Endelig - efter mere end to års ledighed var han indkaldt til en jobsamtale. Kompromis havde været løsningen, eller rettelig, neddrosling af ønsker og forventninger havde været løsningen. Faktisk var han villig til at tage et hvilket som helst job, for at slippe for ydmygelsen fra kommunale skrankepaver og de evindelige spørgsmål fra familien. At han havde måtte leve af 'sjov mad' månedens sidste ti dage betød ikke så meget, det var mere nedgørelsen der gjorde ondt.
I stillingsannoncen var jobbet pustet op til uanede højder - alle de tåbelige floskler var blevet anvendt, vi forventer dit og dat, bolde i luften, møde stabil, humoristisk, uformel omgangstone, ikke ryger virksomhed, det kunne beskrive en jonglør i cirkus Benneweis og så var det et abe-job i et Callcentter. Lidt Benneweis var der over det, tænkte han imens vandet skiftede fra iskoldt til næsten lunkent fra den tilkalkede bruser.
Uret i mobilen havde vrælet allerede klokken 05:30, så havde han god tid til at spise morgenmad, bade, opbygge selvtillid og tjekke at alt var som det skulle være. Allerede dagen forinden havde han klargjort papirer og tøj, fundet køreplanen på nettet og læst alt hvad han kunne finde om virksomheden - han havde oven i købet forsøgt at stalke de personer han kunne forbinde med firmaet. Vandet havde nået en tålelig temperatur og de to enlige hårde stråler blev udnyttet bedst muligt.
Hvad fanden er nu det - en lugt af afbrænding bredte sig fra køkkenet og han ilede ud af badeværelset, gled på entre gulvet, men reddede situationen ved at gribe fat i en hylde der så til gengæld valgte at forlade sin fastskruede placering og lande på hans skinneben. En uendelig stribe af de værste eder forlod hans mund imens han smed to stykker kul i køkkenvasken og dækkede dem med vand, nu behøvede han ikke at tænke på morgenmad længere. Tilbage i badet var vandet nu nået stadiet lige inden damp og en glohed stenhård stråle ramte hans genitalier, efterfulgt af flere eder. "oh what a beautiful morning..." sang han trodsigt, for at motivere sig selv, intet skulle knække ham i dag. Barberes og børste tænder, det skulle også nås! To års ledighed havde ændret hans holdning til morgen hygiejne, så ud på badeværelset igen, hvor luftfugtigheden lå i nærheden af akvarium status. Han gik ind i stuen og stillede sig under lofts ventilatoren, kroppen skulle tørres inden tøjet blev krænget på.
Ud af øjenkrogen skimtede han uret på dvd'en, og panikken bredte sig i hans krop. 45 minutter havde han mistet, 45 minutter der skulle indhentes på en eller anden måde. Han sprang hen til stolen hvor det udvalgte tøj lå parat, på med strømper, boxershorts - selvfølgelig skulle bukseknappen vælge netop i dag til at falde af, det måtte klares med en livrem. T-shirt og tynd strikbluse, for ikke at virke overdressed. Skoene havde han ikke nået at pudse og for ikke at udfordre skæbnen valgte han et skojern frem for at arbejde med snørebånd, med hans held her til morgen ville de utvivlsomt knække. Papirer, jakke, nøgler og så ud af døren - og ind igen, for naturligvis regnede det. Skift til regnjakke og så i lidt mere end let løb ned til bussen, lige til tiden.
Hvilken befrielse, han sank sammen på sædet som heldigvis kunne benyttes i hele sin bredde. Løbeturen og regnjakken havde åbnet sved porerne og dråberne kildede på ryggen, resten af kroppen føltes fugtig og klam. Brillerne dukkede, håret var vådt og han papirer lignede forstadiet til papmache. Noget irriterede ham, det strammede i skridtet. Enten var han vokset i løbet af natten, eller også - eller også havde han taget sine boxer shorts omvendt på ! Han rykkede lidt rundt i sædet indtil det føltes nogenlunde behageligt.
Han var i god tid og arbejdspladsen måtte ha' et toilet hvor han kunne udbedre fejlen. Det regnede stadig da han var fremme ved sit mål, næsten et kvarter inden det aftalte tidspunkt.
