", stemmen er en smule skarp.
Janni placerer sig ved det lille spisebord. Der står en skål med chips, en kande saft og to glas.
"Hvor blev jeg dog glad for dit brev, og for at det er gået dig så godt", siger kvinden ved skærebrættet.
Glad? Janni måber på kanten af stolen. Glad, hvem kan være glad? "Joh", tøver hun og tier så, til lyden af den hakkende grøntsagskniv.
"Tag en chips, mens du venter", kvinden vender sig om med hænderne i siden.
Et lille knap hørligt gisp undslipper Janni. Bevægelsen er kun alt for velkendt. Og kort efter breder gåsehuden og den frysende fornemmelse sig til hele kroppen.
"Vi spiser om en halv time, og nu er salaten færdig", kvinden eller rettere mor, hælder ingredienserne fra spækkebrættet ned i salatskålen.
Hun svulmer over af stolthed. Janni er blevet sådan en smuk ung kvinde. Det markerede ansigt lyser op over den blomstrede t-shirt. Hun ser så sportslig og stærk ud. Trangen til at række ud og røre ved hende er der. Men det går vist ikke. Hun mærker kulden fra datteren som en mur, mens hun krampagtigt favner skålen. "Skal vi gå ind i stuen?" det er et spørgsmål, men tonefaldet er en ordre. Hun fører an gennem entreen, ind til det veldækkede bord. Hun har gjort sig så umage, alt står på rette plads, og med et par tændte stearinlys i midten. Stilheden mellem dem er næsten ubærlig. Hun peger på den udvalgte stol ved bordet, den hvor hun selv plejer at sidde, med fint udsyn over det hyggelige rum. Hun anbringer skålen på bordet, og skal lige til at sætte sig.
"Lad os gå over i sofaen til vi skal spise", nu er det Janni der uddeler ordrer. Hun placerer sig i højre side op af de store puder med armene over kors.
Vera følger tøvende trop.
"Jeg er kommet for at snakke, ikke til hyggemiddag", siger datteren: "Det troede jeg du forstod".
"Men, vi skulle da gerne kunne spise lidt mad sammen", moderens hænder flagrer igen nervøst foran hende. Hænderne de forbandede hænder.
Janni ser på hende og hænderne. Hænderne gør de samme bevægelser nu som dengang.
"Du slog", hun hæver stemmen: "Du slog hele tiden, hver gang du ikke vidste hvad du ellers skulle. Hvordan tror du det var for en lille pige? Hvordan tror du det har været for mig at komme videre med?"
Moderen sidder helt stille i sit hjørne: "Det var ikke med vilje", hun løfter bønfaldende hovedet.
"Det kan godt være", Jannis blå øjne lyner: "men det ændrer ikke på hvad du gjorde".
Vera rejser sig kluntet fra sofaen: "Nu henter jeg maden" udbryder hun og snubler ud mod entreen og køkkenet.
Det døde bump af faldet kommer kort efter.
Janni mærker modviljen som en træghed i kroppen. Ønsker vel nærmest ikke at gøre noget ved det.
Men hun må, må rejse sig og med afmålte skridt passere stuegulvet, det dybrøde tæppe, den lange entre og køkkendørens åbning. Kroppen ligger henslængt mellem komfur og køkkenbord.
Derfra tager lægen over med køligt registrerende overblik og handlinger.
"Fanden tage det" tænker hun, mens hun starter den hårdhændede hjertemassage: "Det var ikke derfor jeg blev læge, det var for børnenes skyld".
Imens slår en sær spættet ro sig frem til hjerteslagene og den efterfølgende opringning til 112.
"Er du pårørende?", spørger ambulancefolkene da de når frem.
"Nej", svarer hun: "og jeg skal ikke med".