Hun elsker at dyrke jorden, også selvom hun ikke ejer den. Hun har altid boet til leje, og det er denne tanke som tynger hendes sind, og som får regnen til at falde tungere. Hun er meget alene, og den verden hun kender, er den lejede jord som hun dyrker. Ind imellem tænker hun på tomheden. Det er mest fordi at det ikke altid har været sådan. Engang dyrkede hun en jord med en, som ejede den. Det var det smukkeste syn, og regnen faldt altid let, indtil vinteren kom, og den frosne jord mistede sin frugtbarhed. Kulden havde slået den ihjel. Hun måtte vende ryggen til det, som hun havde følt var hendes, men indså at det aldrig havde andet end til leje.
Hendes flyvske lyse hår skinner igennem på en solskinsdag, og hendes hvide kjole, er altid beskidt af jord. Hun går barfodet, og er fri. Intet kan binde hende til noget, og at det engang var hendes ønske, at eje en jord og være bundet til den, kan hun ikke længere forstå. Fuglesangen er kendingsmelodien på den fortælling, som hun aldrig afslutter. Hun er en fængende person. I hendes nærvær kan selv det mest unaturlige, falde en så naturligt. Hun giver en følelsen af at hun giver sig selv, men aldrig giver hun halvdelen. Hun er ikke et falsk selv, men lever i en indre frygt, som gør hun aldrig giver mere end hun kan tåle at miste. Hun planter et håb i folk, en lyst, en vilje og en glæde. Hun dyrker dem som hun dyrker sin jord, med fuglesang som kendingsmelodi, men aldrig ejer hun nogen, som hun ej ejer jorden. Hun er til låns, til leje, fordi hun vil gå barfodet igennem, og gerne i en beskidt hvid kjole, så hun aldrig mister mere end hun har givet. Smerten ved erkendelsen af hendes tidligere frosne jord, havde mistet sin frugtbarhed, og bare var en illusion, skræmmer hende fra nogensinde at ville eje, at ville dele igen. Nogle vil mene at hendes jord er kold, med for mange grønne planter, og til manges underen, uden et eneste træ. Når hun efterlader jorden, for at finde en ny, er det for dem som skal overtage den, en kamp at få lov til at plante nye rødder, da hendes rødder er filtret sammen, som et knudret net under den kolde jord.