Det kolde vand løber ned over mine fingre.
   Det er en rar fornemmelse, og dog har jeg en smule dårlig samvittighed. Jeg kan næsten høre min mors stemme slå mig ud med de samme ord som altid: "Peter, vi har jo snakket om det her. Jeg troede vi havde en aftale?"
   Det havde vi også, men det er bare så svært at lade være. Den måde det kærtegner min hud, gøre den fugtig. Mor siger, jeg bare skal tage håndcreme på, men det er ikke det samme. Nej, vandet gør huden blød og lader den tørre naturligt, mens cremen bare gør den kalm at røre ved.

Jeg går ind i klassen igen, men jeg ved, jeg snart bliver nødt til at gå igen. Alle kigger på mig. Mine venner sender mig et skævt smil. Min sidekammerart, Mia, kigger på mig med forstående øjne. Mia har altid forstået mig - altid kunnet se lige igennem mig. Den dag jeg kan skjule bare den mindste ting for hende, er den dag lærerne stopper med at være over mig som høge.
   "Det er okay." Hun taler til mig med en blid stemme, som havde hun læst mine tanker. Jeg skammer mig over det. Jeg ville ønske medicinen ville virke, men det gør den ikke. Jeg kan mærke hun kigger på mig. Jeg gengælder hendes blik. Hun giver min hånd et klem og siger det nok skal gå.

Klokken ringer ud fra sidste time, og vi har fri. Mia står ved siden af mig. Jeg vasker mine hænder. Hun giver mig noget papir til at tørre dem i. Egentlig vil jeg helst lade dem lufttørre, men jeg skal følges med Mia. Når vi går sammen, holder vi altid hinanden i hånden. Det gør mig på en eller anden måde rolig. Jeg er altid rolig, når Mia er tæt på mig. Efter vi er kommet sammen, er jeg gået fra at vaske hænder hvert 5. minut til hvert 10. Det er ret stort, siger lægerne, som er 100 procent overbevist om det er medicinen, der er begyndt at virke - men jeg ved det er Mia. Vi er næsten sammen hver dag, og det hjælper. Det er bedst, når vi er hos hende. Jeg tvinger mig selv til ikke at slide på deres håndvask. Det ville være pinligt, hvis hendes forældre tog mig i at gøre det...

"Mia?"
   "Ja?"
   "Du ved, jeg er rigtig glad, for det du gør for mig, men hvis du på nogen måde ikke længere vil, så er det i orden. Det er også forståeligt, hvis du skammer dig over mig..."

Mia svarer ikke. Hun ser med et smil, som hun altid gør, frem mod verden. Hendes blik falder på mit og holder begge mine hænder i hendes. "Peter, jeg elsker dig højere end nogen anden her i verden. Jeg ville ikke kunne undvære dig. Så det er mere dig, der lige kan våge på at forlade mig!"
   Jeg smiler til hende. Hun griner let og fejer mit, lidt for lange, pandehår til den ene side. Hun kysser mig. Blidt og yndefuldt.
   "Jeg elsker også dig Mia, og jeg vil aldrig forlade dig."

Hjemme ved Mia dufter der altid af et eller andet. Hjemmebag, frugt, kanel, eller andet dejligt.
   "Hej Peter!"
   "Hej fru Jones."

Mias mor hedder rigtigt Sofie, men jeg har altid kaldt hende fru Jones. Dels for at være høflig, men også fordi hun ser ud til at nyde det fra tid til anden. Hun har altid været mægtig sød i mod mig. Hun ved også godt hvad jeg fejler, men hun er som Mia. Hun snakker aldrig om det, og tager sig heller ikke af det. Hun ser forbi det.

Jeg tager altid hjem fra Mia, så jeg er hjemme til spisetid.
   Jeg vasker mine hænder grundigt. Ikke fordi der er beskidt hos Mia. Det er bare en rutine jeg har. Jeg tager min medicin. En pille. Også en til. Den har nogle bivirkninger. Jeg får lyst til at vaske hænder af den. Mere end jeg har normalt. Men det er jo heller ikke normalt at have lyst til at vaske hænder hvert 10. minut. Det er ikke normalt.
   Jeg er ikke normal.

Jeg vasker mine hænder igen efter vi har spist. Jeg nærstuderer vandet, der glider ned over min hud. Ligger sig som et tæppe af vand. Nogle gange føler jeg det var et spild. Nogle gange føler jeg, at vandstrålen ligger sig som et reb om mine håndled og bare ikke ville give slip. Også selv når jeg har slukket for hanen.

Det er det jeg er. Jeg er bundet af vandet. Bundet på hænder og fødder, som var jeg en slave af vandet, der skal adlyde sin herre. Eller er jeg? Fordi nogle gange er det ikke vandet på mine hænder, jeg tænker på. Nogle gange er det trangen til, at Mia vil holde mine hænder i sine, eller at jeg en dag kan holde hendes i mine.