Der var ingen reception, men han blev omgående kontaktet af en smilende ung fyr der høfligt spurgte hvad hans ærende var. "Jeg har en aftale med Lene Jensen kl. 10" sagde han nonchalant, som om det var noget han foretog sig flere gange hver dag. "Hun venter på dig", sagde fyren "du skal hen af gangen og ind af dør nummer to, der står lokale 202D på skiltet". Fyren foretog en bevægelse der mindede om at pege, smilede og forsvandt. Imens han gik hen imod lokale 202D forsøgte han at få ventileret noget af den fugtige luft væk fra kroppen, og samtidig finde ud af hvad side hans kønsdele skulle placeres i hvis de ikke skulle ende som da Moses skilte vandene.
Lokale 202D var et ideforladt rum med de obligatoriske stribede kontorgardiner, persienner der forsøgte at kamuflere en trøstesløs udsigt, et ovalt konferencebord med for mange stole og kold belysning. Usædvanligt var det at der også var en lille samtalegruppe med to lave læderstole, den runde type der omfavner besidderen, og et ganske smukt lille rundt bord. I hjørnet stod en tydeligvis ubrugt reol ting med kaffemaskine, vand og andet der skulle udgøre det for hyggespreder.
Lene Jensen, en alt for velplejet kvinde sidst i tyverne med en for lille push-up bh og for stram nederdel, sad med korslagte ben i en af forkæler stolene, ved konferencebordet sad en ung mand med overdrevet blondt hår og vandblå øjnes, ærke Svensk 60' udseende. Kvinden svinger sit lange ben ned på gulvet og rejser sig ærbart op samtidig med at hun trækker, nærmest hiver, nederdelen to centimeter ned over lårene, svenskeren har blikket fastlåst på hendes bagdel imens han hiver lidt efter vejret.
"Velkommen, sæt dig ned", siger hun og med en slank hånd og knaldrøde negle nærmest blæser hun ham ned i læder fidusen. De første tre minutter af samtalen går rigtigt godt, alt formelt bliver afklaret. Kvinden har en stemme der på et hvilket som helst andet tidspunkt ville opmuntre til at slikke på hendes stemmebånd. Så melder boxerne sig ind i kampen og den ene testikel bliver tortureret så fokus på samtalen forsvinder. Han forsøger at befri stakkelen ved at flytte underlivet frem sædet og derefter at glide tilbage, i håb om at den skærende smerte vil fortage sig. Det virker ikke så øvelsen bliver gentaget.
Lene Jensen stopper sin talestrøm og ser undrende på ham imens han laver noget der minder om samlejebevægelser i stolen. Hun rømmer sig og fremstammer "vil du ha noget at drikke?". "Ja tak" svarer han hurtigt, her er der en åbning hvor hun skal vende blikket væk og han kan ommøblere. Hun gentager seancen fra tidligere, svenskerens blik er klistret til hendes bagdel. Da hun passerer den plagede mand tænker han "bare hun ikke bukker sig - bare hun ikke bukker sig", han er overbevist om at Mr. vandblå øjne tænker det fuldstændigt modsatte.
Da hun står i hjørnet ved drikkevarerne, og svenskeren helt klart er koncentreret om sine interesser, vover han at lette sig lidt fra stolen for at bruge magt til at tøjle den genstridig kropsdel. Imens han hiver og skubber, hiver og skubber, opdager han at Jensen betragter ham med et vandglas der er tiltet så meget at det stænker på gulvtæppet. Hastigt sætter han sig i stolen og laver skubbe bevægelsen tre gange, i håb om at det kan redde ham igennem resten af samtalen. "Ja, det var vist alt for i dag" gnægger Lene Jensen med hæs stemme "tak fordi du kom, du hører fra os". Hun undlader at trykke ham i hånden, hendes kinder er lidt røde og blikket er usikkert. Han nikker og forlader lokale 202D uden at svare.
Udenfor, stopper han op og går ned i knæ samtidig med han befrier sine plagede kropsdele. Igennem den næsten lukkede dør hører han svenskerens stemme for første gang - "Derhjemme har jeg en hund der også har orm...".